Direktør: Derfor er Lyngby som et iværksætter-eventyr

AF MARTIN DAVIDSEN

Det snerper til i toppen af NordicBet Liga, hvor fire klubber lige nu kæmper om de to oprykningspladser til Superligaen. Det er en usædvanlig situation, men i Lyngby Boldklub er det ikke nyt.

For traditionsklubben nord for København er efterhånden vant til at slås for enten oprykning eller overlevelse, for sådan har det været mange gange de senere år. Derfor er der aktuelt god stemning i Lyngby, fortæller direktør Andreas Byder, som har stået i spidsen for klubben siden juni 2018.

”Jamen, der sker altid noget i Lyngby BK i foråret – enten kæmper vi for vores liv i Superligaen, eller også kæmper vi for oprykning til Superligaen. Det er helt klart de sværeste to-tre måneder, når du sidder og arbejder med budgetter; man sidder og kigger ind i to forskellige verdener. Men det går godt, og der er højt humør; sammenholdet i klubben har ikke været bedre i de fire år, jeg har været her,” siger Andreas Byder.

Han lægger imidlertid ikke skjul på, at han som direktør og resten af klubbens administration er i en vanskelig situation, når man i løbet af forårssæsonen ikke ved, hvilken række klubben spiller i efter sommerferien.

”Vi er en top-16-klub, og det betyder, at hver eneste lille brik, vi lægger, skal kunne virke i to scenarier. Det handler eksempelvis om forlængelse af en spiller; spilleren kan være rigtig god at have i NordicBet Liga, men mangler lige det sidste for at kunne være med i Superligaen. Det kunne også handle om vores akademi; hvis vi spillede i NordicBet Liga, ville flere af vores U19-spillere være tættere på A-holdet,og  hvis det var Superliga, ville de være lidt længere fra. I den kommercielle afdeling er det lidt mere status quo, for lige nu har vi et sindssygt flot tilskuersnit, men vi ved, at det bliver lettere, hvis man får besøg af Brøndby, AGF og FCK, kontra hvis man får besøg af f.eks. Jammerbugt,” siger Andreas Byder.

En bæredygtig boldklub

Det er efterhånden fire år siden, at Andreas Byder var en del af den gruppe, der under navnet Friends of Lyngby reddede klubben fra konkurs. Siden da har der både været op- og nedture for Lyngby Boldklub, og det stiller nogle krav til hele klubben – men også til direktøren.

”For det første tror jeg ikke, at jeg kunne være direktør alle mulige andre steder, da jeg er en atypisk direktør. Jeg er mere iværksætter, og det her er jo et iværksætter-eventyr for mig. Det er sådan, jeg tænker, hver dag jeg står op. Vi startede i minus her i Lyngby, ligesom man gør i alle andre iværksættereventyr, og så skal man bygge på. Når det her bare bliver drift en dag, så skal man finde en anden end mig, der er bedre til det. Jeg er god til at skabe omsætning, og jeg er god til at få samlet folk,” siger Andreas Byder, der i lighed med mange andre i fodboldbranchen har hjertet med på arbejde.

”Jeg er i bund og grund Lyngby-fan, og jeg har stået udenfor og råbt i 20 år, at ”det må man kunne gøre bedre”. Når man så får muligheden for at vise det, må man jo også forsøge at gøre det bedre. Det var egentlig motivationen for mig. Jeg lavede Gorms Pizza med nogle venner, og da vi i 2006-2008 sagde, at vi ville åbne 10 gourmetpizzarier i Danmark, rystede folk på hovedet. Det var lidt det samme her. Her sagde jeg, at vi ville føre Lyngby tilbage og skabe en bæredygtig fodboldklub, og her rystede folk også på hovedet,” siger han.

Siden Friends of Lyngby overtog klubben, har man både skulle håndtere oprykning og nedrykning, og klubben har kæmpet for at opnå økonomisk stabilitet, mens man også har skulle få sat et nyt stadionprojekt på skinner. I dag er Lyngby Boldklub på bedre kurs, men der er stadig plads til yderligere forbedringer. 

”Friends of Lyngby har hele tiden kæmpet med finansieringen, for det er jo ikke Roman Abramovich, der har købt klubben. De har hele tiden skulle kæmpe med, at der var nogle penge til at drive fodboldklub for. De sætter retningen og forsøger at finde nogle penge til at drive fodboldklub for. En af vores milepæle undervejs har været, at vi skulle gå i nul, og det gjorde vi i år. Vi har også kæmpet for at få et nyt stadion, og det er vi også lykkedes med. Den sidste brik handler om at lave et samarbejde med nogen. Det vil vi gerne, så vi kan være sikre på at få nogen med, som har lidt dybere lommer end os. For vi vil gerne op og lege med de store. Det behøver ikke at være i år eller til næste år, men på et tidspunkt skal vi have nogen med, der synes, at det er sjovt,” fastslår Andreas Byder.

Dermed er Lyngby Boldklub altså en klub, der kan blive en del af et større klubsamarbejde, som man har set andre steder i Danmark, hvor særligt udenlandske investorer er kommet ind. Det er dog ikke for enhver pris, at Lyngby vil have nye ejere ind i klubben

”Jeg tror, at vi har snakket med 100 potentielle investorer omkring et salg; 80 har vi takket nej til, og 20 har takket nej til os. Vi vil ikke have en Esbjerg-model eller en SønderjyskE-model. Friends of Lyngby er 24 mennesker, som nu er blevet venner, og som ses på kryds og tværs. Vi har fået et skide hyggeligt samlingspunkt. Vi kunne godt tænke os, at der måske var 40 eller 50 personer med i Friends of Lyngby. Vi vil allerhelst finde nogen, der synes, at det kunne være sjovt at være med i det her. Det er førsteprioritet,” fortæller Andreas Byder.

”Vi vil dernæst gerne lege med en eller anden klub. Vi har en udfordring med de allerbedste unge spillere, for vi kan ikke betale deres løn, og vi kan ikke betale den transfer, der kræves.  Hvis vi nu kunne lave et eller andet samarbejde med en klub a la Schalke 04 – og der skal ikke nødvendigvis være penge imellem – og sammen sikre, at vi kan være et “brohoved” ind til dem, så bliver det interessant. Det bliver over vores lig at lave et samarbejde, hvor der kommer en eller anden amerikaner og køber os. Sker det, så har de her år været spild af krudt,” tilføjer han.

Jagten på Superliga-billetter

På den korte bane handler det imidlertid om jagten på Superliga-billetter. For Lyngby Boldklub vil gerne tilbage i det fine selskab, og Andreas Byder lægger ikke skjul på, at tilværelsen i Superligaen vil have stor betydning for klubben.

”Vi måler os også på alt mulig andet end vores placering, men vi måler os på, at vi er et top 16-hold i Danmark. Top 16 hold er en gang imellem i Superligaen. Vi kigger også på vores udvikling af spillere, så de kan komme til udlandet og på landsholdet, og der er udstillingsvinduet i Superligaen også bare er langt større end i 1. division. På vores business-model betyder det ikke det store, om vi er i bunden af Superligaen eller i toppen af 1.division, men vores udstillingsvindue med vores unge spillere bliver langt større – det gælder hele vejen ned Der kommer generelt flere scouts til vores U17-ligakampe, når vi spiller i Superligaen. Det er den største gamechanger for os,” siger Andreas Byder, der mener, at Lyngby Boldklub hører til i Superligaen.  

”Jeg synes også, at vi som by fortjener at være oppe i Superligaen engang imellem med den fanbase, vi har med et snit på over 3.000 i NordicBet Liga. Vi har altså en fanbase, der retfærdiggør, at vi engang imellem skal op og spille Superliga . Men vi skal ikke være en fast del af Superligaen, før det nye stadion står klar. Vi ved godt, at der er ingen grund til at bruge krudt på det endnu,” siger han.

Med seks runder tilbage af NordicBet Liga, ser Andreas Byder frem til en spændende slutfase af turneringen, og han er fortrøstningsfuld på Lyngbys vegne.

”Jeg tror, at vi har en kæmpe fordel i, at vi har været i den her situation næsten hvert år de sidste 10 år, på nær det ene år vi vandt bronze. Så vores hus ryster ikke lige nu. Selvfølgelig er vi pressede, også jeg som direktør, for vi er en klub, der ligger nummer to, og som gerne vil rykke op, men vi har prøvet det før, og hvis vi holder sammen og er stærke sammen, så rykker vi op,” lyder det fra Byder.