Klubmanden bliver ved: 40 år og mere end 400 kampe

AF MARTIN DAVIDSEN

Der er flere måder at indlede denne artikel på. Man kunne tage fat i Lars Pleidrups legendariske kælenavn ”Krydsermisilet fra Væggerløse”. Man kunne fortælle om hans rolle som anfører i hjerteklubben på Falster. Man kunne kigge på Nykøbing FC’s rolle i slutspillet, hvor oprykkerklubben er lykkedes med at være en del af Top 6. Men vi begynder med det oplagte tema: Lars Pleidrups alder.

For det er ingen hemmelighed, at Pleidrup har været en del af gamet i mange år, og da han fejrede fødselsdag sidste efterår, skulle der 40 lys i lagkagen. Men den 40-årige fodboldspiller er stadig i fuld vigør som anfører for Nykøbing FC, og kun to spilledages karantæne har fraholdt ham at være med i alle kampe i denne sæson. Hvordan kan det lade sig gøre?

”Jeg har jo været heldig at undgå de store skader, haft nogle gener og haft motivationen. Det er jo også vigtigt, at man synes, det er sjovt og har lyst til at løbe de her ekstra meter. Det hele har så gået op i en højere enhed, når der også har været nogen, der gerne ville have en og have en til at fortsætte. Men det er jo klart, at der er meget fokus på min alder. Kommentatorerne får nævnt det nogle gange, men det er ikke noget, jeg tænker nævneværdigt over. Måske kun lige hvis modstanderen udbryder noget med “ham der den gamle idiot”, så tænker man ’nå ja, det er sgu da rigtigt, han er 20 år yngre end mig’. Men sådan er det, det er sjovt, når der bliver sagt lidt,” siger Lars Pleidrup.

Kærlighed til fodbold og Falster

Netop motivationen er et vigtigt tema, når det handler om Lars Pleidrups langvarige fodboldkarriere. Han har været med på topplan i mere end 20 år, og selvom han kunne let have lagt støvlerne på hylden for flere år siden, er han blevet ved.

”Først og fremmest er handler det om kærligheden til spillet – havde jeg ikke haft den, var jeg jo stoppet. Derudover har jeg god opbakning fra familien derhjemme, det betyder meget. De elsker at komme på stadion, og mine børn har altid været en del af, at jeg har spillet; de har ikke prøvet andet. De kan næsten ikke sætte sig ind i, at jeg en dag stopper. Derudover betyder det også noget, at det er MIN klub, jeg spiller for. Hvis jeg spillede et andet sted, er det ikke sikkert, at jeg havde haft den samme motivation. De to ting er ligesom gået hånd i hånd. Men først og fremmest handler det om, at jeg elsker at spille fodbold,” siger Lars Pleidrup.

Det er ingen hemmelighed, at Lars Pleidrup har et særligt forhold til Nykøbing FC og fodbolden på Lolland-Falster. Han sled sine første fodboldstøvler i den lokale klub i Væggerløse på Falster, og her i april er det 22 år siden, at Lars Pleidrup debuterede som 18-årig for det daværende Nykøbing Falster Alliancen. Selvom klubben har skiftet navn et par gange siden, og Lars Pleidrup har haft perioder i AGF og FC Vestsjælland, har han været en gennemgående figur i det, der nu hedder Nykøbing FC. Det er blevet til over 400 kampe for klubben, hvor han tilmed også har haft roller uden for banen som træner og leder i ungdomsafdelingen.

”Klubben betyder enormt meget for mig. Jeg er enormt privilegeret over, at jeg kan komme her hver dag og lave det, jeg elsker. Jeg har været her så mange år, og selvom klubben har haft andre navne, så er det stadig det samme,” siger Lars Pleidrup, der trods afstikkerne til AGF og FC Vestsjælland altid har haft et særligt forhold til hjemstavnen.

”Jeg har jo været lidt af en tryghedsnarkoman, jeg var fire år i Århus og fire år i Slagelse, og det vidner om, at jeg involverer mig i de steder, hvor jeg er. Jeg har haft en god tid begge steder. Da vi fik børn, flyttede vi herned, og da min kontrakt med FC Vestsjælland løb ud, var det jo oplagt, at det kunne ende her – også i forhold til min alder dengang (i 2014, red.). Og så er det bare fedt at det kunne være i den klub, man elsker. At det så blev så mange år; det tror jeg ikke, at der var nogen, der havde regnet med – heller ikke mig selv. Men det er fedt at være et sted i lang tid, at have det godt og at kunne se en udvikling,” fortæller Lars Pleidrup.

Trænerambitioner

For Lars Pleidrup handler tilværelsen i Nykøbing FC ikke kun om at spille kampe for førsteholdet. Aktuelt er han også ansat som assistenttræner på klubbens U17-hold, ligesom han er engageret omkring U11-holdet i klubben.  

”Først og fremmest vil jeg gerne gå trænervejen, så vi har forsøgt at strikke et arbejdsforløb sammen, som giver mig noget trænererfaring, og dette kombineres så med U17-assistent. Vi er flere i klubben, som er med til at give noget tilbage, og jeg er sikker på, at mange af de drenge og piger vi træner, synes det er superfedt, at der kommer en førsteholdsspiller og træner dem. Det er meget unikt, det er jeg sikker på, men det er også, vi gerne vil dyrke. Når man kommer herned, så skal man også give noget af sig selv, fordi man ved, hvor værdifuldt det havde været, hvis en førsteholdsspiller havde givet noget videre til en selv, da man var ungdomsspiller. I mit tilfælde passer det også fint arbejdsmæssigt, at jeg kan koncentrere mig halvt om at spille fodbold og halvt om trænergerningen,” siger Lars Pleidrup, der i kraft af sine forskellige roller i klubben bruger mange timer på træningsanlægget.

”Ja, jeg er jo ansat på normal timesats, men jeg er ret sikker på, at jeg bruger mere end det, og min kone vil nok sige det samme. Både arbejde og hobby bliver flettet sammen, og begge mine børn kommer herude; det samme gør min kone også – udover når hun skal køre børnene. Så det er en stor del af mig, men vi skal selvfølgelig også have det til at køre derhjemme. Men alle parter ved godt, at man gerne vil være herude, og det bliver også rigtig mange timer, man ender med lægge her,” siger Lars Pleidrup.

Spørgsmålet er så, hvor længe han bliver ved med at være fodboldspiller på Nykøbing FC’s hold i NordicBet Liga. Han har kontraktudløb som spiller til sommer, og endnu er intet afklaret.

”Jeg er i gang med en træneruddannelse som A-træner. Det går meget godt, og så skal jeg jo have en snak med Claus Jensen og klubben omkring, hvordan en fremtid kunne se ud for mig efter sommerferien. Jeg vil se rigtig gerne fortsætte i klubben; om det så er som den ene eller anden eller tredje funktion – det må vi finde ud af sammen. Lige nu er jeg stadig meget bidt af at spille fodbold, dermed ikke sagt at jeg stopper til sommer, det kan ske, men lige nu skal Claus og jeg have en god snak, og så må vi se hvordan og hvorledes,” siger Pleidrup, der ser gode fremtidsperspektiver for sin hjerteklub.

”Der er virkelig en spændende fremtid, og der er mange gode unge spillere, der er på vej. Vi har lige haft en transitionstræning, hvor det hele bare kørte, for de tager ansvar og er rigtig godt med. Så er der mange os ældre, der prøver at give noget videre. Der er en god blanding, og jeg tror også, at vi her i foråret får en del af de unge spillere at se. De vil måske få lidt ekstra chancer, som vil give dem lidt ekstra hår på brystet, så de er klar til den nye sæson efter sommer. Det bliver virkelig spændende, for der er mange gode. Der er et potentiale, så de på sigt kan give os gamle noget endnu mere konkurrence,” siger Nykøbing FC’s rutinerede klubmand.

Martin Davidsen

Martin Davidsen

Fodboldjournalist med særligt fokus på dansk fodbold. Har talt og skrevet om fodbold gennem mere end 10 år for forskellige medier som bl.a. Tipsbladet, Jyllands-Posten, Information og Mediano. Desuden dansk korrespondent for det tyske medie Kicker og forfatter til fire bøger om fodbold.