Direktør: Uden de nye ejere ville EfB ikke være her

AF MARTIN DAVIDSEN

Sikke et år, det har været i den stolte fodboldklub, der bærer det fulde navn Esbjerg forenede Boldklubber. Sommeren bød på adskillige udskiftninger i truppen og en del turbulens omkring trænerposten, hvor tyske Peter Hyballa forlod klubben efter få måneder i jobbet, der blandt andet stjal fokus med anklager om fysisk og psykisk mobning af spillere. Siden kom Roland Vrabec til som ny cheftræner, mens den tidligere Hobro-leder Jens Hammer Sørensen blev ansat som administrerende direktør.

Oven i det har der været meget fokus på og kritik af vestjydernes amerikanske ejerskab med bestyrelsesmedlemmerne Paul Conway og Michael Kalt i spidsen, alt imens fodboldholdet inde på banen har leveret svingende resultater i NordicBet Liga.

Der har med andre ord været rigeligt at tage sig til for den nyansatte direktør Jens Hammer Sørensen, der tager imod på sit kontor, der ligger på et af de flotteste stadioner i hele Danmark, Blue Water Arena.

Jens Hammer Sørensen var i årevis ansigtet på Hobro IK – humlebien i dansk fodbold, der gennem fem sæsoner var en del af Superligaen på trods af et lille budget og stort set ingen historik med topfodbold. Nu er han landet i en af Danmarks store traditionsklubber, og det kan mærkes.

”Der er mange opgaver. I min tidligere klub handlede det stort set kun om at ansætte og afskedige trænere og spillere og have ansvaret for det sportslige. Nu er jeg med til at drive en virksomhed, der er meget stor – både pr. definition i dansk fodbold og især i det sydvestlige område af Jylland. Her er det bare en fodboldklub, der betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker,” siger Jens Hammer Sørensen, der blandt andet nævner en nylig indvielse af en vej i Esbjerg, der er opkaldt efter Jens Peder Hansen – klublegenden med mange landskampe, som vandt mesterskaber med EfB i tresserne.

”Det er bare en fodboldklub, der betyder rigtig meget for mange mennesker i den her by. Jeg synes, at jeg er kommet fint i gang, men jeg vil også sige: Jeg keder mig ikke,” siger Jens Hammer Sørensen, der har bemærket, at der er stort fokus og stort pres på en klub som EfB, der ikke kun er stor på grund af noget, der skete i gamle dage.

EfB har spillet europæisk tre gange inden for de seneste otte år, så der er store forventninger til klubben.

”Vi er selv med til at skabe det. Jeg har selv kigget på EfB udefra gennem mange år, og jeg er ikke i tvivl om, at EfB hører til blandt de 12 hold, der spiller i Superligaen. Vi er bosiddende i Danmarks femtestørste by, vi har et af landets flotteste stadioner og vi har træningsfaciliteter, der er topklasse i dansk fodbold. Vi har alle forudsætninger. Vi har et erhvervsliv, der er meget velfungerende med store og dygtige virksomheder i Esbjerg.”

”Vi har også en opbakning, og jeg har følt stor opbakning fra alle, jeg har mødt. Men jeg er også blevet mødt med sætningen: ’Du har dælme en stor opgave foran dig’. Det har været indgangsreplikken for mange mennesker, men det siger også noget om, at folk gerne vil hjælpe og støtte EfB. De er også med på, at der venter et stort arbejde for os,” siger Jens Hammer Sørensen.

Stormvejr og ro

Det har været et stort spring for Jens Hammer Sørensen at gå fra Hobro IK til Esbjerg fB, hvor organisationen, størrelsen og kulturen er større. Hans rolle er også en anden, for hvor han primært havde sportsligt ansvar i Hobro, er han i dag administrerende direktør i EfB. Han er også bindeled mellem klubben og det amerikanske ejerskab.

”Jeg er kommet godt i gang, men det er en stor opgave, fordi jeg kom ind på bagkant af en turbulent sommer. Det er ingen hemmelighed. Esbjerg var i overskrifterne hen over sommeren med både det ene og det andet, og for mig har det været vigtigst at skabe noget ro – både i organisationen og for fodboldtræneren og holdet. Jeg synes faktisk, at vi er lykkedes godt med at skabe noget arbejdsro,” siger Jens Hammer Sørensen, der er helt med på, at der i omverdenen er et kritisk syn på EfB’s amerikanske ejere.

”Man kan hurtigt blive stemplet, og andre klubbers fans er glade for, at de ikke har vores ejere, men jeg vil bare sige det her: Uden den her ejerkreds, var EfB ikke på det niveau, vi er på nu. Vi er afhængige af hinanden. Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg har et rigtig godt samarbejde med den siddende bestyrelse, der består af to danskere og tre udlændinge. Det er virkelig professionelle mennesker, der vil EfB det bedste. Alle beslutninger, vi tager, skal have for øje, hvad der er bedst for EfB. Jeg vil bare sige, at EfB er et trygt sted i de her hænder,” siger Jens Hammer Sørensen, der slår fast, at den daglige ledelse af klubben ikke foregår i USA.

”Vi skal drive EfB så meget som muligt fra Esbjerg. Uden amerikanske investorer ville vi have rigtig svært ved at drive en fodboldklub på det her niveau, men amerikanerne skal også have en forståelse for, at der er nogle beslutninger, der nødt til at ligge i Esbjerg. Vi har fået et fint forhold, og det er nogle gode mennesker, der har nogle spændende tanker om fodbold. Jeg tror, at det er sundt for EfB,” siger direktøren, der trods den svære start er optimistisk omkring fremtiden. 

”I mine første samtaler med amerikanerne var det interessant for mig, at de kommer med en frisk strategi med et højt, aggressivt pres på fodboldbanen, fordi der sker noget for tilskuerne, og det er sjovt at se på. Der er også point i det. Det skal være et hold, der består af unge, dynamiske fodboldspillere. Det er til at forholde sig til, og det kan jeg virkelig godt lide. Men ejerne bestemmer ikke, hvem der skal spille på holdet. Det er der ingen, der gør. Det er vigtigt for mig at sige, for sådan kan man ikke drive en fodboldklub. Der skal ikke sidde mennesker på den anden side af Atlanten og bestemme, hvem der skal spille på vores førstehold,” siger han.

Jens Hammer Sørensen har i sin første tid i EfB mest været optaget af at skabe ro omkring den stormomsuste klub, men han tror på, at det kan lade sig gøre.

”Det var en uheldig sommer på mange områder. Det skal jeg være den første til at sige. Der var nogle ting, som EfB gjorde forkert i sommer, og jeg siger til alle, der gider at lytte, at EfB’s problemer er skabt af EfB selv. Det er selvskabte problemer, men jeg tror også, at vi selv kan komme ud af det ved at klubben bliver mere åben, transparent og nærværende overfor vores by,” siger han.

”Vi vil meget gerne sende spillere og trænere ud til samarbejdspartnere, skoler og virksomheder og komme tættere på byen og området. Jeg tror, at det kan være med til at ændre den dårlige stemning, der har været her. Vi skal ændre omverdenens syn på vores ejere, for de har faktisk været gode for os. Uden dem havde jeg ikke siddet her. Uden dem havde EfB ikke kunne fungere på det her niveau,” tilføjer han.

Økonomisk balance og sportslig succes

En ting er imidlertid troværdighed, ro og ordentlighed. Noget andet er økonomi og sportslige resultater, og de ting hører sammen. For hvis EfB skal tilbage til toppen af dansk fodbold, kræver det netop en stærkere økonomi og et stærkere fodboldhold. Det kommer til at tage tid at skabe det.

”Jeg har opdaget, hvor stor en klub EfB er. Vi har et fantastisk stadion, men det er sagomeleme også dyrt at drive. Det er mega dyrt. I sidste uge betalte jeg en elregning for en måneds forbrug på 92.000 kroner. Det er helt andre tal, end det jeg er vant til i Hobro. Vi har et lydanlæg i vores lounge, der er fra 2009. Det er slidt op, og det koster en million kroner at få et nyt. Da vi indviede loungen i Hobro, sagde de til mig, at jeg skulle passe på vores nye mikrofon, fordi den havde kostet 2500 kroner,” siger Jens Hammer Sørensen som et billede på forskellen mellem EfB og et af rækkens andre hold.

”Det hele er bare langt større her, og det er en stor fodboldklub på mange områder. Vi budgetterer med et stort underskud i denne sæson, og der skal være nogen til at dække det. Vi har fået dækket udgifterne rigeligt her i byen de sidste mange år, så jeg tror også, at folk gerne ser, at der er andre, der er med til at betale regninger. Vi skal være en virksomhed, der løber rundt, med vi er der ikke endnu,” siger Jens Hammer Sørensen, der også har et længere perspektiv på, når det handler om sportslig succes.

”Driften af virksomheden hænger sammen med det fodboldhold. Vi må bare erkende, at vi fik 21 nye spillere i sommer. To af dem gik ud, inden de overhovedet nåede at spille en kamp. Der var stor udskiftning, fordi vi skal i gang med den nye strategi, der bygger på et ungt, dynamisk fodboldhold med et højt pres. Kigger man i statistikkerne, er vi det yngste hold i 1.division med en gennemsnitsalder på omkring 21 år. Det er bare svært. NordicBet Liga og Superligaen i Danmark er næsten lige gode, og man rykker ikke bare op igen, hvis man rykker ud,” siger direktøren, der især er fokuseret på, at EfB vokser til at blive et velfungerende hold.

”Lige nu kæmper vi med at blive et hold, hvor der er ting, som fungerer og en struktur, man altid kan falde tilbage på. Der er mange nye mennesker, et nyt hold og en ny træner. Konceptet er nyt for alle, og det tager tid. Når kampene i denne sæson er på vippen, falder det oftere til de andres fordel, når vi er i den situation, vi er i nu. Vi har kun få gange oplevet, at vi mødte hold, der var meget bedre end os – ellers har vi spillet mange jævnbyrdige kampe. Vi mangler lige det sidste i at være et rigtigt hold. Det tager desværre tid,” siger Jens Hammer Sørensen.

Så det handler om tålmodighed i Esbjerg i øjeblikket, men Jens Hammer Sørensen mener, at klubben kan komme tilbage på øverste niveau inden for en overskuelig fremtid.

”Bare fordi EfB hører til i Superligaen, kommer vi ikke derop automatisk. Man skal fortjene det. For os handler det om at skabe et så godt fodboldhold, at vi kan konkurrere om en af de to øverste pladser. Der kommer til at gå nogle transfervinduer, før ejerne har fået de spillere ind, der gør os konkurrencedygtige. Hver gang vi spiller en kamp, bliver vi en kamp bedre. Vi er et urutineret hold, men jeg tror på, at tiden er god for EfB. Vi bliver bedre dag for dag.”