Richmond Gyamfi føler sig klar til AGF-retur: Har fået hvad jeg kom for i Hobro
Den 20-årige ghaneser er gået direkte ind på holdet i Hobro.
Richmond Gyamfi pakker bestemt ikke tingene ind.
Den ghanesiske offensivspiller skiftede sidste sommer Hobro IK ud med Aarhus og AGF, men allerede i vinter vendte han retur til den nordjyske klub.
Et lejeophold skulle give den 20-årige angriber tiltrængt spilletid, efter det kun blev til fire korte indhop og samlet lidt over en halv time i sit første halvår hos den aarhusianske superligaklub.
”Jeg ville bare gerne have spilletid, så jeg kan blive klar til den kommende sæson i AGF. Det er det, jeg har håbet på, og det er for spilletiden, jeg kom hertil, så jeg kunne forberede mig til den kommende sæson. Jeg har fået det, jeg kom her for, og vi kører på,” fortæller Richmond Gyamfi.
Det var med store forventninger på sine unge skuldre, at Richmond Gyamfi i juli sidste år skiftede DS Arena og Amerikavej ud med Ceres Park og Fredensvang.
Det var også i AGF’s første seks kampe i sæsonen, at det blev til korte indhop for Uwe Röslers mandskab, men efterfølgende blev det kun til bænkpladser.
Selvom sæsonen i Hobro endnu ikke er afsluttet, så er den afrikanske offensivspiller allerede nu ved at forberede sig på at samle handsken op i Aarhus.
”Jeg skal bare være klar, og i ferien skal jeg køre på, så jeg er klar, når vi kommer tilbage fra ferien, og så må vi se, hvad der sker,” lyder det fra Gyamfi.
Richmond Gyamfi kom til Danmark i februar 2024, efter han af flere omgange havde imponeret Hobro i forbindelse med en prøvetræninger.
Inden da var han en del af akademiet i Field Masters Sporting Club i den ghanesiske hovedstad Accra.
Selvom det blot er blevet til i alt 24 kampe for Hobro IK, så lægger Gyamfi ikke skjul på, at den nordjyske plads betyder noget særligt for ham.
”Det har været godt. Det var i Hobro, jeg startede, og Hobro vil altid være som hjem for mig. De har taget godt imod mig, så jeg har følt mig velkommen og har haft det godt,” fortæller Gyamfi, der ikke er returneret til Hobro i klubbens mest succesfulde periode.
Siden returen er det til Hobro er det kun blevet til tre sejre i 11 kampe, men klubben har dog sikret sig en ny sæson i NordicBet Ligaen forud for sæsonens sidste tre spillerunder.
”Det har været vanskeligt, men vi er bare nødt til at køre på, og så skal det nok gå,” lyder vurderingen fra Richmond Gyamfi.
Richmond Gyamfi har kontrakt med AGF helt til sommeren 2029.