Peter Lassen er eneste fuldtidsansatte i Hvidovre: Det er helt vanvittigt lige nu

AF MARTIN DAVIDSEN

Det går fremad i Hvidovre IF i øjeblikket. Traditionsklubben på den københavnske vestegn spillede for nylig sig i pokalkvartfinalerne i kraft af en sejr over Fredericia, og i NordicBet Liga ligger klubben også godt til i toppen af rækken.

I skrivende stund ligger klubben nummer fire med kun ét point op til oprykningspladserne, og det er en markant fremgang for klubben, der ikke har været i nærheden af Superliga-billetterne, siden klubben var på et kort visit i den bedste danske række i 1996/97-sæsonen.

Midt i det hele sidder Peter Lassen. Den tidligere Hvidovre-angriber og Superliga-ikon har titel af salgs- og sportschef, og som klubbens eneste fuldtidsansatte glæder han sig over den aktuelle succes.

”Det hele er så positivt. Alle folk skriver og ringer hele tiden. De andre klubber spørger os, hvad vi gør rigtigt, og hvad de selv gør forkert. Vi har jo kun mig ansat. Kigger man på en klub som HB Køge, har de 18 fuldtidsansatte. Men jeg har også været her i mange år, så meget af det sidder på rygraden,” siger Peter Lassen.

Successen i Hvidovre skyldes ifølge Peter Lassen den særlige mentalitet, der er i klubben. Sammenholdet er stærkt, og der er en god energi mellem unge og gamle i truppen. 

”Det kan lyde mærkeligt, men vi er rigtig gode, fordi vi er meget tæt på hinanden. Vi har et sindssygt godt forhold til hinanden alle sammen – både i omklædningsrummet og i andre sammenhænge. Vi har også ramt plet, når det handler om blandingen af unge og gamle. Der er nogle gamle drenge som Spelmann, Stenderup, Kim Aabech og Matti Lund Nielsen, og de er rigtig gode til at lære fra sig til de unge. Det har noget med det at gøre. Man vil gerne hjælpe hinanden under kampene. Hvis den ene er lidt nede, tager sidemanden over. Det er en stor del af det,” siger Peter Lassen, der også fremhæver træner Per Frandsens måde at angribe kampene på.  

”Han spiller nok med det højeste pres i hele Danmark. Det er vi blevet meget dygtige til. Vi ser også, at mange af de godt spillende hold ikke går op og presser os. De ved godt, at vi kan spille uden om dem, for det er vi også dygtige til. De to ting har stor indflydelse på, at vi ligger der, hvor vi gør,” siger Peter Lassen.

”JEG ER SYG I HOVEDET TIL KAMPENE”

Den i dag 55-årige Peter Lassen har selv en fortid som aktiv i Hvidovre IF, og han lægger ikke skjul på, at hans hjerte banker for klubben, hvor han nu har været ansat i cirka 15 år.

”Da jeg stoppede som spiller, skulle jeg egentlig have startet på SBS Radio, men jeg blev kontaktet af Tom Jensen, der var direktør for Hvidovre IF. Min lillebror var kok i køkkenet på stadion, og jeg blev spurgt, om jeg ikke ville hjælpe HIF med at sælge sponsorater på ren provision. Der var et par måneder til jeg skulle starte på SBS, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne gøre det, for jeg har altid været en dygtig sælger. Efter en måneds tid havde jeg solgt lige så meget, som de havde gjort i et helt år,” fortæller Peter Lassen, der efter den gode start med salg fik tilbudt en stilling i klubben.

”Hvidovre er jo min klub, og jeg har været her lige siden – bortset fra, at jeg havde to år i AB, hvor jeg var kørt træt i tingene. Men jeg kom tilbage, og jeg er her stadig. Jeg trykker tøj, jeg bestiller bus, jeg bestiller mad, og jeg er ikke for stor til at lave det hele, hvis der er brug for det. Folk siger nogle gange til mig, at jeg skal lære at sige nej, men det har jeg svært ved,” siger Peter Lassen, hvis engagement i Hvidovre IF også kan ses på tribunerne, når førsteholdet spiller.

Her kan man ofte opleve Lassen leve sig helt inde i kampene.

”Jeg har sgu altid haft lidt AD-HD. Det havde jeg også, da jeg selv spillede. Da jeg spillede fodbold, var det mig, der lavede fis med alle, men lige så snart vi trådte ind i omklædningsrummet på kampdagen, vidste folk godt, at de bare skulle lade mig være. I dag er jeg også syg i hovedet til kampene, for jeg smadrer sæder og råber og skriger, så derfor sidder jeg altid alene,” siger Peter Lassen, som altid har ladet følelserne få frit løb på kampdage.

”Sådan var jeg også som spiller. Så snart kampen går i gang, er jeg et helt andet menneske. Jeg er godt nok eneste fuldtidsansatte, men vi har også Kim Madsen og Martin Krogh Jensen, der er direktør og formand som frivillige. Jeg føler, at det er Kims, Martins og mit projekt. Det er os, der har fået nøglerne, og derfor bliver man også ekstra stolt, når det lykkes. Jeg er også stolt over, at der er mange af de andre sportschefer, der skriver til mig og roser os,” siger Peter Lassen.

STORE DRØMME I HVIDOVRE

På grund af hans store engagement i klubben, glæder han sig over den aktuelle succes, hvor Hvidovre IF er blandt de sidste otte i pokalturneringen og blandt de fire øverste i NordicBet Liga.

”Det er helt vanvittigt, og jeg kan ikke beskrive, hvor stolt jeg er. Jeg skriver normalt ikke noget på Facebook, men efter pokalsejren over Fredericia skrev jeg, at jeg var meget stolt. Da vi spillede pokalkamp mod Fredericia, kunne jeg bare mærke i de sidste fem minutter, at jeg så gerne ville i den kvartfinale. Det er svært at beskrive. Jeg blev 10 år ældre i løbet af de sidste fem minutter,” siger Peter Lassen, der mener, at denne sæsons succes i pokalturneringen har stor betydning for Hvidovre IF, der skal spille mod Superliga-bundholdet Sønderjyske i kvartfinalerne.

”Der er mange ting i det. Vi vil gerne vise, at det ikke bare er held, at vi ligger højt i tabellen, men at vi også nu er blandt de otte bedste i pokalturneringen. Vi plejer at spille om at undgå nedrykning, og det er første gang, at vi formentlig kommer til at spille om oprykning. Det betyder meget for os. Vi ville gerne have mødt Kolding i kvartfinalerne, men tænk hvis vi kommer til semifinalen og trækker Brøndby. Hvis vi så spiller 1-1 på udebane, så kommer der 12.000 mennesker på Hvidovre Stadion, og så kan vi spille os i en finale, der afvikles på Brøndby Stadion. Der kan komme 20.000 tilskuere, der holder med os. Det er drømmescenariet,” siger Peter Lassen, der ikke er bange for at drømme stort.

”Vi er i kvartfinalen i pokalturneringen, og så kan alt ske. Vi kan ryge ud i næste runde, og vi kan vinde hele lortet. Det er ærgerligt, at det spilles over to kampe, så det bliver svært, men jeg håber, at vi kan være så heldige og dygtige at vinde det hele. Vi tænker ikke så meget på Superligaen, for vi er lykkelige over bare at komme i Top 6 i NordicBet Liga, hvis det lykkes,” siger Peter Lassen.

”Hvis muligheden opstår, vil vi selvfølgelig gerne rykke op. Så tager vi det med, men hvis det sker, er der godt nok mange ting, der skal laves om. Det vil koste millioner af kroner, og så bliver jeg nok nødt til at sænke geværet lidt – for det klarer jeg ikke alene. Vi vil gerne rykke op, men tag det nu roligt. Vores Facebook-side er rødglødende, og folk spekulerer over, hvem vi skal møde i Conference League i Europa næste sæson. For de er også glade, og vi hungrer også efter at få flere mennesker på stadion. Det hjælper alt det her også til,” tilføjer han.

Peter Lassen har som nævnt været med til at drive Hvidovre IF i omkring 15 år, og den 55-årige københavner kan sagtens forestille sig at fortsætte i mange år endnu.  

”Hvis jeg ikke lavede det her, ville jeg gerne være ejendomsmægler, men hvis der ikke kommer en mægler og tilbyder mig en kæmpe løn, så bliver jeg nok her altid. Vi har det godt. Jeg styrer selv min hverdag. Der er ikke nogen, der stiller spørgsmålstegn ved min tid og måde at gribe det an på. Klubben er som et ekstra barn, og det har også kostet mig et par skilsmisser. Jeg har ikke nogen kæreste og kan nok ikke have det, for jeg er så meget involveret i klubben. Jeg er med på alle udebaneture og sidder i bussen. Det betyder alt for mig, for Hvidovre er en stor del af mit liv,” siger han.

Martin Davidsen

Martin Davidsen

Fodboldjournalist med særligt fokus på dansk fodbold. Har talt og skrevet om fodbold gennem mere end 10 år for forskellige medier som bl.a. Tipsbladet, Jyllands-Posten, Information og Mediano. Desuden dansk korrespondent for det tyske medie Kicker og forfatter til fire bøger om fodbold.