Transfer Talk: Kun det her holder Thomas Delaney fra FCK

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Sidste år skrev jeg en klumme om Thomas Delaney og FCK. Den følger jeg lige op på her. De seneste dage har jeg via kilder i Spanien, Tyskland og England undersøgt hvilken vej pilen peger for landsholdsspilleren, der helt tydeligt skal videre fra Sevilla nu her i januar.

Der har været skrevet en del på det seneste om Delaneys fremtid: Om lejeaftale for sæsonen med Hoffenheim. Om at han ikke vil gå ned i løn. Om at Sevilla er klar til at slippe ham, men …osv.

Så her er essensen af kilders informationer.

Hoffenheim er inde i billedet med en lejeaftale for sæsonen. Det er samme er andre tyske klubber, som jeg arbejder på at få navnene på. Derudover er der interesse fra to engelske klubber fra midten og den nederste halvdel af Premier League.

Men! Det er alt sammen i Delaney-lejren ’plan B’. Bundesligaen og Premier League kan man jo aldrig rigtigt kalde en plan B eller en nødløsning, men FCK er stadig førsteprioritet.



Den 31-årige midtbanespiller siges også klar til at gå ned i løn til Cornelius-niveau, hvorfor den sidste knast ligger et sted nemlig dialogen mellem Sevilla og FC København.

Spanierne vil have 3-4 millioner euro for at slippe Delaney. Spanske kilder siger, det er udelukket, at han får lov at gå gratis. Sevilla har brug for pengene andetsteds og har naturligvis også noteret sig, at FCK har solgt VK til Leicester for en anstændig sum.

Selv samme spanske kilder siger dog, at FCK indtil videre ikke har ønsket at imødekomme den prissætning.

Det kan skyldes, at FCK ganske enkelt ikke mener, at casens samlede økonomi og spillerens værdi ikke matcher. Så er det sådan, det er. Det er købmandskab. Men det kan også være, at FCK slår hårdt på, at de ved Delaney gerne vil hjem og derfor forsøger at muskle sig til en lavere pris. Det vil være en helt klassisk manøvre i transfervinduets sidste dage, når det nu kun er prisen på spilleren, der bremser dialogen.

Risikoen er naturligvis indlysende. At tiden løber ud, og Thomas Delaney vælger en plan B og ikke plan FCK.

Så til de FCK fans, der har fulgt med – det korte af det lange er, at FCK stadig har førertrøjen på. Det er ’kun’ prisen, der skal håndteres. Uret tikker.