Transfer Talk: Tre af Superligaens unge kometer går over 10 mio. euro mærket

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

De danske hold har været i den europæiske ild denne uge. Resultatmæssigt har der ikke været meget at råbe hurra for i denne omgang, og det vil kræve en vis portion medvind, hvis vi skal se et dansk hold i bowlen til forårets kampe og de lukrative millioner, der følger med der.

Men det betyder ikke, at der bliver indtægtstørke på den konto. Tværtimod. FC Midtjylland og FC Københavns kampe har set gode præstationer for unge spillere, og deres priser er på himmelflugt.

Dem der har fulgt denne klumme fra start ved, at en af præmisserne for klummen er med jævne mellemrum at give kulisse- og vandrørssnak videre uden, at det nødvendigvis er millimeterpræcis breaking news. Så er det altid interessant at se om det også gik sådan.

Så her følger en omgang vintage transfersladder om tre unge spillere fra ’suppen’, der kan blive solgt for 10 millioner euro mærket til januar.

Gustav Isaksen formentlig tilmed for et højere beløb. Den unge offensivkomet har scoret tre mål i de seneste fire EL-kampe og har bevæget sig ind på radaren hos primært tyske og italienske klubber.

Arbejdsprisen på ham – hvor ikke mindst the fear of missing out-psykologien vil spille ind – ligger et sted mellem 12 og 15 millioner euro. Ikke mindst i denne tid, hvor fodboldens købmænd er besat af ungdom og potentiale samt frygten for at gå glip af noget spiller ind.

En mellemmand fortalte således, at han ikke ofte ser en spiller på 21 år stige så hurtigt i pris i den nordiske zone.

Hvis Evander sælges til MLS for 10 millioner euro, og Isaksen for et lidt højere beløb indenfor en tidsramme af få måneder, så må man fra et købmandsmæssigt synspunkt gratulere FCM, der ikke just har imponeret på banen. Men transferindtægter på 150+ millioner kroner vidner dels om FCM’s styrke, men også Superligaens fremskridt på den front.

Det samme gælder FC Københavns Victor Kristiansen. Det ville have givet god mening at lade noget mere erfarne Christian Sørensen starte inde i en så svær opgave som ude mod Sevilla, men udover Kristiansen er et indlysende talent, så er der penge i den 19-årige back. Det er der ikke i Christian Sørensen. Så ved at lade Kristiansen være førstevalget på backen efteråret ud, så stimuleres interessen fra de også her tyske og italienske tyske klubber, som har set ham i europæisk sammenhæng og optimere chancen for et vintersalg og heraf penge, der kan investeres i FCK-truppen. Der bliver brug for det.

Den ubekendte i ligning for begge spillere er naturligvis om træneren ser deres vej. Det vil øge prisen.

FCN’s Andreas Schjelderup har som bekendt været i Sevillas søgelys. En dialog og forhandlingsproces som primært BT har beskrevet. Det blev som bekendt ikke til noget. Spørgsmålet er så om spanierne henvender sig igen til januar. Sevilla skal med ny træner have kickstartet sæsonen, og det kan betyde, at pengene sendes en anden vej end i retning af Farum.

Schjelderup har udløb sommeren ’24 og vil ikke forlænge. Så han skal sælges til januar eller senest næste sommer. For FCN vil det være en afvejning af mulighederne for at lande mesterskabet – hvor hårdt tør de gå efter det og afvise bejlere til januar? Også her kan the fear of … få prisen op over 10 millioner euro og dermed et niveau, hvor FCN ikke kan sige nej.

For både Isaksen og Schjelderups vedkommende kommer man dog ikke uden om, at netop kontraktudløb for begge sommeren ’24 kan blive en game changer i forhandlinger, hvor FCN og FCM må kræve mindre end håbet up front og så gå efter en større upside alt efter, hvor mange forskellige klubber der sætter sig til forhandlingsbordet.