Det bliver et vildt og voldsomt transfervindue? Slet ikke.
AF SØREN SORGENFRI
Billede: TT
Vanen tro er der gang i transfermarkedets rygtebørs derude på det store overdrev. Men spillerhandlernes svar på juleaften, det store sommervindue bliver næppe så hektisk og omfattende, som rygtestrømmen ellers mener at vide.
UEFA har varslet et vindue, der strikker sig frem til oktober og desuden så vil der ganske enkelt mangle penge derude i fødekæden.
Det skyldes naturligvis forårets stilstand i de europæiske fodboldligaer og blandt andet udeblevne indtægter fra tilskuere på stadion, der kommer til at ramme hårdt ned i pengekassen. Alene hollandsk fodbold kan se frem til en milliardregning på den konto.
Det vil også mærkes hos de danske klubber. Jeg har tidligere skrevet om, hvordan denne sommer vil gøre det muligt for Superliga-klubber med pengekasse i orden, at gøre et scoop eller to på transfermarkedet, da ligaer med løn til tiden og sikre samfundsrammer og andre behageligheder vil stå stærkt i billedet. Men omvendt kan vi næppe forvente at se samme trafik ud af ligaen som ved normaltilstande.
Det vil især komme til udtryk i klubber som FCK, FCM, Brøndby og FCN. De har alle spillere, der kunne kaste solide beløb af sig i en tid med opsving og gang i handlerne, men som det ser ud lige nu, så giver det mere mening at holde på talenterne frem for at sælge dem under pris.
F.eks. FCM og FCK der naturligvis har tunge prisskilte på spillere som Evander og Mohamed Daramy samt Victor Nelsson og ikke er tvungent til at sælge dem til under prissætningen blot, fordi fodbolden har ligget stille henover, foråret.
Der er ingen ide i at hænge skiltet med discount op foran sportschefernes kontorer, da netop de spillere har en kvalitet, der gør, at de blot vil løfte deres respektive hold ved at blive en sæson mere. Næste sommer vil se fodbolden agere mere eller mindre normalt, og derfor giver det mening for de danske tophold at holde på ’varerne’ og vente på finansiel opvind derude i Europa.
FCK, og Ståle Solbakken især ved, at salgbare typer som Daramy og Nelsson kun bliver bedre af et år mere i den hvide trøje. Selv om Daramy rygtes til flere store klubber, så har han trods alt kun spillet ganske få gode kampe samlet set, og der er et stykke vej endnu. Nelsson kan meget vel blive en del af Hjulmands landshold, og så går prisen op.
Der vil måske blive fældet en tåre eller to i bogholderiet, men jeg er sikker på, at cheftrænerne derude er godt tilfredse med at få kontinuitet ind med få spillerafgange blandt de bærende kræfter. Tænk på et løft FCN kan få ind i et allerede spændende hold ved at beholde de unge spillere med stort potentiale, og måske vil det være netop denne ’stilhed’ på markedet, der vil give andre danske klubber end FCK den ro op til de europæiske kval-kampe, der vil se flere rød-hvide hold gå i et gruppespil.
Det vil ske noget naturligvis på profilsiden. Jeg er sikker på, at AGF vil sælge Bundu – tiden er rigtig, og han er ikke dyrere end, at det salg kan og vil ske.
Derudover vil det blive et vindue for de gratis spillere – dem der har kontraktudløb denne sommer kan vinde i lotteriet. FCN’s Mumin er helt sikkert væk, det samme er AGF’s Amini og især belgiske sub-top-klubber vil gå efter kontraktfri spillere, hvorimod de belgiske tophold kan være blandt dem, der vil bruge penge i Danmark.
Topholdene Genk, Gent og Club Brugge har millioner at skyde med og blandt andre FCM’s Frank Onyeka er i kikkerten her, hvilket vil være et salg i den dyre ende af skalaen med tanke for nigerianerens lange kontrakt. Der vil også være interesse for Sory Kaba, men FCM vil gøre, hvad de kan for at holde på stampersonalet frem mod næste sæsons kval-kampe i Europa. Det kunne jo være denne gang. Og det vil da være positivt, hvis Superligaen kan løfte kvaliteten ved at holde på profilerne, og FCM kan vinde højdemeter og komme i gruppespil i en tid, hvor fodbolden har tabt pusten.