Transfer Talk: Prisen der holder ’PC’ i AGF

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Transfervinduet snegler sig afsted dag for dag uden de store overskrifter. Tjek f.eks. Premier League, hvor kun Manchester United har rørt på sig, men selv om flere trænere og managere efterlyser handling og aktivitet, så sker der ingenting.

Vi ser det samme billede i resten af Europa. Jeg har talt med et par håndfulde agenter og sportschefer i det store europæiske udland i den forgangne uge, og det er samme melding. Mange klubber har økonomiske problemer og forholder sig i ro indtil den aktuelle ustabilitet har fortaget sig. Sommerens vindue tegner lysere, men januar måneds spillermarked er en isblok.

Den største potentielle handel mellem to Superligaklubber har indtil videre være FC København og AGF’s forhandling om Peter Christiansen, der som bekendt forlader Aarhus og rykker til København senest 1. april.

Parterne har været i dyb dialog om en øjeblikkelig overgang af ’PC’, men forhandlingerne brød sammen på grund af uenighed om prisen på den eftertragtede sportschef. Det var FCK’s beslutning, forklarede AGF-lejren.

Ifølge mine oplysninger så var AGF’s priskrav på en øjeblikkelig overgang en million euro – 7,5 millioner kroner, hvilket FC København ikke ønskede at efterkomme i en udfordret fodboldtid, der ikke just kalder på, at man svinger kreditkort med et ’så pyt da’. Det ligner umiddelbart ikke forhandlingerne genoptages.

Frederik Sørensen blev i Kölner Express linket til FC København, men ventes ifølge mine oplysninger til lægetjek i Pescara og et eventyr i Serie B og et nyt italiensk eventyr for den blonde stopper.



Denne uge kommer også andetsteds til at handle om økonomi nemlig i Farum hos FC Nordsjælland. Her bliver nye ejere præsenteret i løbet af denne uge. Hvem, hvor meget og hvilke ambitioner er endnu ukendte elementer.

FC Nordsjællands Sulemana blev i den tyske avis Kicker linket til Bayer Leverkusen. Agentkilder bekræfter interessen, men den store handel til 12 millioner euro – 90 millioner kroner – kommer ikke til at ske.

Bayer Leverkusen er ikke enig i prissætning ud fra den aktuelle markedssituation, og selv om de reelt har pengene ønsker tyskerne ikke at betale så stor en transfer for en spiller fra en relativt svag liga som den danske i et kriseramt og stillestående marked. Sulemana er et ekstraordinært stort talent, men Bayer Leverkusen er ikke med på det prisskilt ikke mindst fordi der umiddelbart ikke lige pt. er konkurrence om spillerens signatur.

Det ligner derfor stortalentet også er at finde i FCN resten af sæsonen.

Danske klubber har traditionelt solgt godt til belgiske klubber, men også her vil der ske en ændring. Flere belgiske klubber heriblandt Club Brugge vil fremover primært se til dansk fodbold efter talentfulde teenagere i alderen 16/17 år. Altså Ajax modellen. For at kunne forme de unge spillere selv, da flere belgiske klubber ikke længere ser en fair sammenhæng i de danske klubbers prissætning og spillernes kvalitet.

Der har været flere henvendelser på FC Midtjyllands Frank Onyeka, men midtbanespilleren bliver umiddelbart i Herning sæsonen ud. Til sommer kan der så træffes afgørelsen om fremtiden – hvis søsterklubben Brentford rykker op, så er det ifølge flere kilder planen at rykke ham fra Herning til London og lidt over 100 millioner kroner den anden vej.

Det blev en kort omgang Transfer Talk, men det er ganske symptomatisk for dette transfervindue.


Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.