Ansættelsen af Bjørnebye sætter David Nielsen under pres

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Ansættelsen af Stig Inge Bjørnebye som ny sportschef i AGF er rasende interessant. Det er nemlig mere end en fortælling om et jobskifte, men siger meget om, hvor AGF er netop nu som klub, projektstørrelse og fremtidige udfordringer.

Det var i første omgang Hans-Jørgen Haysen, der var engageret til opgaven, men han nåede aldrig sin første arbejdsdag før en personalesag i Sønderjyske sendte ham ud i kulden i dansk fodbold.

AGF’s direktør Jacob Nielsen ville som udgangspunkt have en dansk sportschef, men stod nu med en akut udfordring. Der var reelt kun få, hvis nogen overhovedet, danske kandidater. Troels Bech og Jesper Fredberg var kandidater, men sidstnævnte har en akavet fortid i AGF og er måske nok for meget en letvægter for den kurs, som AGF har sat. Troels Bech var en indlysende mulighed, men heller ikke uden bump på vejen. Han har flere gange talt om presset ved sportschefrollen og trak sig netop fra en tilsvarende position i Brøndby for at få ro i sit liv. Ingen kan tage noget fra Bechs faglige ballast, men det kan være vanskeligt at se hans aftryk på den Brøndby-trup, der var så tæt på at tage guld. Hvor mange af spillerne der var Bech eller Alexander Zornigers opfindelser?



AGF er et sted nu, hvor der skal bygges på og derfor er Jacob Nielsen det naturlige epicenter. Han blev fodbolddirektør 26 år gammel, gjorde Randers til en solid og rentabel forretning og her er det værd at bemærke, hvordan samarbejdet med Peter ’PC’ Christiansen begyndte. Jacob Nielsen var direktør og PC ’head scout’. Der var i første omgang ingen sportschef i den struktur – med andre ord er Jacob Nielsen en direktørtype, der kan og vil være tæt på forretningens fodbolddel. Han ved, hvad det handler om og er over tid blevet en af landets bedste fodboldbosser, og det er han ikke kommet sovende til.

Kilder og folk der har arbejdet tæt sammen med ham, fortæller om en passioneret Nielsen, der investerer de arbejdstimer i jobbet, som det kræver – læs: der er ikke tale om en 9-15:30 løsning her.

Samarbejdet med PC har været tæt og de har i samarbejdet rykket AGF fra undskyld mig lidt af en joke til en medaljekandidat. AGF er – næsten – hvor AGF skal være. Næsten fordi vi netop i dette forår ser grund til panderynker.

AGF skal naturligvis udvikle sig yderligere. Med mod på nyt stadion og se sig selv som en naturlig udfordrer til FCM og FCK.

Det er en status, som AGF med Jacob Nielsen og PC stille og roligt har arbejdet henimod, hvorfor det var en spand koldt vand i ansigtet på Nielsen, da PC takkede ja til FCK.

Og ikke bare Jacob Nielsen, men hele AGF-projektet. AGF er slet ikke der endnu, hvor de kan tage slutplaceringer i top-6 for givet. Slet ikke. Det har været en succes at nå dertil, men nu skal der holdes fast. Truppen skal udvikles og der skal ageres med succes på transfermarkedet. Det er ikke let. Allerede nu ser vi, at AGF-truppen har sine begrænsninger. Og spørgsmålet er om også trænerteamet er ved at have ramt loftet?

Slutspillet er indledt med to nederlag med en samlet score på 6-1. En plads i pokalfinalen netop smidt mod ærkerivalerne Randers og det i en sæson, hvor pokalen udløser en plads i UEFA’s seneste turneringsbaby – Europa Conference League med en minimumsindtægt på 20 millioner kroner. 20 millioner kroner og kampe i et europæisk gruppespil ville lune SÅ meget i AGF og de videre bestræbelser på udvikling. Nu står man i stedet for slået ud af pokalen og med en skidt start på slutspillet.

Derfor vil det være blandt Stig Inge Bjørnebyes første og med afstand vigtigste arbejdsopgaver. For det første en overhaling og forbedring af truppen på et corona-ramt marked. For det andet vurdere om David Nielsen er manden, der kan tage AGF til næste niveau. Det spørgsmål skal Bjørnebye stille sig selv – det kan ikke være anderledes. Er David Nielsen manden for det fremtidige AGF?



En træner er altid til revision og vurdering. Tre nederlag og man er fyringstruet, har Troels Bech sagt på et tidspunkt. Men her bliver der tale om en grundigere revision af cheftrænermandatet.

Kilder i agentmiljøet kalder det et lille scoop for AGF med ansættelsen af Bjørnebye. Han beskrives som en type, der ikke er ’beskidt’ (beskidt som i operer med en skjult dagsorden eller en lille lukket gruppe af agenter), men derimod arbejder med åbent sind på jagt efter de bedst mulige løsninger for sin arbejdsgiver og et godt øje for at få det meste og bedste ud af budgetrammerne.

Rosenborg er ikke en nem klub at lykkes med. Slet ikke efter storklubbens tidligere så gyldne periode, der har skabt en vis, skal vi sige selvforståelse, men med Bjørnebye som sportschef blev Rosenborg den første norske klub til at vinde The Double to sæsoner i træk. Kilder kalder ham en ’menneskelig og god fyr’, men understreger også, at han er typen med klare ideer om, hvad han vil og de nødvendige beslutningers mod.

Da først AGF havde sonderet terrænet for danske kandidater stod det hurtigt klart, at Bjørnebye var et mere attraktivt alternativ med friske ideer. Spørgsmålet er så om friske ideer udefra også vil medføre en ny træner?


Søren Sorgenfri

43 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.