Transfer Talk: Kasper Junker kan blive en japansk rekordtransfer

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

En typisk transfer for en dansk spiller ud af Superligaen er som regel en tur til Holland, Belgien eller Norge.

På den måde er Kasper Junkers karriere ret typisk. Fra Superligaen til norsk fodbold, men derefter hører det meste ’plejer’ også op. Junker bliver nemlig formentlig en rekordtransfer i J-League til vinter.

For Junker ville væk fra AC Horsens og dansk fodbold som helhed, hvor han følte sig stemplet som en uduelig spiller. Og hånden på hjertet. Der var vel ikke mange der for to år siden forventede, at der ville komme alverden fra Junker.

Derefter fulgte lejeaftalen med Stabæk og så skiftet til Bodø og den fantastisk historie om et norsk mesterskab og en stor hatfuld mål fra Junker. Derefter skiftet til Urawa Red Diamonds.

Som i sig selv er en spektakulær historie. Det er ikke ofte, vi ser danske spillere skifte til japansk fodbold. Flere udtrykker ønske om eventyr – og måske andre eventyr end Cercle Brugge – men det er de færreste forundt at få kontrakt med en japansk klub. Langt større eksponering end Superligaen, et helt andet lønniveau og skat står arbejdsgiveren for. Så den løn du forhandler hjem, er den du får i hånden. Skat er afklaret.

Jeg har fornøjelsen af, af og til at skrive for et af Japans største fodboldmagasiner – på engelsk, det oversættes, mit japanske er lidt rustent host host – og via de kilder, som jeg er stødt på der, så er historien om Kasper Junker ikke blevet mindre eventyrlig.

Den 27-årige angriber er en late bloomer og har rykket sig voldsomt som spiller og angriber de seneste par år. Han har for Urawa Red Diamonds scoret ni mål og er klubbens topscorer denne sæson og er populær blandt klubbens fans og også med helt fremme, når det kommer til salg af trøjer, hvor navnet Junker hitter.

Det har andre klubber i J-League opdaget. Det japanske sommervindue er kort fra medio juli til medio august og her blev Junker hovedperson en transferforhandling, der kunne have gjort ham til et J-League rekordkøb. Ifølge mine oplysninger bød den noget større klub, Vissel Kobe på Kasper Junker og øgede buddet på danskeren flere gange til et slutbeløb på 5 millioner euro. I givet fald den største interne handel mellem to japanske klubber til dato. Større handler har fundet sted i J-League, men har involveret udenlandske klubber enten som køber eller sælger.

Urawa Red Diamonds afviste det høje bud og afviste i samme ombæring et lidt lavere bud fra Genoa. Det er ikke første gang, at Genoa har forsøgt sig på Junker; italienerne fik også nej, da han spillede i Bodø, men de har fastholdt interessen og prøvede ifølge mine oplysninger igen i sensommeren uden held.

Den japanske sæson følger kalenderåret, og vinterens vindue er langt. Fra januar til udgangen af marts, og det ventes, at Vissel Kobe, med blandt andre Iniesta på holdet, vil gøre et nyt forsøg på at købe Kasper Junker fri fra Urawa Red Diamonds. Formentlig for en intern rekordtransfer. En ny krølle på en transferfortælling om at føle sig uduelig i Horsens til at sætte kurs mod stjernerne i Japan. 

NordicBet tilbyder odds på både ovenstående liga, og alle de andre spændende fodboldligaer året rundt.