Transfer Talk: Salget af Wind kan runde de magiske 100 millioner kroner

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Jonas Wind forlader FC København og skifter til Wolfsburg. Tyskerne gør skiftet officielt i dag efter et veloverstået lægetjek, der sender den danske landsholdsangriber til Bundesligaen og væk fra dansk guldstrid og direkte ind i tysk nedrykningskamp.

Jonas Wind har med sin udvikling hurtigt printet sig fast som et muligt 100 millioner kroners salg for FC København, og den ambition og magiske tal lykkes de med, hvis alt flasker sig for Wolfsburg.

Wolfsburg betaler ifølge mine oplysninger 12,5 millioner euro og dertil bonusser. Så som en bonus, hvis Wolfsburg overlever og bliver oppe i den bedste tyske række, forklarer tyske kilder med indsigt i transferen.

I alt kan den samlede pris, hvis alle bonusser udløses sende 15 millioner euro til FC København. Altså 112,5 millioner kroner – et pænt stykke over 100 millioner kroners grænsen.

Men det slutter ikke her for FC København. For hvis Jonas Wind bliver en succes i Bundesligaen, så er målsætningen et videresalg til Premier League, og også her står FCK til procenter. Jeg er ikke helt nagelfast på den procentsats, men kilder siger 10 procent.

I Wolfsburg er Jonas Wind tiltænkt en rolle i tomandsangreb sammen med Max Kruse, hvor Wind skal have rollen som den støtteangriber, der linker midtbane og angreb med erfarne Kruse som hajen i feltet. 

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.