Transfer Talk: Bliver det OB for Eriksen?

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Efter Christian Eriksen og Inter blev enige om at annullere kontrakten, så har spekulationer om midtbanespillerens fremtid taget til.

Eriksens agent fik formuleret via et par omgange, at han håber, at Eriksen vil fortsætte karrieren. Det gør vi alle, men mest af alt håber vi, at Eriksen har fundet ro til at træffe den for ham rette beslutning. Og bliver det til et helt forståeligt karriestop, så kan vi se frem til Danmarkshistoriens største klapsalve, når han gæster Parken næste gang.

Det kan vi nok uanset.

Hvis han beslutter sig for at blive ved med fodbolden, hvilke muligheder har han så?

Jeg har forhørt mig hos forskellige internationale scouts og andre aktører for at få tegnet et landkort over Eriksens muligheder.

Vi ved to ting. Italien er på gund af Serie A’s regler for spillere med pacemakere lukket land. Derudover vi ved, at OB står klar med åbne arme. Kilder siger, at fynboerne vil gøre alt, hvad der står i deres budgetmagt, hvis Eriksen vælger Danmark. Eriksens agent har til Ekstra Bladet bekræftet én dansk klub har henvendt sig.

En italiensk avis skrev forleden, at også FCK har henvendt sig. Det afviser FCK-kilder. Eriksen vil naturligvis være velkommen i alle danske klubber, men på dansk jord synes OB og FCK som de mest realistiske, men så langt i forløbet er ligaens aktuelle nummer to ikke.

Ajax Amsterdam popper op i stort set samtlige artikler om Eriksen med mulige comeback i det hollandske, men tre Ajax-journalister som jeg har delt info med i mange år, afviser den mulighed. Ajax satser på unge folk på midtbanen som Gravenberch og den strategi holder tilmed en hollandsk landsholdsspiller som Davy Klassen på bænken. Kilder siger, at de ikke kan se Eriksen spille for andre hollandske klubber end Ajax Amsterdam.

Eriksen kender hårdheden af at spille i Premier League, og de ’tacklinger’ man kan opleve der, så engelsk bold vælger han kun, hvis der er 110 procent grønt lys til karrieren kan genoptages med pacemaker på fuldt blus. Superligaen vil alt andet lige være en anelse mere skånekost.

Tottenham har ifølge to engelske kilder forsigtigt forhørt sig om Eriksens planer, men i så fald bliver det på en økonomisk beskeden kontrakt. Fordelen ved Spurs er, at Eriksen kan genoptage sit tidligere London-hold på et hold, hvor han stadig kender hovedparten og tilmed styres af en træner med hvem, Eriksen vandt det italienske mesterskab.

Også Barcelona siges at være inde i billedet, men det er stadig kun på føler-niveau. Der er nemlig en ubekendt faktor – udover om han overhovedet vil spille igen – hvornår kan han reelt spille fra? Han har været ude siden i sommer, så realistisk set vil han ikke kunne træne op og være klar til sit sædvanlige niveau før til næste sæson.

Hvorfor de udmeldinger der er flere steder om korte kontrakter i X og Y klub for resten af sæsonen virker noget fjollede.

Vi afventer nu en udmelding fra hovedpersonen selv. Måske skyldes det den igangværende forsikringssag i Inter, at han ikke har udtalt sig, måske venter han bare. Han er værd at vente på.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.