Arman Taranis’ fodboldgnist forsvandt efter engelsk ophold – nu er den genfundet i FC Roskilde
Arman Taranis mistede lysten til fodbold efter et personligt nederlag i engelske Burnley. Nu har den 23-årige angriber genfundet gnisten i FC Roskilde.
Fra FC Midtjyllands akademirækker og Sønderjyskes førsteholdstrup til engelske Burnley lyder umiddelbart som opskriften på en karriere i skudsikker kometfart.
Men hvad der skulle have været startskuddet på et fodboldeventyr blev i stedet en midlertidig afbrydelse fra sporten for Arman Taranis.
”Jeg blev hentet i lufthavnen af mine forældre og havde en lang snak med min far i bilen. At skulle fortælle dem, at jeg ikke rigtig havde lysten længere. Det var sgu hårdt,” lyder det fra Arman Taranis om køreturen fra lufthavnen til det midtjyske, efter at have opholdt sig i Manchester i 8 måneder.
Efter godt fire år i Sønderjyske modtog den dengang 19-årige Arman Taranis et tilbud om at komme til prøvetræning i Burnley FC, og det udviklede sig til en toårig ungdomskontrakt med den daværende Premier League-klub.
”Man følte, at man havde erobret verden. Man var i Burnley og boede i Manchester. Det var kæmpestort.”
Men danskeren blev hurtigt mødt af den barske virkelighed på et hold fra den bedste liga i verdens ungdomshold.
”Jeg spillede meget de første syv, otte kampe. Derefter begyndte jeg at falde lidt ud. Gik fra at være angriber til kant, fra kant til wingback. En dag bliver jeg kaldt ind på kontoret, og jeg får at vide, de gerne vil ophæve. Der ville jeg gerne bare hjem med det samme, siger danskeren.
Herefter fulgte en mørk periode i Arman Taranis’ fodboldliv, hvor lysten og modet til spillet blev overskygget af skuffelsen af ikke at have slået igennem.
”Det var en opgivende følelse. Og følelsen af fiasko og nederlag. Jeg var meget derhjemme og turde ikke rigtig gå ud, for jeg vidste, at folk ville kigge mærkeligt og sige ’Hvorfor er han hjemme?’”
Taranis lagde derfor drømmene på hylden og genoptog fodbolden hos Ringkøbing IF’s Serie 1-hold, hvor en tidligere træner fra FCM-dagene stod klar med åbne arme. Hernæst til Herning Fremad hvor lysten til mere så småt sneg sig tilbage i takt med opmærksomheden fra lægterne.
”Jeg fik at vide, at folk var ude og kigge på mig. Og folk i klubben, familien og selv modstanderne sagde, at jeg var for god til at være her. Jeg tror, at det var det, der bragte det hele tilbage. Så kiggede jeg mig selv i spejlet og sagde ’det er ikke her, du skal være’. Så tog jeg arbejdshandskerne på og begyndte at selvtræne.”
Det hele kulminerer til et futsal-stævne i Odense, hvor Arman Taranis møder sin nuværende agent for første gang. De bliver enige om, at den klubløse angriber giver lyd, så snart han føler sig klar til at tage skridtet op til divisionsrækkerne – og det tager ikke Taranis mere end to uger, før han foretager sig den opringning.
Men ingen fra hverken 2. eller 1. divisionen bider på. Lige indtil FC Roskildes cheftræner og sportschef, Anders Theil, giver lyd fra sig.
”Jeg kan huske, at jeg træner ad helvedes til første gang. Der var sne og frost, og jeg tænkte ’det er jo ikke mig det her’. Så havde vi en træningskamp imod Helsingør, hvor jeg scorer og får så tilbudt en kontrakt på et halvt år, som så bliver forlænget senere. Nu sidder jeg her og vil selv sige, at jeg har rykket mig enormt meget.”
I dag er Arman Taranis ikke hjemsøgt af fortidens ambitioner. Tværtimod er de genopstået med spilletiden og tiltroen FC Roskilde har vist den nu 23-årige offensivspiller.
”Det er kæmpestort taget i betragtning af, at jeg spillede hyggebold til, at man spiller i 1. Division. Så ambitionen er, at jeg viser, jeg kan på en højere hylde en dag. Der er meget mere i mig endnu, siger FC Roskilde-angriberen.
Arman Taranis har spillet samtlige kampe i denne sæson af NordicBet Ligaen, hvor han har scoret fem mål og lavet to assists.