Nye tider i AC Horsens: ”Vi er nødt til at løfte os for ikke at blive sat af”
AF MARTIN DAVIDSEN
I sidste sæson var de underdogs i alle kampe. I denne sæson vil de være favoritter i de fleste kampe. AC Horsens drømmer om oprykning fra NordicBet Ligaen, men cheftræner Jens Berthel Askou har også stort fokus at skabe et stærkere fundament og en kultur, der kan gøre AC Horsens stærkere i fremtiden.
Det er nye tider i AC Horsens. Den østjyske klub fra Langmarksvej har de seneste år været vant til bundkamp og overlevelseskrig i bunden af Superligaen, men efter forårets nedrykning til landets næstbedste række, er AC Horsens i denne sæson blandt favoritterne til oprykning og forventes at skulle befinde sig i toppen af NordicBet Ligaen.
Det ændrer et nederlag i sæsonens første kamp mod HB Køge ikke på. AC Horsens vil tilbage i Superligaen, og der er derfor pres på klub, trup og træner Jens Berthel Askou.
”Det er en stor opgave. Opgaven med at samle truppen mentalt har vi egentlig løst for et stykke tid siden. Det kom ikke som et chok for os, den dag vi rykkede ned definitivt. Den periode er vi kommet godt igennem – også fordi vi leverede nogle fine præstationer i foråret,” siger Jens Berthel Askou, der udover missionen om at rykke op også fokuserer på at bygge et stærkere fundament i klubben, der i en årrække har overlevet i Superligaen på trods af færre midler og mere beskedne rammer end konkurrenterne.
”Vi er godt i gang med at lave ændringer i forhold til den retning, vi gerne vil i. Vi skal skabe en bedre base for resultater i fremtiden og et fundament for, at vi kan tage skridtet op i Superligaen igen, så vi kan levere et bedre udtryk og være mere solide. Vi skal være mere fremtidssikret i vores udtryk, end vi har været i de sidste par år,” siger Jens Berthel Askou.
Han mener, at AC Horsens har manglet et større perspektiv i hverdagen, hvor det tidligere stort set udelukkende har handlet om næste kamp.
”Vi har balanceret på en knivsæg i forhold til nedrykning i flere sæsoner, og var måske gået lidt i stå og kommet længere og længere bagefter i forhold til tempo, intensitet og så videre i Superligaen. Vi har forsøgt at implementere det i holdet i det her halve år, så vi har kunne skabe et hold, som kan spille med højere tempo, samtidig med at vi bevarer de dyder, der kendetegner os med et fysisk udtryk. Vi kan stadig komme langt ved at spille på den måde, som vi gjorde tidligere, men der er bare nogle parametre, hvor vi er nødt til at løfte os selv for at vi ikke bliver sat af. Vi skal bruge noget af denne sæson på at lægge på inden for de områder, så vi forhåbentlig kommer op igen med momentum med nogle spillere, som har løftet sig meget. Og så er det vigtigt at vi dyrker og udvikler en stil, som vi kan tage med op i Superligaen igen uden at skulle lave en masse om” siger Jens Berthel Askou, som lægger vægt på betydningen af også at tænke langsigtet i arbejdet.
”Det er altafgørende, at vi kan vinde nu og her, men vi er også samtidigt nødt til at kigge på, hvordan vi vinder om tre uger. Hvis man mister det større perspektiv, der kigger et halvt, et helt eller 4-5 år frem, bliver man bare overhalet, og udviklingen af spillerne går i stå. Så føler man, at man kører i en bil med tre gear, mens de andre kører i biler med seks eller syv gear. Så kan det godt være, at man jokker speederen helt i bund, men man kan bare ikke følge med. Hvad gør man så? Så skal man køre i pit, skifte motor eller købe en helt ny bil. Det er de fleste klubbers udfordring, for udviklingen i fodbold går stærkt,” mener Jens Berthel Askou.
Det langsigtede fokus ændrer imidlertid ikke på, at AC Horsens også har et kortsigtet fokus. Målsætningen for sæsonen er at rykke op, og som nævnt i indledningen er det et væsentligt andet mindset end de senere års overlevelsesmentalitet.
”Det er ikke nok for os at spille uafgjort, som vi som udgangspunkt kunne være fornuftigt tilfredse med, hvis vi spillede i Aalborg i Superligaen. Her skal vi vinde hver gang. Det er et andet udgangspunkt i kampene, og det er også et andet pres på den gruppe her. Der er ikke så mange i den her trup og klub, som har været vant til at have det pres, at de skulle vinde hver gang. Det er noget nyt at arbejde med at få den mentalitet ind i holdet,” siger Jens Berthel Askou.
”Vi skal vænne os til, at vi tidligere har været det hold på banen, der har spillet med det hvide ude af øjnene for at have en chance. Vi har været underdogs, og vi har virkelig skulle vise os. Når vi har spillet mod FCK og Brøndby, har det været årets kamp for os. Nu er det omvendt. Når vi møder en modstander – især på hjemmebane – er det måske deres topkamp i rækken. Det er dem, der kommer med en underdogs’ opportunisme og gejst, og de kan blive løftet helt vildt, hvis der er små ting, der går deres vej. Det kommer vi til at have mod os, ligesom vi har et pres på os for at vinde. Vi skal dyrke desperationen og besættelen af at vinde hver eneste gang, uanset hvad vi møder af modstand. Uafgjort kan ikke længere være et positivt resultat for os. Det arbejder vi også med i træningen,” tilføjer han.
I træningen handler det om at skabe en kultur, hvor spillerne er opmærksomme på, at de i højere grad skal jagte et resultat frem for at forsvare et resultat, og der arbejdes konstant på at bygge videre på holdet, så det både er konkurrencedygtigt i toppen af NordicBet Ligaen og i den bedste række, hvis man rykker op i denne sæson. Og på den måde er der altså både et kortsigtet og et langsigtet perspektiv for Jens Berthel Askou.
”Vi har et år til at arbejde med de spillere, som har et stort potentiale, og som har haft svært ved at lykkes ofte nok i Superligaen til at skabe de resultater, der skal til for at overleve. Forhåbentlig kan de på det her niveau skabe de resultater, der skal til for at rykke op samtidig med, at de udvikler sig. Det er jo en helt vildt spændende udfordring og udvikling at være en del af,” siger Jens Berthel Askou, der peger på Viborg FF som en klub, der netop er lykkedes med at bygge et fundament og rykke op i Superligaen.
”Lige så vel som Viborg har været gode til at bruge de sidste par år på at bygge på og bygge på, skal vi forsøge det samme nu. Det var ikke noget stort og stærkt fundament, der lå her, da jeg kom til, udover at det var en klub, der havde været i Superligaen i fem år. Der er rigtig mange ting, der skulle bygges op for bunden, da jeg kom. Det har vi brugt meget tid på. Det handler både om vores måde at arbejde på i dagligdagen og vores rammer og så videre. Den tilgang, vi har til at udvikle spillet og spillerne individuelt, samtidig med at vi bevarer og værner om vores meget stærke holdudtryk, som er vigtigt for os,” siger cheftræneren.
Han ser frem mod sæsonens store udfordring med optimisme.
”Min forventning er jo, at vi rykker op. Det er det, jeg tror på og er overbevist om, at vi kan gøre. Over tid tror jeg på, at vi høster frugterne af en stærk kultur, hvor vi arbejder meget detaljeret og fokuseret på hver enkelt spiller. Vi skal udvikle os selv hele tiden og presse os til at blive bedre hver eneste dag. Vi skal gøre det hele mere professionelt og skabe en mere moderne måde at tænke fodbold på og udvikle spillerne på. Jeg er sikker på, at vi kommer til at høste frugterne af det,” siger han.