NFL: Power Ranking: Uge 3

Sæsonen er nu for alvor i gang. To runder er spillet, og vi har allerede nu fået to uafgjorte kampe. Det er første gang siden 1971 at det sker. Det tyder på en tæt og intens sæson.

Af Lars Aanæs

Der var overraskelser og skuffelser i den netop overstået spillerunde. Kollektive og individuelle fejltagelser, som blandt andet kostede jobbet for to kickere. Derudover var der det yderst mærkværdige karrierestop midt under kampen mellem Bills og Chargers, hvor Vontae Davis sagde stop og forlod stadion.

Jeg har set nærmere på holdene endnu engang, og her følger min rangering af de 32 hold.

Obs: Tallene i parentes er deres placering på sidste uges Power Ranking.

1.Green Bay Packers 1-0-1 (1)

Det var noget af et brag Packers og Vikings leverede. Det vigtigste for Packers var, at Aaron Rodgers ikke så specielt hæmmet ud af sin skade. Han er essentiel for deres videre forløb i sæsonen.

Næste kamp: Washington Redskins

2. Minnesota Vikings 1-0-1 (2)

Vikings har ikke haft held med deres kickere. Daniel Carlson røg på porten og i stedet blev Dan Bailey hentet ind til resten af sæsonen.

Næste kamp: Buffalo Bills

3. Los Angeles Rams 2-0 (4)

Det er tidligt, men Todd Gurley kan godt ende med at være en af topkandidaterne til årets MVP-pris efter sæsonen. Byder på lokalopgør mod Chargers denne weekend.

Næste kamp: Los Angeles Chargers

4. Jacksonville Jaguars 2-0 (6)

Magtpræstation af Jaguars som gjorde Tom Brady og Bill Belichick mundlamme. Forsvaret er der igen i år, og derfor kommer de også rigtigt langt.

Næste kamp: Tennessee Titans

5. Kansas City Chiefs 2-0 (10)

Patrick Mahomes kastede utrolige seks touchdowns. Uanset modstandere er det enormt flot af en ung starter.

Næste kamp: San Francisco 49ers

6. New England Patriots 1-1 (5)

Skal glemme nederlaget til Jaguars og forberede sig på ugens Sunday Night-kamp, hvor Patriots gæster Matt Patricia og Detroit Lions.

Næste kamp: Detroit Lions

7. Philadelphia Eagles 1-1 (7)

Carson Wentz er tilbage på træningsbanen og starter søndag mod Colts. Det giver fornyet håb for alle de stolte Eagles-fans.

Næste kamp: Indianapolis Colts

8. Atlanta Falcons 1-1 (9)

Calvin Ridley kom på tavlen i Falcons’ divisionssejr over Carolina Panthers. Får besøg af New Orleans Saints på søndag til et intens topbrag.

Næste kamp: New Orleans Saints

9. New Orleans Saints 1-1 (8)

Forsvaret viste forbedringer mens angrebet skuffede. Individuelle fejl og en offensiv linje langt under standard var ved at koste endnu en 0-2 begyndelse, som Saints har gjort de sidste mange år.

Næste kamp: Atlanta Falcons

10. Pittsburgh Steelers 0-1-1 (3)

Hele Le’Veon Bell-sagaen, et forsvar der ikke kan stoppe et college-hold for tiden, og ikke mindst det sidste krydderi med Antonio Brown som på twitter har luftet sin utilfredshed gør, at Steelers ikke forbindes som et hold man skal frygte for tiden.

Næste kamp: Tampa Bay Buccaneers

11. Los Angeles Chargers 1-1 (12)

Startede varme og på den måde sikrede de sig en stabil sejr over Buffalo Bills. Gæster Los Angeles Rams på søndag.

Næste kamp: Los Angeles Rams

12. Carolina Panthers 1-1 (13)

Orkanen i lokalområdet har formentlig spillet ind på Panthers’ forberedelse til kampen mod Falcons. Vender nu hjem, og tager imod Bengals i hvad der skal blive en sikker sejr for Newton og Co.

Næste kamp: Cincinnati Bengals

13. San Francisco 49ers 1-1 (17)

49ers var ved, at tillade den største fejl af alle. Nemlig, at give Matthew Stafford en oplagt chance for at udligne eller vinde i fjerde quarter. 49ers holdt dog stand og tog årets første sejr.

Næste kamp: Kansas City Chiefs

14. Tampa Bay Buccaneers 2-0 (21)

Ryan Fitzpatrick er vanvittig. Vi har dog set det stærke Havard-produkt starte sæsonen stærkt for så at gå helt i opløsninger. Men indtil det sker rider vi videre på Buccaneers-bølgen.

Næste kamp:  Pittsburgh Steelers

15. Washington Redskins 1-1 (11)

En uge efter jeg roste Alex Smith og Redskins fejlede de fuldstændig ved blot at score ni points mod Indianapolis Colts. Det er skræmmende skidt.

Næste kamp: Green Bay Packers

16. Cincinnati Bengals 2-0 (27)

Dominerende sejr over Ravens i rundens første kamp. Efter sidste års dårlige sæson ser de mere intakte ud i år. Gæster Panthers næste weekend, hvor vi for alvor kan få Bengals sande niveau at se.

Næste kamp: Carolina Panthers

17. Miami Dolphins 2-0 (18)

Det har bestemt ikke været flot, men Miami Dolphins har lutter sejre i år. Nu vender Devante Parker tilbage på banen hvilket giver Ryan Tannehill endnu et våben.

Næste kamp: Oakland Raiders

18. Dallas Cowboys 1-1 (15)

På en billig baggrund, men yderst dominerende indsats af forsvaret som leverede hele seks sacks. Jeg er dog ikke overbevist om, at de for alvor har niveauet i år til at true de andre hold i NFC.

Næste kamp: Seattle Seahawks

19. Baltimore Ravens 1-1 (14)

Kæmpe skuffelse af Ravens som slet ikke var klar til kampen mod Bengals. En divisionsrival på landsdækkende tv skal man være mere opsat til.

Næste kamp: Denver Broncos

20. Chicago Bears 1-1 (22)

Khalil Mack alene gør Chicago Bears skræmmende stærke. Mon ikke alle hos Raiders, med undtagelse af Jon Gruden, fortryder den trade de lavede?

Næste kamp: Arizona Cardinals

21. Denver Broncos 2-0 (25)

Det tog sin tid, men alt der tæller er stillingen efter de 60 minutters bold. Derfor endte Broncos med at besejre Oakland Raiders og er stadigvæk ubesejret.

Næste kamp: Baltimore Ravens

22. Indianapolis Colts 1-1 (29)

Andrew Luck fik sin første sejr efter sit comeback på den lange skade. Desværre for Colts er Jaguars for stærke i divisionen til, at det bliver slutspilstid for mandskabet til januar.

Næste kamp: Philadelphia Eagles

23. New York Giants 0-2 (16)

Den offensive linje kan slet ikke fungere i New York. Der er så meget talent på hele holdet, men kampe vindes på linjen. Her taber Giants stort for tiden.

Næste kamp: Houston Texans

24. Tennessee Titans 1-1 (28)

Imponerende af Titans som uden Marcus Mariota og stort set alle holdets tackles formåede at holde stand mod Houston Texans’ mere talentfulde spillertrup.

Næste kamp: Jacksonville Jaguars

25. Houston Texans 0-2 (19)

På trods af unge stjerner som Will Fuller, DeAndre Hopkins, Deshaun Watson og mere etableret navne som JJ Watt og Lamar Miller kan Texans ikke få det til at fungere.

Næste kamp: New York Giants

26. Cleveland Browns 0-1-1 (20)

Stakkels Browns. De var så tæt på at hente en sejr hjem fra New Orleans som muligt. Zane Gonzalez er blevet fyret og i stedet er den forholdsvis ukendte kicker Greg Joseph hentet ind. Hvem sagde Simon Mathiesen?

Næste kamp: New York Jets

27. Detroit Lions 0-2 (24)

Fik gang i scoringerne mod 49ers, men endnu engang var forsvaret ikke på plads. Langt fra den forventede start af Matt Patricia som cheftræner i Detroit.

Næste kamp: New England Patriots

28. New York Jets 1-1 (23)

Så kom Jets og Sam Darnold ned på jorden igen, med et velfortjent og uskønt nederlag mod Miami Dolphins.

Næste kamp: Cleveland Browns

29. Seattle Seahawks 0-2 (26)

Så hurtigt går det i NFL. Seahawks er kendt for at være et tophold – i år er de nok et af ligaens dårligste mandskaber. Holdet har intet udover Russell Wilson rent offensivt og samtidig falder holdet stille og roligt fra hinanden på forsvaret.

Næste kamp: Dallas Cowboys

30. Oakland Raiders 0-2 (31)

Jon Gruden efter Raiders nederlag til Denver Broncos: ”Jeg fortryder ikke jeg tradede Khalil Mack”. Konstatering: Jon Gruden er god til at lyve.

Næste kamp: Miami Dolphins

31. Buffalo Bills 0-2 (32)

Utrolig historie fra Buffalo som halvvejs inde i kampen mod Chargers mistede cornerback Vontae Davis som indstillede karrieren fordi ”han ikke følte han var det rette sted”. Chokerende.

Næste kamp: Minnesota Vikings

32. Arizona Cardinals 0-2 (30)

Tror alle ved hvor dårligt det må gå for Cardinals siden de kan være under Buffalo Bills. Ind med Josh Rosen, tak.

Næste kamp: Chicago Bears