Transfer Talk: Om Lössl, Uhre, Wind, Thorsteinsson, Højholt, Makienok og godt nytår

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Transfer Talk lukker 2021 ned med en sidste omgang ’TT’ for i år. Først og fremmest tak til alle der læser med og ret ihærdigt efterspørger flere klummer – det må vi se på – men det er et virkelig et boost at mærke interesse og opbakning. Så stor tak for det.

Dette bliver en old school omgang Transfer Talk med vandrørssnak og det skal for god ordens skyld nævnes klummen er skrevet 30-12 om formiddagen, så hvis elementer af news allerede er bragt andre steder, så pardon.

Jonas Lössl var i London i forbindelse med Brentfords kamp mod Manchester City og et skifte fra FCM til Brentford falder snarest på plads. Årsagen er ikke kun Brentfords aktuelle skadesproblemer, men også at Lössl kan se frem til en rolle som reserve i foråret i FCM. Det er dog ikke den mest relevante historie i den kabale, men mere at Olafsson ikke blot har overhalet Lössl, men islændingen står på blokken i så mange større klubber, at han er et stort transfer aktiv for FCM nu. I en verden der handler om salg kan Lössl ikke være med der.

Vi bliver ved pengene. Der er skrevet en del om Mikael Uhre og Norwich i de seneste uger. Et rygte der har undret mig af flere årsager. For det første er han ikke den typiske Dean Smith spiller, for det andet vil det være mærkeligt, hvis Brøndby har givet Norwich grønt lys til at tale med Uhre, hvis ikke klubberne er enige og for det tredje så er den pris, der florerer derude på 15 millioner kroner skæv. Ud fra de oplysninger jeg har, så er der pt. ingen konkrete bud på Uhre. Jeg har ikke patent på sandheden, men det er for mig meget troværdige kilder.

Der er som altid – og som det er med alle spillere med tur i den – et hav af lykkeriddere der forsøger sig, men ingen officielle bud fra andre klubber. Desuden lyder 15 millioner kroner som salgspris ikke helt rigtigt. Ifølge mine oplysninger så vil Brøndby ikke tale salg for under 20 millioner kroner. Det er som tidligere nævnt Brøndbys hensigt at holde på spillere som Uhre og Maxsø og hente 2-3 dygtige spillere ind for at fastholde chancerne for at forsvare mesterskabet.

AaB’s fans må indstille sig på, at Malthe Højholt er ved at være fortid i klubben – der er dog modeller på bordet, der kan se ham spille sæsonen færdig i det nordjyske før et skifte – men flere tyske klubber heriblandt Frankfurt har bud på bordet. AaB vil gerne have 30 millioner kroner for talentet, men der er et stykke vej endnu. Siges det.

Lidt mere Premier League. Jonas Wind er stadig på blokken i West Ham og yderligere et par engelske klubber, men intet tyder på et salg til januar. Dette skyldes flere forhold. Et af dem er effekten af covid. De klubber der følger Wind, har gang i fornuftige sæsoner og har ikke akut brug for at handle ind. Januar er typisk det vindue, hvor desperate klubber finder muldvarpen frem, hvorimod klubber på sikker kurs venter med at handle til sommer for at holde lidt på finanserne.

En skade eller to her og der kan ændre det billede, men umiddelbart kan FCK’s fans se frem til at have glæde af Wind frem til minimum sommer.

Det samme gælder AGF’s Jon Thorsteinsson. Han har kontraktudløb til sommer, hvor det ventes han skifter væk fra Superligaen, men idet Fulham har en høj videresalgsklausul på islændingen på cirka en tredjedel af salgssummen, så giver det mere mening for AGF at glæde sig over, at have ham til rådighed i resten af sæsonen frem for at jagte et salg. Med seks måneder tilbage af kontrakten vil transfersummen alligevel så beskeden, at det er mere attraktivt at holde på ham og jagte pladsen i top-6.

I HB Køge drømmes der store drømme om Superliga. Det kan ikke være anderledes, når man har hentet et navn som Daniel Agger ind som træner. Et af de navne der står højt på listen hos NordicBet Liga holdet er Simon Makienok. Han har som bekendt tidligere væltet mål ind for sjællænderne, men et skifte ’hjem’ til HB Køge sker tidligst til sommer, hvor Makienok har kontraktudløb.

Makienok og St. Pauli jagter oprykning til Bundesligaen og lykkes det for nordtyskerne, der pt. ligger nummer et i den bedste række, så bliver han i det tyske.

Godt nytår derude!

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.