Spillemyndigheden
Fodbold uden fans er et unikt eksperiment. Tak for det.
AF SØREN SORGENFRI
Billede: TT
Superligaen er tilbage, og så er alt som det plejer i dansk fodbold. Desværre ikke. For det er stadig ikke tilladt for fans at komme på stadion og her har mange sofa-virologer og mandags-politikere haft travlt med at mene alt muligt klikbart.
Det er sådan, det er. Så lad os bare gribe chancen for at se på de fan-løse kampe som en gave i form af et unikt eksperiment for at få undersøgt, hvordan er fodbold egentlig uden tilskuere.
Spillernes bevægelser, angrebs- og forsvarsmønstre bliver de samme velkendte strukturer, men det bliver spøgelsesfodbold i ensomme dale af beton med ekko og rungende tomhed som soundtrack.
Eller som Liverpools Jordan Henderson sagde forleden:
”Det bliver så mærkeligt at løfte pokalen uden fansene.”
Pokalen bliver efter en kunstpause løftet og jublen bryder løs med kæmpe brøl fra tribunerne, der skyller ned over banen og podiet. Det billede kender vi.
Bare ikke denne gang. Pokalen bliver løftet. Og så gik de hjem i stilhed.
Det er derfor ikke overraskende, at tv-stationerne forsøger med et lydtæppe, der tilsætter kampene en omgang dåselyd for at få oplevelsen af fodboldkampene til at minde om dem, som vi kender.
Det giver på sin vis god mening – for tv-stationerne handler det om at give os hjemme i stuerne en god oplevelse. En så vidt mulig autentiske oplevelse der gør, at vi ikke zapper væk fra spøgelseskampene og tv-reklamerne og finder os til rette med, at det næsten er som det plejer.
Flere danske klubber har da også reageret kreativt med papfigurerer på tribunerne, skærme med fans koblet på fra hulen der hjemme og drive in fodbold.
Som om vi var på stadion, men det er vi ikke. Folket sidder hjemme i sofaerne. Og det skal vi få det bedste ud af – det er et eksperiment, som vi aldrig får chancen (7-9-13) for at opleve igen og undersøge effekten af. Når der i de store ligaer ikke er et lydtryk fra 50.000+ tilskuere, der lader sig forarge over en dommerkendelse, ændrer spillerne så retorik? Vi kan høre alt, hvad de siger. Det er den omvendte version af spillernes senmoderne tendens til at dække for munden med hænderne, når de taler. Hvad med film? Giver et godt gammeldags dive med hængende fod, døende svane og graciøs faldende bevægelse mening, når snyderiet ikke omgående bekræftes som værende ’sandt’ af et brølende hjemmepublikum? Eller bliver det bare en spiller, der falder uden kontakt, hvor alle kan se, at okay, den har sgu ikke noget på sig. Bliver der mindre film uden tilskuere? Alt dette får vi syn for den kommende tid.
Danske klubber værdsætter deres tilskuere. Brøndby hjemme uden tilskuere er en bizar oplevelse. Det er en klub kendetegnet og båret af fans. Nu er de væk og de og alle andre publikummer rundt om i landet er savnet, og heldigvis ikke kun af stemningsmæssige eller økonomiske årsager.
Man har ikke den luksus, som sportens største brands nyder, hvor tilskuere valfarter til Old Trafford eller Camp Nou fra hele verden.
De største ligaer får chancen for at stille sig selv et spørgsmål den kommende tid: Giver fodbold overhovedet mening uden publikum?
Det er en sport, der er kendt som folkets sport, men denne antagelse er i de senere år blevet anfægtet ikke mindst i England. Her er publikum under forvandling i en proces, der har stået på længe. Premier League har set de fremmødte på tribunerne ændret fra et ret ensartet segment bestående af hvide og ofte ret vrede unge mænd til et meget bredere udsnit af den britiske og siden hen globale befolkning. Fodboldturisterne er rykket ind skulder ved skulder med de lokale, der stadig kan betale for et sæsonkort. Uden at leje det ud til billetbureauer.
Jeg interviewede Casper Stylsvig, da han var direktør i Fulham til Politiken. Jeg spurgte ham, om der er en grænse for, hvor meget citronen kan presses på billetpriser i Premier League. Det har længe været en diskussion i England om de høje billetpriser kan retfærdiggøres eller blot kobler folket (lokale fans) af og lader andre komme ind for en enkelt kamps skyld til et instagram-moment. Jeg brugte som eksempel, at jeg året før med et hold venner havde set Arsenal – Tottenham og betalt en absurd formue for billetterne.
Stylsvig svarede – og det lyder kynisk, men var blot hans forsøg på at forklare logikken – ret indlysende:
”Hvis ikke du betaler og sidder der, så kommer der bare en anden. Der kommer hele tiden en anden, som er villig til at betale netop den pris. Og tænker – pyt det er once in a life time, så jeg betaler bare.”
Med andre ord er den sidste idiot ikke født endnu. Lørdag efter lørdag. Måske bedst symboliseret ved de mange telefoner, der hele tiden blitzer på stadion. Det var i øvrigt en dødkedelig kamp, der på ingen måde førte bevis for, at dette lokalopgør i Nordlondon er blandt byens mest passionerede. Det var ikke money well spend, mon der ugen efter sad en anden og gjorde sig de samme overvejelser og undrede sig over de mange opfordringer til at købe alt muligt, fordi her på stadion står vi sammen (om at forbruge åbenbart) og føres som dollar-kvæg op og ned af ramperne til de dyrt betalte sæder.
Det har især været debatteret om den heftige udvikling på billetpriser, de mange tv-penge og andre indtægtskilder der har medført gennemsnitslønninger på 30 millioner kroner årligt og en livsstil, der minder om lige dele adel og reality stjerner er fair. For grådig, for meget, forkert?
De fleste Premier League klubber er heller ikke pinedød afhængig af indtægter fra kampdage længere. De har frigjort sig af folket og cirkulerer om Planet Football og slås om markedsandele i Asien, USA og andre steder langt fra Manchester.
Med kampe uden tilskuere bliver fodbolden – tilmed i symbolsk afsprittede og testede omgivelser – rendyrkede og kliniske tv-shows og det bliver en interessant påmindelse for Premier League, hvad tilskuere, fans, mennesker og liv betyder på kampdage. Giver det hele liv. Gør det til fodbold.
Jeg læste en artikel forleden i New York Times, som faktisk har ret gode soccer artikler med jævne mellemrum. Skribenten påpegede, at Dortmunds hjemmebane er umulig at tage pæne billeder af uden tilskuere. Men når fansene er der og den gule mur gynger, så er det umuligt ikke at tage mindeværdige billeder. Skribenten nævnte flere eksempler – heraf kunne jeg nikke genkendende til mindst den ene case.
Artemio Franchi i Firenze er en grim salatskål af beton, når der ikke er kampe. Tag der ind på en kampdag, og det er en vidunderlig oplevelse pakket ind i lilla farver, fagter og forrygende italiensk søndagsliv og pludselig det bedste sted at være i hele den smukke by.
Det er børn, unge, fædre, møder og bedsteforældre. De er der sammen om den samme sag – om fodbolden, sejren, følelserne og fællesskabet. Ellers er det bare 22 mænd og en bold, som ikke kan filme eller gemme sig.
Det eksperiment får vi chancen for at følge med i denne sommer, selv om vi kender svaret på forhånd. Uden fans, ingen fodbold. Husk det nu.
