15 år senere: Lasse Vigen har opnået sin første drengedrøm
Selvom han er født bare 10 kilometer fra Blue Water Arena er det først som 30-årig, Lasse Vigen Christensen har opnået det, han selv betegner som sin ”første drengedrøm”.
Han kom til klubben første gang som U11-spiller.
På det tidspunkt var det barndoms- og samarbejdsklubben Tjæreborg IF, der blev skiftet ud med Esbjerg fB-akademiet på Gl. Vardevej.
Derfor kunne de i Esbjerg fB også begynde at skrive og frankere en check på 20.000 kroner til Tjæreborg IF den 29. marts 2025.
Godt 15 år efter han i 2010 skiftede EfB-akademiet ud med akademiet i FC Midtjylland, fik Lasse Vigen nemlig debut for Esbjergs bedste mandskab i udekampen mod Hvidovre IF.
Og han lægger ikke skjul på, at EfB-debuten længe har været en drøm for ham.
”Jeg spillede mine yngste år i Esbjerg, hvor jeg brugte alle dage i ugen. Jeg flyttede også skole for at komme herind og træne syv-otte gange, og når man løber rundt på banerne derovre og kigger herover [på stadion] og også er inde at se førsteholdet rigtig mange gange, så var det jo det, jeg kalder min første drengedrøm,” lyder det fra Lasse Vigen.
Esbjerg fB har vundet det danske mesterskab fem gange – herunder fire mesterskab på fem år i 1960’erne – samt tre pokaltitler, men på det seneste har den vestjyske traditionsklub været langt fra fordums meritter.
Forud for denne sæson vendte klubben tilbage til NordicBet Ligaen efter en tur i den danske 2. Division, men selvom første sæson i Danmarks næstbedste række er forløbet fint, så er der ambitioner til mere i klubben.
”Vi skal bygge et hold op, der over et, to eller tre år skal blive klar til at lægge sig i den gode ende af den næstbedste række og forsøge at spille med om at rykke op, selvom det er en kompetitiv division.”
”Hvis du kigger dig omkring, når vi sidder her, så er faciliteterne jo til det. Esbjerg er jo en klub, der har været i en svær tid og er i gang med en genopbygningsfase, så hvornår vi er helt klar til det, om det allerede bliver i slutningen af den her sæson, det er der jo ingen, der ved, men det er mere et spørgsmål om at bygge på hele tiden og tage skridt mod, at vi på et tidspunkt igen have en klub, der kan ligge i den bedste række.”
”Det håber og tror jeg da på, at vi alle har en fælles ambition om. Hvornår det så bliver, det må tiden vise, men det skulle gerne være drivkraften for os alle sammen, når vi står op om morgenen, at det er den vej, vi skal,” lyder det fra Lasse Vigen.
Den 30-årige midtbanespiller har siden 2010, hvor han forlod klubben, været forbi klubber som engelske Fulham og Burton Albion, Brøndby IF, belgiske Zulte Waregem, Silkeborg og senest hollandske ADO Den Haag.
At han nu er havnet tilbage i klubben, er dog ikke ligefrem en tilfældighed.
”Hvis man kigger på det over den lange periode, fra hvor min karriere startede til hvor den måske slutter nu, så kan jeg godt se, at det er en ring, der på en eller anden måde er i gang med at slutte.”
”Det har altid ligge lidt i mit baghoved, at hvis det en dag passede ind, og der var mulighed for at slutte af i Esbjerg, og det gav mening for begge parter, så ville jeg være sindssygt glad for det,” lyder det fra den tidligere U21-landsholdsanfører.
Selvom kampen på Pro Ventilation Arena i Hvidovre den 29. marts var hans første i NordicBet Ligaen, så har han mere end 120 superligakampe på cv’et fra tiden i Brøndby IF og Silkeborg IF.