Transfer Talk: Transfervinduets sidste dag


Brøndby må have is i maven og PL eller Spanien for Andersen


AF SØREN SORGENFRI


For nemheds skyld så bliver nye informationer skrevet ind i toppen af teksten her. Så kan man altid dykke ned og læse, hvordan dagen har udviklet sig. For læsere der tidligere har været omkring dagens skriv – bare hold dig til toppen.

Så er det transfervinduets sidste dag. En intens og spændende dag, men også en dag, hvor alting kan gå meget hurtigt. Derfor kan informationer i skrivet her hurtigt være overhalet af virkeligheden.


19:45 – Opdateret

Joachim Mæhle er hovedperson i noget af en transfergyser. Belgiske kilder siger, at Marseille har bøffet interessen markant i vejret med et bud på 10 mio. euro plus bonus. Atalanta er ude af billedet, men franskmændene hænger på med et bud, der altså nu samlet er over 75 millioner kroner. Men Genk ønsker ikke at sælge på dette sene tidspunkt af transfervinduet. Som det ser ud lige nu..

Skrev tidligere på dagen, at sagen omkring Frederik Winther ville blive opdateret. Beklager, den glemte jeg. Den er naturligvis officiel nu med skiftet til Augsburg.



15:00 – Opdateret

Brøndby har præsenteret Blas Riveros som ny venstre back. Der er betalt en lille transfer for landsholdsspilleren fra Paraguay, der er hentet i Basel for 600.000 kroner. Med tanke for at han tidligere har været i kikkerten hos Chelsea, så kan han hurtigt blive et salgs-scoop, hvis han præsterer i Brøndby.

Spilleren ville selv væk fra Basel, men schweizerne har dog dækket sig en smule ind ved at kræve en lille upside i tilfælde af videresalg. I omegnen af ti procent.

Joachim Andersen er landet i London for at gennemføre lægetjek og udlejning til Fulham, men han må stadig vente på grønt lys fra Lyon. Franskmændene skal have en afløser på plads før Andersen får godkendt lejemålet. Torino og Valencia synes ude af billedet for nu.


 7:30

Jeg tømmer blokken for info her tidligt mandag morgen, og så ser vi, om der kan fyldes på.

Et af de store danske spillernavne, der bliver genstand for en stor kabale i dag, er Joachim Andersen. Stopperen er i spil i hele tre klubber på udlån, men kabalen om den eftertragtede Andersen bliver ikke gjort nemmere af, at Lyon egentlig er mest tændt på at beholde ham. Joachim Andersen er et varmt navn i Torino (mener BT skrev den forleden) samt Valencia og Fulham.

Oprykkerne fra London ventes at have en meget aktiv dag på transfermarkedet efter en sæsonstart med nul point og stort set ingen transferaktivitet. Det har fået Fulhams ledelse til tasterne på de sociale medier og lovet nyt blod. Andersen er et af emner, men det kan blive en kilden kabale, da både Torino og Valencia også er med i opløbet – og Lyon som sagt egentlig ikke vil af med ham.



Brøndby leder efter en venstre back. Som jeg hører det, så har der været flere emner i kikkerten, men med et transferbudget på nul kroner, så er det ikke en nem øvelse. Der er mulighed for en lejespiller, men nu hvor landskampspausen falder lige efter deadline, så vil det også give mening at afvente og sondere markedet for fritstillede spillere de kommende dage.
Mönchengladbachs Andreas Poulsen er en af de spillere, der er spekuleret i udlånt til en dansk klub, men det kommer ikke til at ske, siger tysk kilde. Poulsen døjer med en skade og skal ifølge tyskernes plan først lejes ud til januar.

Andetsteds i det store udland så er der bud efter Joakim Mæhle fra Atalanta og Marseille. Attraktive destinationer for danskeren, der også sættes i forbindelse med et skifte til Premier League, men Genk siger blankt nej. De vil end ikke forhandle og holder fast i planen om, at Mæhle først skal sælges sommeren ’21. Kilde siger, at telefonen ikke har stået stille, men at belgierne nægter at ’overgive’ sig.

AC Horsens er også på udkig efter nye spillere og ventes at skrive med den islandske offensivspiller, Agust Hlynsson.

Trabzonspor har ifølge mine oplysninger budt 15 millioner kroner – 2mio. euro – for Erik Sviatchenko, men FC Midtjylland vil have mere end det dobbelte for den vigtige forsvarsspillere med et prisskilt på fem millioner euro.

Frank Onyeka er også rasende populær med Club Brugge som varm bejler, men belgierne ønsker ikke at imødekomme FC Midtjyllands prisskilt. Med mindre en i den belgiske ledelse trykker på panikknappen og siger, så gør vi det!

I FC København kommer der næppe nye spillere ind efter maveplaskeren mod Rijeka. Av, av den koster. Men der arbejdes benhårdt på at få Oviedo og Varela ud – Varela på leje.

Ekstra Bladet har skrevet om Sønderjyske og Harnik, så fylder bare lidt på her. Østrigeren er løst af en 2 mio. euro brutto kontrakt i Bremen efter en skuffende sæson, hvor han ikke har leveret for hverken Bremen eller HSV. Bremen afsøgte markedet for en køber, men fandt ingen, hvorfor parterne blev enige om at gå hver til sit. Han ønsker at blive boende i Hamburg-området, hvorfor Haderslev ikke er langt væk. I og med han er fritstillet, så behøver Haysen og co. ikke lave den færdig i dag.



Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.