Fra MLS til AC Horsens: For mig er det et kæmpe skridt op

Amerikanske Simon Becher skiftede i februar den amerikanske MLS og Vancouver Whitecaps ud med NordicBet Ligaen og AC Horsens. Den 24-årige angriber ser sit skifte fra MLS, hvor han i øvrigt er rekordindehaver af en lidt speciel rekord, som et skridt op.

Han er gået fra at være én blandt mange til at være ligaens mest værdifulde.

Sådan er vurderingen i hvet fald fra statistikmediet Transfermarkt, der vurderer AC Horsens’ amerikanske angriber, Simon Becher, som NordicBet Ligaens suverænt mest værdifulde spiller med en anslået værdi på ni millioner kroner.

AC Horsens købte i februar Becher fri i den canadiske MLS-klub Vancouver Whitecaps, og selv ser den 24-årige amerikaner skiftet som et karrieremæssigt skridt i den rigtige retning.

”Man er nødt til at anskue det holistisk. Jeg var ikke tilfreds med at blive skiftet ind i MLS. De spillere, der bliver købt, kommer til at spille uanset, så jeg kiggede på min karriere og ville gerne til et sted, hvor der var op- og nedrykning, og hvor præstationer virkelig betyder noget. Man kan godt se det som et skridt ned, men jeg ser det både karrieremæssigt og personligt som virkelig spændende. Med udsigten til at kunne rykke op og hjælpe klubben tilbage, hvor den hører til, er det faktisk et kæmpe skridt op for mig,” siger Simon Becher.

Efter godt tre måneder i Danmark er Simon Becher allerede ved at have vænnet sig til at bliver kaldt Becker – som den tyske tennisspiller Boris Becker. Hans efternavn, som godt nok stammer fra Tyskland, udtales dog ikke med en k-lyd men derimod med en tch-lyd: ’Betcher’.



Den navnemæssige misforståelse til trods, befinder den unge amerikaner sig godt i Østjylland, hvor han nu også er blevet genforenet med sin kæreste, der også har fået dansk visum, og faktisk har skiftet til Europa længe ligget i kortene for den Kansas-fødte angriber.

”At spille i Europa er noget, jeg altid har ønsket mig. Jeg har to gange i min karriere overvejet det, for hvis man vil spille det bedste fodbold i verden, så kommer man til Europa. Jeg kender nogle spillere, der er skiftet til en klub, hvor de har præsteret, og så er de skiftet videre og spiller nu topfodbold i Serie A og Premier League. Fra mit perspektiv er Europa toppen af toppen,” forklarer Becher, der med skiftet fra MLS er rejst fra en liga, hvor han sad på en lidt speciel rekord.

”Det er lidt en opfundet rekord, men det er rekorden for at score fire mål hurtigst, og det er lidt random. Alt, jeg rørte, gik i mål, og jeg scorede fire mål på lidt over 80 minutter, men det er lidt en opfundet rekord, men jeg tager den, når nu folk har opfundet den,” lyder det fra Becher.

Rekorden blev startet i august 2022, hvor Becher blev rykket op og fik debut for Vancouver i kampen mod Houston, hvor han efter sin indskiftning bare skulle bruge seks minutter på banen for at gøre det til 1-1. 15 kampe og lidt over et halvt år senere kom hans anden kamp, og også i udekampen mod Minnesota udlignede han til 1-1, efter at være blevet skiftet ind med 20 minutter tilbage af kampen. Det betød, at han startede den efterfølgende kamp, hvor han med to scoringer i den første time af kampen mod CF Montréal var stærkt medvirkende til en sikker 5-0-sejr.

I Danmark har han dog skullet vænne sig til en helt og aldeles anderledes turneringsstruktur, men det passer ham fint.

”Med fem kampe tilbage af sæsonen kæmper mange af de hold, vi møder, for livet. Det er en virkelig unik liga på den måde, at alle kampe tæller. Det får man ikke altid i Nordamerika, hvor man, så længe man er blandt de bedste ni ud af 15 hold, har en chance for at komme med i slutspillet, og indtil da betyder kampene ikke alverden.”

”Her er alle kampene meget mere intense. Det kan ses på fysikken og måden, holdene spiller. Det er en stor forandring for mig. Selvfølgelig kan jeg lide det. Jeg elsker konkurrencen og kampene og det at være fuldt motiveret hver eneste dag, det synes jeg er virkelig fedt,” lyder det fra Becher.

I sine ni kampe for AC Horsens har Simon Becher indtil videre scoret tre mål for østjyderne.