Transfer Talk: Derfor spiller Uhre også i Brøndby til foråret

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Denne klumme bliver kort, da jeg stadig er i kølvandet på en hjernerystelse. Dog rart at få konstateret, der er liv på Mars, som min læge sagde. Jo det..

Superligaen er puttet under vinterdynen, og vi kan vel dårligt vente på, at det spirer derude og ligaen vender tilbage med en skærpet topkamp. Havde AaB haft tænder, så havde de bidt sig yderligere ind på top-3. Det afsluttede nederlag på efteråret til FCK var et grumt realitetstjek for AaB i den sammenhæng.

Det skal det dog ikke handle om nu, men derimod Mikael Uhre. Ligaens topscorer sluttede ikke bare brandvarmt af på banen, men også i overskrifterne, hvor det synes taget for givet, at han forsvinder til januar for omkring 10 millioner kroner. Den køber jeg ikke, for det sælger Brøndby ham ikke for, og intet taler for, at han har en hemmeligholdt buy out, fordi den slags har det med at sive ud og blive kendt.

Det er altid farligt med garantier, når det gælder transfervinduet, men ifølge de kilder jeg har forhørt mig hos, så er det bestemt ikke Brøndbys plan at lade 11-målsskytten gå for den pris. Faktisk er det slet ikke ambitionen at sælge ham overhovedet til vinter. Det samme gælder i øvrigt forsvarsklippen Maxsø, hvor der er dialog om en ny kontrakt. En afdæmpet dialog kan man vel kalde det, der først vil finde en konklusion efter januar, idet parterne er enige om kunne skille sig som bedste venner, hvis det rette bud, klub og økonomi kommer på banen. Dog er Brøndbys ambition at køre sæsonen færdig med Maxsø og gerne længere.

Tager man spillerens briller på, så spøger der også et VM forude, hvor han alt andet lige må være i periferien af Hjulmands trup. Den potentielle billet skal regnes ind i regnestykket – vi har tidligere set profiler fra Superligaen skifte ud og sætte karriere og landsholdspotentiale over styr, hvis ikke skiftet ud var videre gennemtænkt og vellykket.

Tilbage til Uhre. Som tidligere nævnt i Transfer Talk arbejdes der i Brøndby på at styrke truppen med et par profiler til januar. Til trods for ikke imponerende sommervindue, så er Brøndby kun fem point fra FCM på førstepladsen og med i mesterskabsræset. Set i den optik giver det ikke mening at sælge Uhre for de 10 millioner kroner, der flere steder nævnes. Det er ganske enkelt ikke pengene værd med tanke for den økonomi følger med endnu et mesterskab.

Dertil skal medregnes, at Brøndby ikke længere er under pres for at sælge og skabe indtægt uanset. Polstringen tillader at afvise bud i 10 millioners klassen på en angriber, der står for rundt regnet 40 procent af de blå-gule mål. Det er ganske enkelt investeringen værd at have råd til at sige nej til 10 millioner kroner. Så skal Uhre sælges, så bliver det til overpris – alder og potentiale taget i betragtning – og i et marked, der rimer på covid-19, hvor en stor del af Europas klubber fra den hylde, der kunne se Uhres vej allerede nu, har lagt januar måneds vindue på is og arbejder med sommervinduet. Hvorfor vi potentielt er ude i et eksotisk skifte, som det så poetisk kaldes i dansk fodboldjournalistik. Det sker næppe. Og slet ikke til 10 millioner kroner.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.