HB Køges midtbaneprofil: Det kan vi lære af Rosenborg og Brøndby

AF MARTIN DAVIDSEN

Han har spillet for to af de største skandinaviske klubber. Han har været på kontrakt i Cyperns største og mest vindende klub. Han har spillet syv danske A-landskampe og vundet 10 titler i Norge og Danmark. Der er med andre ord store klubber og meritter på Mike Jensens cv, men det er ikke det, der fylder i den 34-årige midtbanemands tanker i øjeblikket. Det er hverdagen i HB Køge.

Som central spiller på Daniel Aggers hold i NordicBet Liga har Mike Jensen en vigtig rolle i HB Køge, som han har været en del af, siden han kom til i januar 2021. For Mike Jensen er en af de rutinerede kræfter i truppen, og han lægger selv stor vægt på udviklingen i klubben.

”Det går stille og roligt fremad, og jeg synes, at vi har fået nogle gode svar siden i sommer, hvor de nye trænere startede. Det handler om retningen, som HB Køge skal i, hvilken klub vi gerne vil være, og hvilken identitet og spilfilosofi, der skal kendetegne os. Vi er kommet et godt stykke vej,” siger Mike Jensen.

”Vores topniveau er blevet hævet, og det har også vist sig flere gange. Vi har stadig lidt problemer med bundniveauet i ny og næ, men vi har egentlig fundet en stime hen over de seneste kampe. Generelt bliver vores topniveau højere, og det skal vi blive ved med at skubbe til. Lige nu er der en afstand fra de fire øverste i NordicBet Liga, så kommer der et mellemstykke, og så er der bundholdene, som er et stykke efter. Til at starte med skal vi op i Top 18 på den korte bane, og så er vi fint på vej,” tilføjer han.

Det føltes rigtigt i HB Køge

I første omgang var det ikke planlagt, at Mike Jensen skulle spille i HB Køge som 34-årig. Da han i januar 2020 forlod Rosenborg efter syv succesfulde år, var det for at få et sydlandsk eventyr i cypriotiske APOEL, men skiftet til Cypern faldt sammen med corona-pandemiens udbrud, og derfor vendte han retur til Danmark efter bare et år.

”Der var nogle tilfældigheder undervejs. Jeg havde et ophold i APOEL, og der var en familiesituation at tage hensyn til, så jeg blev ret hurtig bevidst om, at det skulle være i københavnsområdet. Jeg havde nogle snakke med Per Rud tidligt i forløbet, og til sidst blev vi enige. Jeg ventede lidt for at mærke det hele an, men det var meget positivt, at jeg fra første samtale kunne mærke det,” siger Mike Jensen om kontrakten med HB Køge, der faldt på plads 1.februar 2021.  

”Jeg fik en god følelse i kroppen, og jeg kunne mærke, at det var rigtigt. Helt kynisk vælger man jo det, der er bedst for en selv i forhold til hele pakken, men med HB Køge kunne jeg mærke fra starten, at det var det rigtige. Jeg vidste, at jeg ville have det godt her, så det var også en lettelse, når man tænker på, at man nogle gange træffer nogle valg, der viser sig at være forkerte. Da jeg hørte Per præsentere hele projektet, kunne jeg mærke det med det samme,” siger Mike Jensen.

Udvikling, udvikling, udvikling

Siden hans ankomst i klubben har han været en vigtig figur i HB Køge, hvor han udover sin position som central midtbanespiller også har en væsentlig rolle at spille uden for banen.

”Jeg vil gerne være med til at skabe en stabilitet og en bund i de ting, vi gør i HB Køge ud fra de erfaringer, jeg har bragt med mig. Der bliver stillet nogle krav til mig fra både Per Rud og trænerne, men det er også en del af min rolle at stille nogle krav den anden vej. Jeg kan hele tiden holde Per op på de ting, han har præsenteret omkring hele projektet og den rejse, vi er på som klub. Når der bliver stillet krav til mig, kan jeg også stille krav tilbage, og det er en god dynamik at have i hverdagen. Det er også min rolle som en del af holdet og i spillergruppen at have dialogen med trænere og ledere og mine kammerater. Jeg prøver at balancere tingene, så vi hele tiden bevæger os i den rigtige retning og bevarer overblikket, så vi ikke kun tænker kortsigtet,” siger Mike Jensen, der som rutineret spiller vil bruge sin erfaring fra den lange karriere.

”Når man kommer hjem fra træning eller kamp eller i hverdagen, vil jeg gerne have en følelse i kroppen af, at jeg har bidraget. Den er vigtig for mig, for det lever jeg også af. Der skal være nogle krav til mig, og jeg skal kunne indfri dem. Jeg vil gerne kunne rykke noget ved det, og jeg vil have kompetencen til det, for jeg vil gerne have en følelse, at jeg kan bruges,” siger Mike Jensen, der sammenligner med sine to udenlandsophold, hvor han havde meget forskellige oplevelser.

”I Rosenborg var jeg en del af hele den rejse, hvor vi opnåede en masse ting sammen, mens mit ophold i APOEL blev meget anderledes. Jeg kom derned, da corona første gang brød ud, og hele situationen var underlig. Ligaen blev stoppet, og min familie flyttede hjem om sommeren. Jeg blev meget isoleret som fodboldspiller og havnede i en situation, hvor jeg bare tænkte på mig selv. Det er ikke sådan, jeg gerne vil have det. Jeg ville være et sted, hvor jeg kunne bidrage med noget og være en del af noget,” siger Mike Jensen.

Netop tiden i Rosenborg ser Mike Jensen som et positivt eksempel på, hvordan en klub kan udvikles sig i en god retning. Han var i sidste ende med til at vinde mesterskaber, og selvom HB Køge er på et andet niveau, håber han, at klubben kan udvikle sig lige så positivt.

”I Rosenborg var der konstant fokus på udvikling. I de første par sæsoner blev vi nummer to, tabte pokalfinalen og røg ud af Europa i playoff-kampene, men alligevel var det ikke så forstyrrende for os som gruppe. Vi vidste godt, at vi var i gang med at vokse ind i noget. Den tankegang kan jeg godt lide. Når det spidser til på den korte bane, er det vigtigt at have fokus på de ting, der skal gøre en forskel i det lange løb. Hvis vi i HB Køge skal op i Top 18 eller Top 16, skal vi først og fremmest have hævet vores topniveau. Så skal bundniveauet også følge med. Men vi har taget et godt skridt i løbet af de første seks-syv måneder,” siger Mike Jensen.

Han er dog opmærksom på, at ikke alt kan handle om det langsigtede perspektiv. Der skal også fokuseres på at vinde om søndagen, og det medfører også et pres og krav om resultater fra omverdenen. Den slags har han tidligere oplevet i karrieren, da han spillede i hjerteklubben Brøndby IF, hvor den store opmærksomhed gav et stort ydre pres på klubben.

”Vi har en lille fordel i, at der ikke er samme pres på her i klubben. Der er selvfølgelig nogle sponsorer og folk, der er interesserede i HB Køge, og der er også en ejer, men så længe de er gode til at kommunikere deres mål ud og være med på rejsen, går det nok,” siger Mike Jensen, som husker tilbage på tiden i Brøndby, der bød på en del udfordringer uden for banen og svingende resultater inde på banen.

”Brøndby lavede alle de fejl, som vi helst ikke skal lave her. De sigtede efter kortsigtet vinding og hentede nye spillere til klubben. De fleste kender historien. Økonomien kollapsede fuldstændig, og derefter blev de bedre til at investere langsigtet i Masterclass og give nogle af de unge spillere chancen. Siden da har de bygget på i løbet af de sidste to-tre år, og man kan jo se, hvor hurtigt det egentlig kan gå. De har taget nogle kloge valg, og det har været god læring for både dem og andre. Det handler om udvikling, udvikling, udvikling hele tiden,” siger Mike Jensen.

”Agger er overdrevet ydmyg”

I HB Køge arbejder han sammen med flere tidligere Brøndby-folk i form af direktør Per Rud og cheftræner Daniel Agger, der begge har en fortid i samme klub som Mike Jensen. Det er Daniel Aggers første sæson som cheftræner, og Mike Jensen har fået et godt indtryk af den tidligere landsholdsspiller, der er fire år ældre end ham selv.

”Han er meget rolig. Når man tænker på, hvem han er, og hvad han har oplevet, er han helt overdrevet ydmyg – både som person og træner. Han er meget ivrig efter at lære noget hele tiden. Han har ikke den der arrogante holdning, hvor man tror, at man ved det hele. Det er sindssygt imponerende, når man tænker på alt det, han har været igennem. Det har kendetegnet ham hele vejen som fodboldspiller, og det har han taget med ind som træner. Han er ydmyg og hårdtarbejdende og vil altid gerne lære noget nyt, for trænerne er jo også på en udviklingsrejse,” siger Mike Jensen, som i det hele taget er positiv omkring fremtiden i HB Køge.

”Jeg har store forventninger. HB Køge ligger geografisk rigtigt godt. Om 5-10 år kan HB Køge være vokset mere og stadion og faciliteter er færdige. Der er enorm opbakning fra hele byen; både sponsorer og andre folk, der er interesserede. Kan man få et akademi op at stå, så alle drenge og piger kommer til HB Køge, inden de skal til Brøndby og FC Nordsjælland, ligger der også noget spændende der. Jeg har købt ind på projektet og kan godt se mulighederne her. Det er spændende,” siger han.

Mike Jensen har kontrakt med HB Køge frem til sommeren 2024, hvor han vil være 36 år gammel, og han er fast besluttet på, at han også vil gøre en forskel for HB Køge i de kommende år. For Mike Jensens fokus er ikke kun på weekendens kamp, men i lige så høj grad på hverdagen.

”Det fungerede ikke for mig at være i den rolle, jeg havde på Cypern, hvor jeg var der i kort tid, ikke kunne sproget og de fleste spillere var for sig selv. Jeg er en social type, der er afhængig af de relationer, jeg skaber på og uden for banen i en klub. Sådan er det også på holdet; jeg er jo ikke en individuel spiller, der kan en masse på egen hånd, så jeg er hele tiden afhængig af den relation, jeg har til manden ved siden af mig. De detaljer kan jeg godt lide. Det er det smukke i fodbold, når et plus et giver tre i stedet for to, fordi man har noget timing, man har arbejdet med over tid. Det synes jeg er smukt. Det er jo et holdspil.”