Transfer Talk: Hvad skete der for Pione Sisto
AF SØREN SORGENFRI
Denne udgave af Transfer Talk har fokus på Pione Sistos flirt med først FC Midtjylland og derefter FC København. Og nu? Tja hvem ved.
Det er netop det interessante ved kantspillerens kuldsejlede overgang fra Celta Vigo til FCK. Fra smil på Strøget og suite på D’Angleterre til konsekvent udmelding fra FCK’s side om, at den handel var droppet fra deres side.
Det er ikke overraskende, at Pione Sisto vil videre fra Celta Vigo. Det bliver et langt skriv, hvis samtlige sten i skoen skal remses op, og Politiken har tidligere på året kørt en fin interviewserie med ham om, hvorfor det gik, som det gik i Celta. Den er læseværdig.
Der er i de seneste dage, efter FCK annoncerede forhandlingerne ikke ville bære frugt, talt om alt fra ydmygelse til magtskifte i toppen af dansk fodbold og i det hele taget blevet buldret løs på de store trommer på en melodi om FCK nu står i skyggen af FCM, men det er næppe så enkelt.
For ifølge mine oplysninger så tilbød FCK den løn, som FCM ikke ville imødekomme.
Da FCM fejrede mesterskabet var Pione Sisto med til guldfesten, og jublede med sine tidligere holdkammerater. Han lagde overfor ledere og spillere ikke skjul på, at han gerne ville hjem. FCM har på mange måder formet ham, og det var ventet, at skulle han til Danmark, så ville det blive til Herning.
Men den overgang grundstødte allerede i de indledende uformelle sonderinger mellem FCM og Sisto-lejren. Altså før FCM og Celta Vigo var begyndt at tale pris og transfer. Det er normal praksis, at evt. køber lige klapper ad med X spiller, om man kan blive enig på lønnen, før man afklarer købspris med den ejende klub. Man forventningsafstemmer uden det er reelle forhandlinger.
Det udspil som FCM modtog fra Sisto-lejren var højt. For højt. Det er ingen hemmelighed, at FCM gerne ville byde velkommen hjem og tilbyde Pione Sisto en frisk start og forhåbentlig bidrage med sit topniveau på banen, men de forventede omvendt også en vis ydmyghed. Det var ikke et ydmygt lønkrav, der lå foran dem.
FCM kiggede på den samlede case og for mange lamper lyste rødt. De vidste, at Celta Vigo ville have ca. tre millioner euro plus bonusser og markant sell on. Derudover forlangte Sisto-lejren en løn højere end den, han får i Celta Vigo med en forventning om en løn i lejet 6-7 millioner kroner årligt plus en tilsvarende stor sign on fee. Dertil bonusser.
Selv om FCM har solgt for flotte beløb de seneste år, så er det også en case, hvor man lige skal trække vejret dybt i Herning. Det vil gøre Sisto top-lønnet og dermed udfordre lønstrukturen hos ulvene, men de røde lamper lyste ifølge mine informationer op i spørgsmålet om, hvorvidt man kunne være sikker på, at Sisto reelt ville være de mange millioner værd?
Han har spillet færre end 900 minutter pr sæson de seneste to sæsoner, kæmpet med præstationer under niveau, mistet sin landsholdsplads og udvist dårlig disciplin og en skal vi sige ustabil mental tilstand. Måske kunne det forsvares ved at tage ham hjem, og gå all in på han kunne finde sig selv igen i løbet af den kommende sæson og via EM eller VM de næste par år blive solgt videre ud igen. Men skal ovenstående være en bæredygtig økonomisk case, så skal Sisto indenfor et år eller to kunne sælges igen for ca. otte millioner euro. Er det sandsynligt? Er det risikoen værd? Nej, var konklusionen.
Derudover vakte det undren i FCM, at Sisto-lejren med tanke sine to seneste sæsoner ikke udviste en større imødekommenhed i sine forventninger og lønønske. Der er formentlig i skrivende stund kun to klubber i Europa, der faktisk vil betale for ham, og det er rivalerne FCM og FCK. For Sisto har længe været i overskrifterne af de helt forkerte årsager, og det bliver man ikke solgt på. Og slet ikke i et ustabilt marked i en usikker tid, hvor kun de helt unge handles, og de mere etablerede skal være frie transfer for at finde en klub.
Pione Sisto er 25 år og bliver 26 til februar. Uret tikker, og alderen taler imod, at FCM kunne forvente at sælge ham for et betydeligt beløb. Her havde man håbet på, at Sisto-lejren ville være mere jordnær i dialogen.
Det åbnede døren for FCK, der kontaktede Sisto-lejren. Flere steder på de sociale medier sammenlignes Sisto-casen med købet af Kamil Wilczek. Det kan det ikke. For Wilczek-købet havde en anden anatomi.
Den polske angriber var løbet sur i tilværelsen i Göztepe, der opstod kontakt til FCK, der ikke kunne komme overens med Dame N’Doye, og derfor så et behov for en erfaren angriber til at supplere klubbens mange unge spændende offensivspillere. Her fik Brøndby ikke chancen for at hente publikumsfavoritten tilbage for de blev ikke spurgt – de fik ikke muligheden. I Brøndby-lejren hørte man ikke noget om noget, før rygtestrømmen tog til onsdag aften – dagen efter Wilczek blev præsenteret i den hvide trøje.
I tilfældet Sisto havde han forhandlet med FCM som sin førsteprioritet, før FCK kom ind i billedet, men FCM følte ikke, de ville sende det rigtige signal ved at gå ind på de høje lønkrav.
Forhandlingerne med FCK har været rigt beskrevet andre steder, så lad os hoppe frem til de afgørende minutter ved forhandlingsbordet. Lønnen er aftalt, alt er klar til underskrift, men Pione Sistos bror og agent udbeder sig betænkningstid og en ny forhandlingsrunde. FCK ved godt, at de ikke var Pione Sistos førsteprioritet – alligevel præsenterer de et kontraktudspil, der imødekommer forventningerne hos spilleren. Og højere end han reelt er berettiget til. For et sådan udspil der vil bringe Sisto helt op i løn-toppen i klubben, er også en tillidserklæring fra Ståle Solbakkens side – jeg tror på dig. Nordmanden ved, at hvis Sisto som FCK-spiller vil lave overskrifter som dem i Celta, så er det Solbakken, der kommer til at fremstå som et fjols.
FCK havde lavet samme regnestykke som FCM, og konkluderet stort set det samme. At han næppe ville blive en god økonomisk case, men kan bidrage med flere nøgleelementer. Han har noget af den power som gennembrudsspiller, som FCK savner, han kan blive en publikumsfavorit og rammer han niveauet, så vil han bidrage til resultater og afkast heraf på vej ind i en sæson med to CL-billetter på højkant.
Så hvorfor skriver Pione Sisto ikke under?
Der er, som jeg ser det fire mulige forklaringer.
Måske er Sisto-brødrene bare ikke tilfredse med FCK’s udspil, men det virker på ingen måde sandsynligt. De var jo enige – ellers ville kontrakten jo ikke ligge klar til signatur.
Hvem er det, agenten hører fra – er det FCM? Der har ikke været noget ude om det. Eller det en helt anden melding, som agenten får? Muligvis fra en samarbejdspartner, der har en tredje klub – informationer der evt. kan løfte lønnen yderligere i FCK, hvis agenten spiller sine kort rigtigt. Bortset fra da de sidder her ved bordet, så er kortspillet forbi. Det er ikke tid til at forsøge sig med joker og esser i ærmet. Det løb er kørt.
Eller er det slet og ret agent-bluff a la 90erne, hvor man foregiver fornyet og forstærket interesse fra en anden part (som ikke er der), og bruger denne trussel til at få forbedret kontraktudspillet. Det er muligt, og den vender vi tilbage til.
Fjerde mulighed er, at Pione Sisto og co. har haft is i maven og brugt forhandlingerne med FCK, der har trukket store overskrifter, til at få FCM på banen med et sidste øjebliks desperado-bud. Det er dog heller ikke videre sandsynligt i min optik. FCM havde jo lavet regnestykket på ham, og herunder risikovurderet muligheden for, at han ville havne i en FCK-trøje.
Hvis forklaringen er et forsøg på at bluffe sig til en endnu højere løn – Ekstra Bladet har skrevet FCK ville give seks millioner kroner i årsløn – og det siges, at Sisto-lejren ønskede en million euro om året, så er det risikabelt spil. Og forsøgt uden at have styr på research. For Ståle Solbakken har ry for at være en fair og kompetent forhandler, men han lader sig ikke føre rundt i manegen. Enten dedikerer spilleren sig til FCK’s projekt, eller også slutter forhandlingerne der. Nordmanden har i agentkredse ry for at være en type, man ikke skal gøre sur, eller give ham indtryk af, at man er i tvivl om projektet. Han skal bruge dedikerede spillere, og ikke spillere og agenter der forsøger sig med julenumre. Det siger sig selv, at FCK ikke flyver ind en spiller til Danmark i privatfly og indlogerer ham på et tophotel, hvis ikke det er fordi begge parter har en klar ide om prisen på grisen, og at det er noget, man gerne vil lykkes med.
Men alligevel går det onsdag eftermiddag helt galt, og det melder FCK omgående ud via en pressemeddelelse.
Den ret klare og kontante udmelding om, at forhandlingerne er afbrudt og afsluttede med henvisning til, at man efter at have tilbudt Pione Sisto og co. en flot samlet pakke nu ønsker spilleren held og lykke. Arh ja. Det er ikke svært at læse, hvad der egentlig står mellem linjerne vel? Det kunne f.eks. være – vi har fået nok. Videre.
En tolkning som Lars Seiers senere kommentar underbygger. At hvis Sisto og co. kan finde en større løn et andet sted, så gør da endelig det. Underforstået – er det overhovedet muligt?
Så hvad nu?
Det er umuligt at se for sig, at FCK genåbner forhandlingerne med mindre, Sisto-lejren afleverer den størst tænkelig undskyldning nord for Alperne. FCK er allerede videre med andre muligheder.
Og når FCK, så klart melder ud, at det er game over, så er det ikke realistisk at forestille sig, at Sisto-lejren nu just har gode kort på hånden for at forhandle FCM op i løn.
Med mindre FCM netop da Pione Sisto skulle skrive under på FCK’s udspil, sendte agenten en besked om, at de er klar til at matche eller overgå FCK’s udspil. Der er ingen tvivl om, at Pione Sisto helst vil til FCM, men kommer han det nu på de vilkår, som han håbede for få uger siden?
Med tanke for onsdagen var hårdt pumpet med Sisto-historier på det store online ocean, så var torsdagen virkelig stille. Fredag morgen blot et enkelt pip i en spansk avis, der mener at vide FCM stadig er interesserede.
Var FCM i mål med Pione Sisto, så ville der være noget langt mere konkret og solidt ude om det. Måske forhandles der i stilhed om en lejeaftale med købsoption eller noget andet i den dur, men vi ved reelt ikke, om FCM er inde i billedet eller ej. Og uanset hvad så er der næppe brede smil hos sportschefen i Celta Vigo, hvis ikke Sisto-lejren kommer op med en ny klub, der er villig til at betale en transfer i stil med FCK’s udspil.
Måske var det bare bluff. I så fald har Sisto-lejren virkelig dårlige kort på hånden nu.