Hillerød blander sig: Vi er først ved at skrive vores historie

Meget skal gå galt, hvis ikke Hillerød Fodbold også er at finde i NordicBet Ligaen til næste sæson, og selvom de i den lille nordsjællandske klub godt er klar over, at de mindre end mange af konkurrenterne, så har de efter snart to sæsoner vist sig berettiget til pladsen i Danmarks næstbedste række.

NordicBet Liga – Interview med Jackie Rasmussen

På mange måder er de stadig den nye dreng i klassen.

Hillerød Fodbold er i gang med sin anden sæson i NordicBet Ligaen, og mens de selv spiller hjemmekampe på FC Nordsjællands hjemmebane, Right to Dream Park i Farum, som følge af en udløbet dispensation, så gæster de også nogle af landets større stadioner.

Mens nogle af konkurrenterne i NordicBet Ligaen kan dateres helt tilbage til det forrige århundrede, så forholder det sig ganske anderledes for Hillerød Fodbold.

”Forskellen på os og mange af de andre hold og klubber er, at vi ikke har nogen historie. Vi har ikke nogen historie at byde ind med. Vejle har vundet mesterskaber, AaB har vundet danske mesterskaber, Sønderjyske er pokalvindere, men det har vi jo ikke. Vi har så få år på bagen, så vi er ved at skrive vores historie,” lyder det fra Direktør Jackie Rasmussen.



Den manglende historie kan da også give visse udfordringer, men belønningen er tilsvarende stor.

”Når vi skal ud at finde spillere, så siger de nogle gange; ”Hillerød – dem har jeg sgu ikke hørt om før”, og det er jo fair nok, men vi er oppe imod klubber med tunge historier, og så bliver man endnu mere stolt, når vi så kan vide skeer med dem,” siger Jackie Rasmussen.

Den nuværende Hillerød direktør spillede selv i klubben som aktiv fra 2012 frem til sin fodboldmæssige pension seks år senere, men dengang var det på et markant andet niveau.

”Det er jo en vild historie på mange måder, og nogle gange kan det være lidt svært at tage ind, når man spiller på de store stadioner. Når man tager til Aalborg og møder AaB, så kigger man lige ned på logoet og ser, om den er god nok – om det er det samme logo.”

”Når ens første kamp var mod Helsinge i Sjællandsserien, så er det en helt vanvittig fed rejse, og jeg er meget stolt over at få lov til at være en del af det,” lyder det fra 37-årige tidligere midtbanespiller, der alligevel synes, at klubben hører til i NordicBet Ligaen.

”Det synes jeg faktisk. Rent økonomisk og setup-mæssigt måske ikke, men fodboldmæssigt synes jeg. Når man kigger på kampene som helhed, så synes jeg, at vores spillere viser, at vi er berettigede til at være med,” lyder det fra Jackie Rasmussen, der ikke er færdig med at drømme store drømme.

”Vi er aldrig tilfredse. Der er en kæmpe vindermentalitet i gruppen, men til gengæld er der også en masse ydmyghed. Vi er godt klar over, at vi ikke har verdens største setup, men man kan også bygge et fodboldhold på andet end penge.”

”Det er svært at nedbryde os, fordi fællesskabet er intakt, så falder man ikke som individ. Det kan godt være, at det lyder som en kliché, men vi vil have mere hele tiden, men vi er også ydmyge nok til at se, hvor vi er henne på rejsen, og det tror jeg, er vigtigt i vores setup,” lyder det fra Hillerød-direktøren.

Hillerød Fodbolds optur startede tilbage i 2011, hvor Tommy Schram overtog holdet i Serie 2. Allerede dengang var klubbens nuværende anfører, Jonathan Witt, en del af truppen. Witt har således været med på hele turen fra Serie 2 til NordicBet Ligaen.