Trænernes bud: Her er favoritterne til at rykke op i NordicBet Liga
AF Nicolai Lisberg
Baggrundsfoto: TT
Den første runde af NordicBet Liga står for døren, og der venter en spændende sæson forude. Niveauet i den næstbedste række er højnet gevaldigt de seneste år, og kampen om de to billetter op til Superligaen bliver tæt og dramatisk.
Men hvilke ambitioner og forventninger går holdene ind til den kommende sæson af NordicBet Liga med? Vi har spurgt klubberne om deres målsætning, hvem der rykker op, hvem der bliver topscorer og hvilken spiller vi skal lægge mærke til.
Lyngby – Freyr Alexandersson (Cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
Vores målsætning er at kæmpe om oprykning.
Hvem rykker op i Superligaen?
Det håber jeg selvfølgelig, bliver Lyngby — og så tror jeg, det bliver Esbjerg.
Hvem bliver topscorer?
Det gør Frederik Gytkjær.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Der er mange, men hvis jeg skal nævne én, så er det Emil Kornvig. Han har en god alder til at tage det næste skridt. Han er stærk i begge ender af banen og en meget spændende spiller.
AC Horsens – Jens Berthel Askou (Cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
Vi vil vinde NordicBet Liga.
Hvem rykker op i Superligaen?
AC Horsens. Hvem det andet hold bliver er ligegyldigt.
Hvem bliver topscorer?
En AC Horsens spiller.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Hold godt øje med Casper Tengstedt og Lirim Qamili. Men de øvrige AC Horsens spillere bliver også spændende at følge.
Helsingør – Morten Eskesen (cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
Vi går efter top 6 igen og herefter top 3.
Hvem rykker op i Superligaen?
Det er svært at gætte på, da de fleste trupper har lavet justeringer ift. sidste år, dog vil Lyngby og Horsens være favoritter, da de kommer fra superligaen.
Hvem bliver topscorer?
De fleste af spillerne, der lavede mange mål sidste år spillede i Viborg og Silkeborg, så det er svært at forudsige. De hold, der kommer til at ligge i toppen, vil højst sandsynligt have en topscorer.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Kevin Stuhr Ellegaard, da han er den ældste spiller i 1. Division.
Fredericia – Michael Hansen (cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
Vores målsætning i FCF er at komme i top 6 efter grundspillet.
De andre spørgsmål har jeg ikke nogle kvalificerede svar på.
Esbjerg – Peter Hyballa (cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
At rykke op. Det er det eneste, det handler om.
Hvem rykker op i Superligaen?
Jeg ved det faktisk ikke. I øjeblikket er mit fokus ikke på de andre hold, men kun mit eget, og når det kommer til at spå, er jeg altid dårlig.
Hvem bliver topscorer?
Emil Holten og Patrick Schmidt. Jeg ser deres talent, og jeg tror på, at de kan danne en god angrebsduo.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Der kan stadig nå at komme mange nye spillere til i transfervinduet, så det er svært at sige. På vores hold har jeg fået et godt indtryk af Nicklas Strunck og Mads Larsen, der begge er gode talenter.
Hvidovre – Per Frandsen (cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
At komme i top 6.
Hvem rykker op i Superligaen?
Lyngby og Helsingør.
Hvem bliver topscorer?
Lirim Qamili fra Horsens.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Vores egen Marcus Lindberg.
Fremad Amager – Peter Løvenkrands (cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
Vi vil gerne i Fremad Amager skabe et miljø, der avler respekt, når vi spiller kampene hjemme i Sundby Idrætspark. Holdene skal hade at komme til Ama’r og spille deres kampe. Vores fodbold skal være i et højt tempo, aggressivt og underholdende for vores fans og sponsorer.
Hvem rykker op i Superligaen?
Der er flere om buddet i den kommende sæson. Normalt er der et pres på de to nedrykkere fra Superligaen, som i år er Lyngby Boldklub og AC Horsens. Målsætningerne i Esbjerg FB må alt andet lige betyde, at de skal sikre sig en oprykningsplads, når vi runder af.
Hvem bliver topscorer?
Det er svært at sige. Det er lidt i samme båd med det forrige spørgsmål. For vores eget vedkommende i Fremad Amager, har vi vores anfører Kristoffer Munksgaard. Lige siden hans ankomst på Øen, har han været garant for mål, når han står foran kassen. Han er en spændende bejler til den titel.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Jeg ved ikke umiddelbart, om der er en bestemt spiller, der skal holdes øje med. I Fremad Amager har vi en spiller i Olakunle Olusegun, der er målt til at løbe hurtigere end Mbappe, og besidder store kvaliteter i fart og dribling. Han har evnerne til at lave nogle spektakulære ting, som han viste flere gange i foråret.
Jammerbugt FC – Bo Zinck (cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
Det er meget enkelt. Målsætningen for sæsonen som helhed er overlevelse i NordicBet Ligaen. Længere er den ikke. Vi ved, vi står med en stor udfordring, men vi glæder os enormt meget til at kaste os over den. Vi tror på det og vil arbejde stenhårdt for at lykkes med det.
Hvem rykker op i Superligaen?
Mit bud på de to oprykkere er AC Horsens og Lyngby Boldklub. Begge hold, og især AC Horsens, har holdt fast på stammen i truppen. Jeg kender AC Horsens’ træner rigtig godt og ved, de arbejder rigtig godt, og jeg tror, de er så stærke, at de løber med den ene oprykning. For Lyngby Boldklub handler det selvfølgelig om, hvor meget de holder fast i, og så har de en ny træner, som skal finde sig til rette. Men det er en klub med et godt set up og en god økonomi, og de spiller god fodbold. De satser på at komme hurtigt tilbage, og mange vil få det svært mod dem. Derudover er der jo en række andre hold, som er stærke, og som jeg glæder mig til at se styrkeforholdene på.
Hvem bliver topscorer?
Den er svær. Men hvis han får lov at fortsætte i angrebet hos Vendsyssel FF, så bliver mit bud Lasse Steffensen. Lasse er jo normal midterforsvarer, men i manglen på offensivspillere brugte Vendsyssel FF Lasse i angrebet i dele af sidste sæson, og han viste sig at være ganske farlig foran mål. Det overrasker mig nu ikke. Jeg kender Lasse godt fra Jammerbugt FC, og her har han også været målfarlig. Der vil helt sikkert være mange om buddet til topscorertitlen, og den er svær at forudse, men jeg holder på Lasse, så længe han spiller fremme i frontlinjen.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Der er rigtig mange, jeg kunne nævne her. Der er mange stærke spillere, vi nu skal til at stifte bekendtskab med. Men jeg vælger at fremhæve FC Helsingørs Tonni Adamsen. Det er ikke sikkert, han er blandt de største og mest kendte profiler i NordicBet Ligaen, men nu har jeg stiftet bekendtskab med ham i 2. Division, og han er en fantastisk fodboldspiller i mine øjne. En stærk og spændende spiller, det er værd at holde øje med. På vores eget hold, har vi også mange, som kan gøre noget på egen hånd og som kan gøre sig bemærket, men generelt er rækken fyldt med dygtige fodboldspillere.
Hobro IK – Martin Thomsen (cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
At komme i Top 6.
Hvem rykker op i Superligaen?
AC Horsens og HB Køge.
Hvem bliver topscorer?
Kasper Høgh.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Don Deedson, Hobro IK. Er nu klar til at få forløst sit store potentiale, så han nu kommer til at lave flere mål og assists.
Nykøbing FC – Claus Jensen (manager)
Hvad er jeres målsætning?
At etablere os i NordicBet Ligaen.
Hvem rykker op i Superligaen?
Lyngby og Esbjerg.
Hvem bliver topscorer?
Mathias ’MK’ Kristensen.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Sebastian Koch – Han er klar til at udfolde sit potentiale i NordicBet Liga.
HB Køge – Per Rud (direktør)
Hvad er jeres målsætning?
Vi skal i Top-6. Truppen er forstærket i forhold til sidste sæson, men det kræver også tid at køre en masse nye folk ind og blive afstemt i alle faser af spillet. Hvis chancen byder sig, går vi selvfølgelig efter at blande os længere fremme i tabellen, men vores plan er, at vi skal rykke i løbet af Superligaen inden for de næste tre sæsoner. Lad mig sige det sådan: Vi drømmer om Top-4, men er også realistiske – og tålmodige.
Hvem rykker op i Superligaen?
Det bliver det lidt kedelige svar. Horsens ser solide ud, og jeg tror også, at Lyngby har en trup, der kan sikre en topplacering. Hvis jeg skal pege på en joker, bliver det Helsingør. Det er et hold, der sluttede sæsonen godt og er afklaret med, hvordan man angriber kampene.
Hvem bliver topscorer?
Vi har tidligere leveret skyts på den rangliste i form af Martin Koch Helsted. Sæsonen 20/21 havde vi store problemer med at komme frem til mål og målchancer. Hvis en HB Køge-spiller blander sig i striden om at blive topscorer i ligaen, er Bruninho det bedste bud.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Flere af de nye hos os har set stærke ud i opstarten. Vi har store forventninger til mange af dem. Ud over Bruninho kunne jeg nævne Pierre Larsen og Oscar Buch. Det er begge kantspillere med et fedt drive.
Vendsyssel FF – Henrik Pedersen (cheftræner)
Hvad er jeres målsætning?
Det er svært at sige, da vi ikke kender de andre holds niveau, men vi skal have bygget et fundament, og så må vi se.
Hvem rykker op i Superligaen?
Esbjerg, Horsens og Lyngby må være de bedste bud på oprykkere.
Hvem bliver topscorer?
Det ved jeg ikke.
Hvilken spiller skal vi lægge særligt mærke til i den kommende sæson og hvorfor?
Svært at sige. Det må vi vente med at se.