European Super League er transfermarkedets sygdomstegn

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Det har været en af de vildeste uger i moderne fodbold. Luftkastellet European Super League, UEFA’s reformering af Champions League og så lige en fyring af José Mourinho. Sidstnævnte blev af Daniel Levy lige listet ud ad bagdøren i timerne, hvor alverdens medier bimlede og bamlede med den voldsomme kritik af European Super League. Ses Joe. Husk dine 16 millioner pund.

Hvorfor er det relevant at tage fat på i Transfer Talk? Jo, det er det, fordi de sidste dages nyheder og udvikling understreger, at fodbolden er nået til et punkt, hvor kæden er ved at falde af. Og det skyldes ikke kun pandemisituationen, men især et spillermarked, der har været på kogepunktet. Det kan være fodboldens boligboble a la finanskrisen, der brister nu.

De 12 klubber der markerede sig som udbryderklubber for en lukket liga tiltænkt i alt 20 hold udtalte via Florentino Perez, at det handler om at redde fodbolden. Hermed mener han fodboldens allerstørste hold plus Arsenal, der alle døjer med økonomien for tiden. Underforstået – vi gør dette for at sikre os og vennerne økonomisk.

Det er en lige dele desperat og doven løsning på et håbløst uafklaret juridisk grundlag.

At Perez og andre pakkede det ind som et stort ønske fra fansenes side, og at man hermed gjorde alt for at imødekomme et massivt ønske fra dem som fodbolden handler om, det var pinagtig læsning.

Hvem har set massive fanbevægelser eller online strømninger med fodboldfans som bannerfører for en så radikal ændring af moderne fodbold? Præcis. Ingen.

Perez’ ord var state of the art udtryk for den samvittighedsløse retorik, der vinder om sig flere og flere steder – erhvervsliv, politik og selvfølgelig også fodbold. At det bedste argument han og en virkelig sløj kommunikationsrådgiver kunne trylle frem var at tale ned til fansene og sige, det er jo jer, der har ønsket dette var at tage fodboldfolket som gidsler for Perez og cos projekt.

Det enorme og rasende brøl af et modsvar fra fans over hele kloden viste, at folk der ønsker fodbold for fodboldens skyld, ikke er så dumme, som der står i Florentino Perez’ og Andre Agnellis regneark.



At European Super League – hvor især de engelske klubber lynhurtigt fik travlt med at sige undskyld og vi vidste ikke, hvad vi sagde ja til (igen er der tale om klubbosser med decideret ringeagt for tilhængernes forstand) – hurtigt faldt fra hinanden ændrer ikke på, at ideen om den lukkede fest er et udtryk for sporten har malet sig selv op i et hjørne. Opskruede lønninger og ditto billetpriser på raketfart. Folkets penge er blevet opium for fodboldeliten. For et par sæsoner siden så jeg over en sæson en del kampe i London. Store og små klubber. De små klubber var sådan lidt nussede og beskidte i det, men folk kunne i det mindste være i fred og se fodbold. På de store klubbers – ingen nævnt ingen glemt- store glitrende arenaer blev man konstant bombarderet med eller mindet om en ny trøje var landet i supershoppen til kun 70 pund. Om man nu havde husket at købe næste års sæsonkort osv. Hele tiden slogans og købsopfordringer i et vedvarende bombardement afsendt fra marketingsdivisionen. Køb, køb. Mere og mere.

Der er jo noget voldsomt ironisk over, at ikke mindst udbryderklubberne har ondt i økonomien på grund af et år uden tilskuere på stadion. Uden folket. Hvis ikke jeg vil betale 2000 kroner for en billet til Arsenal – Tottenham, så vil en anden. Det er logikken. Men hvis vi slet ikke må komme på stadion – så gør det ingen forskel, at den sidste idiot ikke er født endnu. Så mangler folkets penge.

Det giver enorme gældsposter derude. Barcelona skylder milliarder af kroner. Der er tunge gældsposter i Italien. Perez sagde forleden, at Real Madrid har mistet 400 millioner euro. Det er enorme summer, og det skal gøre ondt. Men som Mönchengladbachs sportschef Max Eberl spurgte retorisk med en ræv bag øret: ’Er denne lukkede liga for dem med virkeligt mange penge eller dem der har brugt virkelig mange penge?’

De tyske topklubber bed ikke på projektet. De er desuden styret af 50 plus 1 reglen, men ingen af de store tyske klubber mangler som sådan penge. Tag ikke fejl; de tyske klubber kan sagtens mærke de manglende entreindtægter, men klubkassen fejler ikke noget i Dortmund, FC Bayern og Mönchengladbach.

Og så er det jo relevant at kigge over hækken. For det (over)forbrug, der har fundet sted i andre klubber, er jo udtryk for en driftsmæssig laissez faire. Barcelona, Real Madrid og de store engelske klubber har ladet stå til og ikke håndteret en eskalerende lønspiral og transferpolitik. Stoke betalte i 2008 en million pund for Ryan Shawcross, der fik lidt over 400 kampe for klubben. Otte år senere stangede de næsten 17 millioner pund afsted på Imbula, der fik 26 kampe for The Potters og dribler nu rundt et sted i Portugal. Stoke er en af mange klubber, der lod sig rive med og betalte større og større beløb i en procentuel eksplosiv transferudvikling og nu sovser rundt i The Championship. Her kan de tage en snak med QPR om konsekvenserne af en omgang løn- og transferrodeo.

Giver det mening, at ham der sidder yderst på Burnleys bænk, tjener 25 millioner kroner om året. Som reservernes reserve. Giver det i den anden ende af skalaen mening, at Messi havde en aftale på 750 millioner kroner? Ja, manden er et fodboldens geni, men stadig. Det er svært mange penge.

Bosman-dommen forskød fodboldens magtstruktur, så magten gled over på spillerne og især deres agenters hænder. Da Mourinho som United-træner var i åben ordkrig med Pogbas kontroversielle agent Raiola var det pinligt at opleve, der intet kom fra United-ledelsen. De skulle ikke have klinket noget hos en af fodboldens stærkeste agenter. En anden topagent Jorge Mendes anses for at være en af fodboldens mest magtfulde mænd. Klubberne har gentagende gange ærgret sig over denne udvikling, men har vendt det blinde øje til på grund af the fear of missing out.

Er der en lønkamp og en ditto ud i agenternes honorarer og indflydelse, som topklubberne ikke tog?

Som de burde have taget for at sikre sig selv sunde virksomheder. I stedet for er karrusellen drejet videre. Og ja store spillernavne erobrer markedsandele, sælger t-shirts og sikrer store stykker af kagen i oversøiske tv-aftaler og alt muligt andet, men når man tænker på, hvor absurd mange penge der tilflyder Real Madrid, Barcelona og de andre hvert år, så er det tankevækkende, at de ikke har haft en fyldt krigskasse til en sådan krisetid som den nuværende. Deres bedste våben har været håbet om en offentlig støttepakke og så ellers et virkeligt godt forhold til banken.

De engelske klubber har i tiltagende grad stået stærkt på fodboldmarkedet via stadigt større tv-aftaler, der nu sikrer hver klub over en milliard kroner om året bare i tv-penge. I Premier Leagues spæde år blev pengene især brugt på britiske spillere, men også spændende og flamboyante typer fra det europæiske fastland. ’The Carlos Kickaballs,’ som den tidligere Tottenham-ejer Alan Sugar kaldte dem. Typisk en fransk offensivspiller med temperament. U-la-la.

De engelske klubber er trods alt blevet bedre til at investere og scoute spillere. Forsøge sig med en plan og et koncept, der rækker ud over 442 og en over nakken. Men man kan undre sig over, at når en god del af Premier League-klubberne ifølge Deloitte er i sportens top-20 over størst indtjening, at de ikke tænker anderledes. Flere af dem bruger over 70 procent af de årlige indtægter på lønninger, og kilder der arbejder med det engelske klub- og agentmiljø fortæller, at de mere end en gang er stødt på situationer, hvor X klub i Premier League eller toppen af The Championship virkelig har manglet en spiller eller to, men har været ude af stand til agerer på vinterens transfermarked, fordi pengene er brugt og allokeret. Der var sgu ikke lige sat til side til en regnvejrsdag.

Eller en krisetid uden tilskuere. Med så mange penge tilflydende, hvorfor er Tottenham, Liverpool og de andre ikke i stand til hver sæson at investere 50-100 millioner kroner i aktier eller opkøb af virksomheder? For at genere sideindtægter. Åbn et tivoli, et Legoland med fokus på fodbold og sammenhold, spørg Flamini til råds om en investorvej ind i grøn energi, åbn en national pub-kæde (Når J.D. Wetherspoon kan..). Der må være andre veje end flere kampe og forsøg på at presse tv-stationerne for flere penge eller næsten infantilt trygle fansene om at købe den 3. version af udebanedragten denne gang i en funky lillablå nattøjsfarve.

UEFA’s seneste bud på en reformeret Champions League er mere af den skuffe. Stik mod spillere og træneres ønsker har jakkesættene i forbundet leget med computeren og regnet sig frem til en usexet struktur, der i bund og grund bare skal give flere kampe. Og nå ja – to pladser skal friholdes til de hold med de bedste meritter, der ikke kunne finde ud af kvalificere sig. Det var det med konkurrencen ikke sandt. Mesterholdenes turnering har et særligt skær over sig, men jeg frygter, at interessen vil dale med en sådan model – fodboldfans er som kunder ikke svære at regne ud. Vi vil gå langt for vores hjerteklubber, men i bund og grund vil vi bare have vores klub og sammenhold i fred. Lidt som det plejer og gerne et fodboldhold, der ligner de er gået på banen for at spille fodbold og nyde det og ikke pakker sig ned i en skyttegrav, fordi træneren er bange for at miste sit job efter to uafgjorte kampe.



 Det er muligt en svedig schweizer-model af en turnering udtænkt af et velbetalt analysebureau fremvist i flotte lokaler med danskvand på bordene har vakt jubel i UEFA’s hovedkvarter. Men fansene ser det jo ikke som spændende friske vinde i fodbolden. Vi ved godt, hvad det handler om. Det handler igen kun om penge.

For at skubbe flere penge ud til klubberne, der kan sende dem videre til spillerne og deres agenter i en ukritisk lønfest. Det er på sin vis ikke så mærkeligt, at ikke mindst diverse amerikanske klubejer kunne se det fede i en lukket liga, så deres investering i de europæiske galehuse kunne risikominimeres med en NFL-model.

Og skal vi skære ind til benet, så er det jo en joke, når de engelske holds ejere står frem og siger undskyld for at have skrevet under på hensigtserklæringen. Hvis ikke de helt vidste, hvad det handlede om, var det så, fordi de ikke læste papirerne igennem? Eller? Eller skynder de sig bare at smide sig fladt ned for ikke at skræmme kunderne væk? Vi vidste sørme ikke at klubben betød så meget for jer. Hvordan kan man fejllæse sit kernepublikum så meget uden i det mindste at erkende, det handlede så meget om penge, at vi var villige til at smide alt andet under bussen i en tid, hvor vi har svært ved at tjene penge.

Det er heller ikke et sundhedstegn, hvis det er en verdensomspændende krise, der skal de facto lønregulere fodboldmarkedet. Det kommer til at ske nu. I en periode. Medmindre der tages store lån i fremtidige indtægter for at holde gang i lønhjulene.

Er det knap fire millioner kroner Alaba ifølge tyske aviser får om ugen i Real Madrid på en aftale af fem år? Ja, ja. Man kan jo altid arrangere en lukket fest. Eller ringe til banken. Det er jo trods alt fansenes ønske. Husk at købe sæsonkort.


Søren Sorgenfri

43 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.