Spillemyndigheden
Er det stadig FCK og FCM, der deler det hele i Superligaen om fem år?
Af Søren Sorgenfri
Billede: TT
Hvordan ser Superligaen mon ud om fem år?
Lige nu har vi mange ubekendte. Vi kender dårligt nok dagen i morgen, men fodboldens væsen siden Bosman-dommen i 1995 har haft nålestribet fokus på økonomisk vækst og finansiel fremdrift som blodet i årene. Formationer, stilarter og spillere er kommet og gået – pengenes magnetisme har bestået.
Det gælder for de nationale ligaer og de europæiske turneringer for den sags skyld i et omfang, hvor Champions League, Europa League og den kommende Conference League er ekstremt vigtige indtægtskilder for de faste deltagere. Det synes ikke altid at handle om æren, udfordringerne og præstationen, men mere forhåndsgarantien for at pengene fra Champions League også kommer næste sæson uden, at man skal risikere budgetterne i noget så banalt som kvalifikationskampe.
De store ligaer sikrer sig i et omfang, hvor de største klubber gør alt, hvad de kan for at holde de små fisk på afstand. Solidaritet? Glem det. Det koster penge, spolerer pr-fremstød i Asien og hæmmer markedsandele. Det skal vi ikke nyde noget af.
Der er ikke grund til at tro det vil ændre sig fremover. Money talks og business as usual så snart hverdagen tillader det.
“(…) hvis FC København og FC Midtjylland samler op, hvor de slap, så vil de både købe og sælge fra en anden hylde end de øvrige hold.”
Det gælder også Superligaens stille vandløb.
Det vi ved med sikkerhed er, at Superligaen vil have 12 hold. Det VIL man bare. Der bliver ikke diskuteret spillestil, talentudvikling eller publikumstække. Nej tak. Men 12 hold. Sådan skal det bare være. Basta.
Divisionsforeningen har klart og tydeligt markeret, at 12 holds-modellen er vejen frem for dansk klubfodbold – uanset hvor begrædeligt og visionsløst det end er – og jeg kan ikke se for mig, at der ændres på det antal i de næste mange år.
Troværdighedstabet vil ganske enkelt være alt for stort for dansk topfodbold, hvis der indenfor en håndfuld år igen skrues på omfanget af klubber i Superligaen, så der sker ikke. Det ville være at klække et mistillidsvotum til dømmekraften i egen rede. Det sker ikke. Bevares, så må de små hold tage kampen op på banen.
Duopol – FC København og FC Midtjylland er lysår foran de næstbedste
Der er dog ærligt talt ikke meget, der taler for, at duopolet FC København og FC Midtjylland udfordres i mesterskabskampen. Dem der frygtede Rangers/Celtic tilstande i dansk fodbold, de får det. Eller har allerede fået det. De sidste fem sæsoner har set de to hold dele titlerne imellem sig. Sådan bliver det også i de næste fem. FC København og FC Midtjylland er lysår foran de næstbedste, og hvis FCM som venter vinder 2019/20-sæsonen er det tre titler til hver over seks år. Symbolsk om noget.
Vi ved selvfølgelig endnu ikke, hvordan de to klubber kommer igennem rent økonomisk denne tid, og når FCM, der har solgt spillere for over 100 millioner har brug for et akut sponsorat fra Herning kommune på en million kroner, så er det tankevækkende. Hvor kom det behov fra? Eller Herning kommunes akutte behov for at brande sig? Men hvis FC København og FC Midtjylland samler op, hvor de slap, så vil de både købe og sælge fra en anden hylde end de øvrige hold.
Selve turneringsstrukturen – nu med et lige antal kampe for de 12 hold modsat tidligere tiders mærkværdige 33 runder – vil primært have fokus på slutspillet. De seks hold der skal spille om titlen og billetter til Europa.
Det er naturligvis en konstruktion, der primært er en tv- og publikums-pleaser. At lade de bedste mødes til sidst, men et vigtigt argument der lidt er gået i glemmebogen, er slutspillet skal skærpe de danske hold til de europæiske udfordringer.
Det blev betonet af høj og lav da 14-holdsstrukturen blev indviet i 2016/17, men vi har endnu til gode at se en effekt, når andre end FCK skal gøre sig i Europa.
Det har kontinuerligt været FC København, der alene tager den europæiske kamp op, og det skal af mange årsager gerne ændre sig. Her tænker jeg ikke kun på FCM, men også subtoppen.
At slutspillet skal styrke de danske tophold i de europæiske kvalkampe, virker som et argument pumpet op med varm luft. For det første er der en tiltrængt sommerferie, hvor spillerne kan hygge og feste enhver grundform væk over to-tre uger. For det andet så er der altid en vis trafik ind og ud af trupperne – og det endelige trupbillede kender vi i reglen først, når de europæiske kvalkampe er overstået for de fleste danske holds vedkommende. Der sælges og købes.
Forskelsbehandling for FCK?
Det er ikke overraskende af høj prioritet for FCK at have købt og solgt stort set færdigt til pre-seasons første træningsdag. Det er en luksus, de kan tillade sig, men også en nødvendighed for at være bedst rustede til Europa. Og alligevel har vi også set adskillige sæsoner, hvor FCK er kommet haltende i gang med den nationale liga.
Vi vil blive fortalt, det er sådan, men jeg er i tvivl om, slutspilsstrukturen reelt gør en forskel for den danske konkurrenceevne ude i Europa. Vi har i hvert fald endnu til gode at se det.
Jeg har alligevel store forventninger til FCM de kommende sæsoner. Det skyldes Brian Priske, der virkelig ligner en top-træner i svøb. Han ved fra sin tid som assistent i FCK, hvad Europa kræver, og vil også vide, at FCM’s europæiske børnesygdomme skal rettes. Der skal være mere end et gear og blot en måde at spille på.
Hvis FCK og FCM i fællesskab kan fastholde de fem europæiske pladser, som Superligaen står til fra 2021/22 så vil det være et kæmpe løft for ligaen.
“Brøndby er stadig på grund af den massive og imponerende opbakning fra tilhængerkorpset den mest indlysende udfordrer til FC Midtjylland og FC København i løbet af de næste fem år. Hvis de vil.”
I forhold til indtægter, eksponering, blåstempling af hele ligastrukturens effekt og spillerhandler og priser. Hvis vel at mærke andre hold også tager udfordringen op. Her kommer den nye Conference League ind i billedet som et oplagt terræn for klubber som AaB, AGF og Brøndby.
De tre skal være det naturlige næste geled og også turde tænke og tro europæisk. Hvis Conference League økonomisk begynder der, hvor Europa League begyndte, så vil der hurtigt kunne være 15-30 millioner kroner at tjene for dansk hold her. De millioner skal der rækkes ud efter.
Den trio skal vi også have større forventninger til. AGF har underpræsteret i årevis; det kan der ikke være tvivl om. AaB. Tja, hvor blev de egentlig af efter det livlige mesterskab med Lukas Spalvis og co.?
Hvorfor fastholdt de ikke spillestilen og hentede spillere ind til at forædle en tilgang, der var lige dele kaotisk og underholdende. Det var Zorniger-fodbold, før Zorniger kom til Brøndby, og AaB har flere gange vist, at de er ret glade for at spille europæisk. Nordjyderne er savnet som tophold. Jeg håber, de næste fem år vil vise mere fra Aalborg på den konto.
Brøndby igen igen
Og de blå-gule fra Brøndby. Kom nu, hvorfor skal det være så svært?
Det er efterhånden en lang historie med Brøndby. Da vi så effekten af Zornigers spillestil og de spillere, som Brøndby hentede ind fra tyskerens netværk, var jeg sikker på, at tyskeren ville være i klubben i mange år og det første mesterskab siden 2005 ikke var langt væk. Andre danske klubber tænkte det samme.
Sådan gik det ikke. Og jeg tror heller ikke den nuværende strategi vil kaste medaljeguld til Brøndby af sig. At gå med ambitionen om at stille med egne unge, sælge dem til høje priser og ikke hente alt for dyre udlændinge er en fornuftig strategi, når det gælder transferøkonomi – Europas store klubber er ’lettere’ at få til at betale store summer for de helt unge spillere end etablerede medmindre de sælges fra en FCK-hylde – men jeg er ikke sikker på, det er vejen til titlen for Brøndbys vedkommende.
Eller for at sige det på en anden måde – hvis det er en den strategi af de mange værktøjer som Brøndby har forsøgt sig med siden det seneste mesterskab, som giver dem titlen, så vil det være virkelig imponerende. Og overraskende. Men for dælen guld til Brøndby ville give klubben en energiindsprøjtning af dimensioner, som også ville klæde ligaen. Brøndby er stadig på grund af den massive og imponerende opbakning fra tilhængerkorpset den mest indlysende udfordrer til FC Midtjylland og FC København i løbet af de næste fem år. Hvis de vil.
Mindre kan også gøre det, når vi taler Brøndby og succes. Fem år med to-tre sæsoner i europæisk gruppespil i Conference League med europæiske millioner som afkast vil gøre Brøndby godt, men de blå-gule er også en størrelse, der hurtigt kan ændre temperament og strategi, og så kan det være en anden case. Men vurderet ud fra den nuværende strategi så vil Brøndby ikke vinde titlen, men få comeback i Europa i løbet af de næste fem år.
AGF vil være solide, så længe de har David Nielsen som træner. Der er noget hård pragmatiske i Nielsens fodbold, der løfter AGF. Det har de trængt til. Den kynisme kan også noget i Europa.
Hvad med OB, FCN og de øvrige?
Bunden vil stadig udgøres af hold som Esbjerg, Hobro, Viborg, Vejle, Silkeborg og Horsens, der på skift enten kan rykke op eller ned i en vedvarende stoledans.
FCN vil fortsætte med at udvikle og sælge dyrt. Det er hele forretningsmodellen, og det vil der ikke ændres på. OB bør man undlade at have forventninger til. Det vil ikke være fair al den stund sidste sæson var den første sæson i mands minde, der lignede noget fornuftigt fra Odenses fodboldstolthed. Det vil kræve et gearskifte at få striberne op i fart.
Så om fem år vil vi se tilbage på en periode, hvor FC København og FC Midtjylland har delt guldet mellem sig, forhåbentlig har andre end FCK budt ind på europæisk succes og ellers er alt som det plejer at være.
Og det er da egentlig en meget rar tanke for tiden.
