Der venter Brøndby en god, travl sommer

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Sikke en afslutning der venter os på Superligaen. Enhver frygt om Celtic-Rangers tilstande er gjort til skamme, hvor både FCM, Brøndby og FCK kan tage titlen.

Men efter sæsonen venter sommerens transfervindue. FCM gør klar til profilsalg, FCK skal i færd med en oprydning og Brøndby.. ja, hvad skal der egentlig ske hos de blå-gule?

Der venter Brøndbys fans et langt transfervindue i den forstand, at det kan blive en sommer, der kalder på stor tålmodighed, og hvor de væsentligste tilgange først vil finde sted i slutningen af transfervinduet.

Når Brøndbys europæiske skæbne er kendt og i tilfælde af deltagelse i europæisk gruppespil, så er det for alvor der, hvor Carsten V. Jensen får travlt. Europæiske millioner kan blive det økonomiske rygstød, som Brøndby har brug for, hvis der skal hentes spillere ind fra højere hylde.

I et pandemi-ramt transfervindue så vil europæiske millioner stille Brøndby i en gunstig position på transfermarkedet. Det vil kræve tålmodighed og is i maven.

Det er nemt at sætte Brøndbys transfervindue ind i en negativ kontekst, hvor man frygter det værste. Der skal sælges, profiler kan forsvinde og der skal rekrutteres (der kan vel forsvinde op til ti spillere fra den nuværende førsteholdstrup), og hvad skal det hele dog ikke ende med?

Jo, men det er jo sådan, det er for danske klubber. Superligaen ser sig selv som en udviklingsliga, og Brøndby er en erklæret sælgende klub. Det er en del af den blå-gule case – ikke mindst efter der i tiden efter Zorniger er skruet ned for budgetterne – at spillere skal ud, så der kan komme millioner ind.

I den optik er det kun et boost, at sæsonen ender med en placering i top-3 og europæiske kvalkampe forude.

Gode resultater presser priserne op ikke mindst på unge bærende kræfter som Lindstrøm, men også mere erfarne skikkelser som Maxsø. At Uhre er blevet en uventet topscorer for Brøndby, er ligeledes bare et plus. Ret beset forventede de færreste – vær nu ærlige derude – at Uhre skulle udvikle sig til en case, der kan kaste et tocifret antal millioner af sig.

Så når Brøndby skal sælge – og det skal de – så er det en langt federe arbejdsopgave at sætte sig til forhandlingsbordet som topklub end med en slutplacering i bund-6 med flossede og devaluerede spillerpriser til følge.

Det er muligt, at Brøndby får travlt med at spille et nyt hold sammen, men gode resultater og evt. gruppespil kan også åbne for, at profiler tager en tørn mere med yderligere prisstigning og resultater til følge. Også her vil Europa få spillere som Maxsø og Jung til tænke sig om en ekstra gang. Det ville de ikke have grund til at gøre med en flad 8. plads som sæsonresultat. Europa og medaljer er en anden sag.

Penge i kassen er også vejen til at få en spiller som Daniel Wass hjem. Wass ’forbryder’ sig godt nok mod filosofien om ikke at hente spillere over 27 år, men landsholdsspilleren Wass har en så grundlæggende kvalitet, at det er en anderledes no brainer end Mike Jensen.

Ifølge mine oplysninger så forhandler Brøndby ikke med spillere – hverken ind eller ud – før sæsonen er afsluttet, men Wass står på blokken.

Desuden kan talentarbejdet igen give afkast. Det er planen, at unge Mads Beyer, der tiltrækker sig stor interesse fra Italien og Holland, skal udvikle sig i Brøndby, men buddet kan indenfor kort tid blive for stort. Et bud i lejet 20 millioner kroner plus upside er realistisk.

De næste kampe bliver rasende afgørende for FCM, FCK og Brøndby, men uanset hvilken placering det ender med for Brøndby, så venter der en travl sommer, men på den gode måde. Prisen på Brøndbys spillere er solide takket være gode resultater. Europa – og havde alle mon forventet det – er igen aktuelt og interessen stor for såvel unge som etablerede spillere.

Det kan give det økonomiske rygstød, som Brøndby har brug for. Og så lever de fleste blå-gule fans nok med et travlt transfervindue, der først afgøres i de sidste dage og en begyndelse på den næste sæson med startvanskeligheder. Det vil være det hele værd for en case som Brøndby – bogstavelig talt. 

Søren Sorgenfri

43 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.