Vito Hammershøy-Mistrati er vendt hjem til Danmark: B.93 er min klub!
Der skulle ikke megen betænkningstid til, da Vito Hammershøy-Mistrati blev tilbudt at vende tilbage til Danmark og sin barndomsklub på Østerbro.
Det er mere end 17 år siden, men følelserne er intakte.
32-årige Vito Hammershøy-Mistrati vendte i januar tilbage til både Danmark, Østerbro og fodboldklubben B.93, hvor han som helt ung gjorde sig på klubbens ungdomshold.
Siden har den vævre midtbanespiller været forbi ikke færre end 10 forskellige klubber i både ind- og udland, men nu er han tilbage, hvor det hele begyndte.
”B.93 er en megafed fodboldklub og et godt sted at være. Det er en anderledes klub end de andre, og så er det bare min klub,” lyder det fra Vito Hammershøy-Mistrati, der ikke har vanskeligt ved at forklare, hvorfor han sagde ja til tilbuddet, da B.93 i vinter meldte sig på banen.
”B.93 har kunnet tilbyde mig at komme hjem til København og bo igen, hvor jeg ikke har boet i mange år, og så en to og et halvt år lang kontrakt, så jeg kan spille professionelt, til jeg er 35. Det var bare sød musik i mine ører, da B.93 viste interesse,” lyder det fra midtbanespilleren.
B.93 har fået kultstatus hos flere tilskuere, og det skyldes ifølge Mistrati den særlige tilgang, klubben har.
”Det specielle ved klubben skal man opleve en sommerdag fredag aften på Østerbro Stadion. Der er bare en stemning; folk hygger sig og drikker sig fulde, men det er ikke på den der fodboldmåde, hvor der bliver råbt af dommeren. Der er bare god stemning og gode vibes.”
”Så er det en klub, der er større end bare fodbold. Man har en masse spændende projekter kørende med sponsorer og med måden, man gør tingene på. Vi skal til førstehjælpskursus i næste uge, og det er sådan nogle ting, der bare er fedt at være en del af,” lyder det fra Mistrati.
Lige nu spiller B.93 sine hjemmekampe på Sundby Idrætspark på Amager, da klubbens normale hjemmebane – Østerbro Stadion – er er ved at blive renoveret, så det lever op til standarderne i NordicBet Ligaen, hvor der blandt andet skal installeres varme i banen.
Derfor har Vito Hammershøy-Mistrati også stadig til gode at spille på Østerbro Stadion, og det ærgrer han sig over.
”Jeg er rigtig ked af, at Østerbro Stadion er lukket. Det er ikke så nice, men forhåbentlig kommer vi hurtigt tilbage, og så spiller vi der i næste sæson i NordicBet Ligaen, når vi har overlevet,” lyder det med et smil fra københavneren.
Vito Hammershøy-Mistrati har senest været i rumænske Cluj og svenske IFK Norrköping, og med skiftet hjem til B.93 slutter en ring – en ring, der ikke nødvendigvis bliver brudt igen.
”Fodbold er et skørt spil og en skør verden, men der er da sket vildere ting, men jeg tænker da, at det er en mulighed, at jeg afslutter karrieren her, det vil da være oplagt,” lyder det fra B.93’s nummer 30.
Vito Hammershøy-Mistrati har kontrakt med Østerbro-klubben til sommeren 2027.