Andersen er varm i Spurs og United. Wind ligner rekordsalg til PL. Update på Diks.

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Joachim Andersen og Jonas Wind bliver sommerens store danske transfernavne. Joachim Andersen først: Andersen var på udlån i den forgangne sæson til Fulham fra Lyon nærmest på noget der minder om et transfer-tilfælde. Karriereplanen sagde egentlig Italien eller Spanien, men Fulham var den mest seriøse bejler i afslutningen af transfervinduet sidste sommer, og derfor gik turen til oprykkerne fra Themsens nordlige bred.

Fulham rykkede ned igen, men noget tyder på, at Andersen bliver hængende i Premier League. En kilde med indsigt i den videre proces omkring Andersens karriere slår fast, at det med 99 procents sikkerhed bliver Premier League for den danske landsholdsstopper.

Hele fem klubber er ifølge mine oplysninger inde i billedet. Tottenham, Manchester United, Chelsea, Leicester og Crystal Palace.

Chelsea har dog så megen bredde i centerforsvaret, at Andersen ikke kan være sikker på spilletid. Det har Leicester i princippet også, men da Wes Morgan stopper karrieren, og Brendan Rodgers gerne svinger mellem to og tre i centerforsvaret samt i denne sæson så slitagen sætte ind igen igen ikke mindst i forsvaret, så står en dygtig stopper, der kan spille i begge systemer højt på ønskesedlen.

Crystal Palace bliver det heller ikke. Her er det mere sandsynligt at se Victor Nelsson lande en aftale, men Andersen har større ambitioner end Selhurst Park. Ikke mindst fordi Tottenham og Manchester United er inde i billedet og er orienteret om prisen på Andersen – 225 mio. kroner. Altså samme pris som Lyon selv betale for danskeren.

I Manchester United er Maguiere sikker starter, hvorfor Andersen skal kunne se sig selv vippe Lindelöf af pinden. Det er ikke umuligt, men så igen betalte Manchester United 300 millioner kroner for svenskeren, så det kan også være risikabelt at devaluere egen spiller.

I Tottenham vil der ikke være slinger i valsen. Spurs skal bygge op – næsten fra bunden hvis Kane smutter – ikke mindst i centerforsvaret, hvor behovet for en hurtig spiller i tanke og handling, der samtidig kan fungere i en leder-rolle, er tydeligt. Samme rolle for Andersen som i Fulham, men bare et langt højere niveau og en klub med europæiske ambitioner.

Tottenham står foran en genopbygningsfase, hvor Andersen kan få en lederrolle fra dag et. I første omgang skal Spurs dog have en afklaring på trænerspørgsmålet.

Jonas Wind er ligeledes på blokken i Tottenham samt tidligere skrevet West Ham. Flere tyske klubber har forhørt sig, men et begyndende prisniveau på 15 millioner euro udelukker de facto de håbefulde tyskere.

Begyndende prisniveau fordi en stærk præstation til EM kan toppe op efter en klassisk omgang slutrunde hype og sende prisen op på 20 millioner euro og i så fald overgå Superliga-rekorden for en spiller ud af ligaen. Den står Alexander Sørloth pt. for med en pris på 135 millioner kroner. 20 millioner euro – 150 millioner kroner – vil være en voldsom transfer for det nordeuropæiske område og hælde brændstof i sportschef PC’s transfertank – det bliver en hektisk sommer med gang i svingdørene hos bronzevinderne.

Om det åbner en dør for Diks er uvist. Hollænderen har udtrykt sig uvidende om interessen fra Brøndby og FCK, hvilket jo er helt logisk. Han er stadig på kontrakt med Fiorentina med et år tilbage og må derfor først tale med interesserede klubber, når Fiorentina har nikket ja. Status ifølge mine kilder er, at Brøndby forhandler med Fiorentina om en aftale. Derefter skal de blå-gule mestre komme til enighed med spilleren selv. 

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.