Spillemyndigheden
Transfer Talk: FCK’s bestyrelse har lagt stort pres på sig selv
AF SØREN SORGENFRI
FC Københavns fans ser mod klubbens bestyrelseslokaler og spejder efter røg, der viser at en ny træner og sportschef er fundet. Det er vi flere, der gør, for det handler ikke kun om at få sat navn på en efterfølger, men den næste træner bliver også et signal om, hvilken vej ledelsen ønsker FCK skal gå fremover.
Det var en nyhedsbombe af de store, da FC København fyrede Ståle Solbakken. 2020 har ikke været godt, men det er blot et par måneder siden, at FCK stod i en kvartfinale i Europa League mod Manchester United. Og transfervinduet var knap nok lukket i, da meddelelsen om fyringen af den person, der om nogen har tegnet butikken for FC København. Det lå i kortene, at samarbejdet var tænkt til at ophøre om to år, men endte i stedet med en fyreseddel.
Transfer Talk handler primært om spillerhandler, men afskedigelsen af Ståle Solbakken vil også få konsekvenser for FCK’s indkøbsstrategi, hvorfor fyringen også transfermæssigt er enormt interessant.
Hvorfor blev Ståle Solbakken egentlig fyret?
Jeg har siden fyringen blev officielt talt med mange forskellige aktører med indsigt, forretningsgang eller på anden vis relation til FCK og essensen er, at det for længe ikke har været godt nok. En titel på tre år (reddet af den europæiske deltagelse) samt et skrantende pointgennemsnit. Holdt op mod FCM i tiltagende grad begynder at dominere Superligaen – prikken over i’et var FCM slog sig igennem til Champions Leagues gruppespil, og FCK snublede mod Rijeka. Det var en symbolsk uge. Havde FCK vundet over kroaterne, så er jeg ikke sikker på, det havde reddet Ståle Solbakken på den lange bane (medmindre han havde leveret en guldsæson), men i hvert fald forlænget hans ophold i København.
FCK’s tag om ligaen er stille og roligt over tid løsnet og udfordret af FCM, men jeg er alligevel sikker på, at ledelsen hos konkurrenterne i Herning modtog nyheden om Solbakkens fyring med forbløffelse – og derefter Hugh Grant dansede sig igennem resten af dagen.
Ståle Solbakken var dem en hård modstander på banen og retorisk i de vedvarende kampe via pressen. Kampe der gav en ellers noget bleg liga liv.
Det er navne som Christian Poulsen, der pt er assistent i Ajax Amsterdam samt Bo Svensson, der nævnes på vandrørene samt Pelle Nilsson som mulig sportschef. Det er navne, der giver mening. Langt mere end David Nielsen, der poppede op pr autopilot som det første mulige navn. Det er muligt, at David Nielsen har en anderledes mandskabshåndtering, men spillestilsmæssigt så vil det ikke være at tage klubben i en markant ny retning. Det som David Nielsen kan taktisk etc., det kan Ståle Solbakken bedre.
Derfor indikerer navne som Svensson og Poulsen en ny retning for FCK. Det vender vi tilbage til.
Sejren over AGF var ren balsam for bestyrelsen. Endnu et nederlag havde dæleme ikke set kønt ud, så de tre point var vitale.
Jeg er nemlig ikke helt overbevist om, at bestyrelsen havde overblikket over, hvilken arbejdsopgave de påførte sig selv, da de fyrede Ståle Solbakken. En fyring er jo ikke bare sådan en gang beslutningsrodeo på direktionsgangene – når en topleder, der har været klubbens ansigt og drivkraft på mange måder i årevis fyres på den måde, så er det udtryk for den ultimative utilfredshed. At man er så træt af personens resultater og arbejde, at man ikke længere gider have ham rendende. Det er en stor beslutning. Og store beslutninger forpligter.
Jeg har ingen erfaring med at arbejde i en klub, aktiv karriere som spiller eller trænererfaring. Så alt er vurderet på afstand og efter snakke med stærke kilder.
Det billede der står tilbage, er at bestyrelsen har påført sig en stor arbejdsopgave.
Der er en trup, der skal præstationsforbedre her og nu. Og tage over to point i snit pr kamp resten af sæsonen, hvis ambitionen om top-1-2 skal leve. Det er noget af en mundfuld for først en vikartræner, hentet op fra U19-holdet og på sigt en træner, der kommer ind midt i sæsonen og skal løfte det snit fra dag et. Især i et 2020, hvor snittet netop ikke har været skarpt nok.
Det er også en trup, der mangler åbenlyse salgsobjekter. Daramy, Wind og Nelsson er dem, der kan hentes penge på. Det er få æg at have i kurven, hvis europæisk fodbold glipper i en tid, der rimer på krise. Det er med andre ord temmelig nødvendigt, at denne sæson giver resultatmæssig succes, og gør den ikke det, så vil priserne på den trio ikke være som håbet.
Det er tilmed en trup med for meget vraggods. Spillere der enten ikke leverer, eller bare ikke har vist sig lønnen værd.
Det er også en situation, hvor der først er sagt farvel til Johan Lange og kort tid efter Ståle Solbakken. Den duo har tegnet butikken i årevis. Overfor agenter, spillere, køb og salg samt taktisk tankegods.
Når de er væk, så er det der, hvor organisationen FCK står tilbage og ser på sig selv i spejlet: Hvad kan vi egentlig? Og hvor hurtigt kan vi vende skuden? Det er noget af en presbold at spille i fødderne på sig selv.
Netop fordi udmeldingerne omkring fyringen af Solbakken var, at FCK skal kunne mere end det nordmanden leverede. Med andre ord – når nordmanden fyres, så lægger bestyrelsen hovedet på blokken, vover pelsen og forpligter sig til at finde den afløser, som kan løfte klubben til en ny højde.
Har FCK’s bestyrelse fået storhedsvanvid? Er det de mange deltagelser i europæisk gruppespil, der er steget dem til hovedet? Det vil nogen mene.
Andre vil mene, at FCK efterhånden har en størrelse, hvor den slags tankegods er et naturligt og næsten indlysende ambitionsniveau. Men det er også ambitioner, der kræver penge. Kom en tiger i tanken, lød et gammel Esso slogan. Kom en løve i tanken, men hvor mange millioner er der at hælde i tanken, hvis ikke indeværende sæson bliver en succes? Og er der penge til at handle ind til januar? Det vil en ny træner på en eller anden måde kræve.
