Transfer Talk: Hoffenheim skal rykke sig på Bruun Larsen, Brøndbys vindue og statussnak

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Det er indtil videre et noget stille transfervindue. Og det er nok sådan, det bliver. De fleste klubber ude i Europa har lidt flere spillere på lønningslisten end de måske reelt har behov for, men de er på den anden side heller ikke meget for at slippe dem. Hvis nu en håndfuld spillere sendes i isolation i disse ustabile tider, så er det rart at have ekstra mandskab i huset. Det er logikken derude, siges det.

Derfor er januar måneds første egentlige Transfer Talk primært et statustjek på flere af de historier, der har haft liv de seneste uger.

Og lad os bare starte med dagens første servering: and. Rygtet om Brøndbys brandvarme interesse i Celtics Jack Hendry mangler bare rødkål, de brunede kartofler og en fuldfed brun sovs for at være en juleand.

Brøndbys vindue er i princippet lukket efter tilgangen af Lumb. Døren er ikke helt lukket i tilfælde af der opstår en lukrativ mulighed eller der sælges en spiller, der kræver en erstatning, men ellers er der dømt ro på hos de blå-gule for nu.

Traditionen tro så åbner vinduet med en del rygter herunder snakke på vandrørene om OB og Mike Jensen, men ifølge mine oplysninger så har det rygte heller ikke gang på jord.

Bodøs Kasper Junker kan blive et de navne, der ender som lidt af en saga. Russiske Khimki er interesserede i den store angriber, men har slet ikke økonomi til at imødekomme Bodøs prisønske. Der er også engelsk interesse fra The Championship for Junker, men den engelske interesser kommer næppe langt på grund af de nye engelske transfer-regler som følge af Brexit.



Andrew Hjulsager er et andet dansk navn, der optræder i overskrifterne, men det bliver næppe til et vinterskifte for den tidligere Brøndby-spiller, der kører sæsonen færdig i Oostende og dermed rykker som fri spiller til sommer.

I AaB spøger den norske angriber Adama Diomande, der tidligere har arbejdet med AaB’s sportschef Inge Andre Olsen i Stabæk, men spørgsmålet er her løn versus forventet sportsligt aftryk samt et begrænset videresalgspotentiale.

Lyngby er ligeledes på jagt efter en angriber

Hos FC København har flere navne været i vælten. Der er aftalt forhandlinger om kontraktforlængelse med Viktor Fischer til foråret i forlængelse af Rasmus Falks nye kontrakt og ønsket om at holde på nøglespillere til genopbygning af holdet.

Der har været flirt i spalterne på det seneste mellem FCK og Lasse Schöne, men det bliver ikke til mere end det. Der var dialog uden reelle forhandlinger i efteråret for parterne er for langt fra hinanden rent økonomisk, så det vil kræve enten klub eller spiller rykker sig gevaldigt.

FC Köln giver Frederik Sørensen med tommelskruerne og har sendt ham på U23-holdet. Der er italiensk interesse – har ikke navne endnu – for den blonde forsvarsspiller, der ikke virker til at være aktuel på nuværende tidspunkt i FCK-kontekst. Han er på en høj løn og selv om en tysk kilde taler om en pakke, hvor Köln betaler 1/3 af Sørensens løn resten af sæsonen, så er der stadig lang vej hjem, og det er vel ikke forsvaret, hvor FCK netop nu mangler mandskab. Det kan ændre sig til sommer, selv om det ventes, at Zanka forlænger sit ophold hos løverne. Sørensen har den fordel, at han kan spille flere positioner i 433/343 formationer, men med kontraktudløb til sommer, så står han i en virkelig gunstig situation og vil have mange bejlere.



Jacob Bruun Larsen skal ifølge en stærk Hoffenheim-kilde med sikkerhed udlejes her i januar og skal leje være salg, så bliver han rasende dyr. For FCK kan der være et forhandlingsgrundlag i at smide klausuler på Robert Skov med i Bruun Larsen-pakken, men for nuværende er dialogen indstillet, og FCK står i den position, at de holdes orienteret om Bruun Larsens ikke mindst økonomiske tilgængelighed. Det betyder ikke, at den ikke kan ske, men Hoffenheim skal rykke sig på deres krav.

Læste et sted at der er interesse for Bruun Larsen fra de belgiske topklubber, men kilder omkring Club Brugge og Genk afviser at have interesse i ham. ’Han har ikke vist nok,’ lyder det.

Derimod holder Belgiens nummer fem, Anderlecht sig til, men den falmede traditionsklub har ikke budget til at lande Bruun Larsen på en permanent aftale. De er dog interesserede, så der kan komme en lejeaftale i spil her.

Hvis og hvis. Det er vist status for nu.


Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.