Stort drama i vente i NordicBet Ligaen

Det er som regel Superligaen, der løber med opmærksomheden, men der udspiller sig et sandt drama i den næstbedste række. NordicBet Ligaen alias 1. division har tre oprykningspladser i spil.

Af Søren Sorgenfri

NordicBet Ligaens førsteplads

Førstepladsen udløser en direkte oprykning som afløser for Vejle, der efter et år i Superligaen vender tilbage til den næstbedste række.

Anden og tredjepladsen giver playoffkampe mod Superligaens nummer 13 og 12 – henholdsvis Hobro og Vendsyssel.

NordicBet Ligaen har set et værre hundeslagsmål hele foråret. Silkeborg og Viborg har skiftevist taget føringen, men her med blot en runde tilbage, så er Silkeborg i førertrøjen med et enkelt points forspring. De rødblusede kan dermed afgøre det hele selv i den sidste spillerunde, hvor Nykøbing FC kigger forbi. Tre point til Silkeborg her og den står på Superliga efter sommerferien.

Viborg håber Silkeborg taber

Viborg håber naturligvis på, at Silkeborg snubler. Viborgenserne har 57 point mod Silkeborgs 58, og får besøg af Fremad Amager, der har 50 point. Fremad Amager er kommet snigende fra baghjul her i foråret og er pt. nummer tre. De blå fra Sundbyen tager derfor til Viborg med en ambition om point på dagsordenen.

For lige efter Fremad Amager følger Lyngby og Næstved med 49 point. Nedrykkerne fra Lyngby fik en skidt start på sæsonen under Mark Strudals ledelse og hele skandalen omkring Nicki Bille, men har siden fået skuden på ret kurs.

De tabte dog afgørende terræn i et 3-4 drama mod Fremad Amager i forrige runde, hvorfor de kongeblå nu skal håbe på Viborgs hjælp. Lyngby tog dog søndag en vigtig sejr over oprykningsrivalerne, Næstved med 2-0. De grønne fra 4700 har længe lignet forårets nummer tre, men er gået i stå og har blot vundet en enkelt gang i de sidste syv kampe.

Næstved og Helsingør lever i håbet

Næstved skal som Lyngby håbe på, at Fremad Amager ikke vinder i Viborg og selv vinde over Thisted, der allerede er rykket ned. På papiret venter der altså en let opgave for Næstved, hvorimod Lyngby skal på en noget vanskeligere opgave i Helsingør. Nedrykkerne fra Superligaen kæmper for overlevelse og med tre point op til stregen, så skal nordsjællænderne vinde over gæsterne fra Lyngby.

Samtidig så skal Helsingør håbe på, at Hvidovre ikke får noget med hjem fra Fredericia. Blot et point og Hvidovre er sikret en ny sæson i NordicBet Ligaen.

Med andre ord. Der venter os et sandt, stort og skønt drama.