Midtbanekrigeren Spelmann er vendt hjem til et nyt liv: Mit fodboldliv har en udløbsdato

AF MARTIN DAVIDSEN

Efter mere end ti år i forskellige klubber i ind- og udland er Martin Spelmann vendt hjem til Vestegnen og Hvidovre IF, hvor han skal bidrage med sit løbepensum og sin erfaring på banen. Uden for banen er han samtidig begyndt på et nyt liv, der både minder om og er helt anderledes end fodboldverdenen.

Det er efterhånden 15 år siden, at Martin Spelmann i en alder af 19 år kom på banen til sin første Superliga-kamp. Dengang spillede han for Brøndby og blev sendt på banen af cheftræner Michael Laudrup, og siden da er der sket meget i midtbanemandens karriere.

Han har været forbi adskillige forskellige klubber i ind- og udland, men nu er han tilbage, hvor det hele startede. Denne sommer er han således flyttet tilbage til Vestegnen og tørner nu ud for Hvidovre IF i NordicBet Ligaen få kilometer fra sit barndomshjem i Rosenhøj.

”Det betyder noget for mig. Det er Hvidovre; det er her, jeg er vokset op. Jeg kender ekstremt mange mennesker her. Det er barndomsbyen, og den vil altid betyde noget helt specielt. Det er dejligt at være hjemme igen,” siger Martin Spelmann.

Midtbanemandens karriere har budt på en del sceneskifte; fra Brøndby til Horsens, videre til OB, af sted til Genclerbirligi i Tyrkiet, hjem igen til AGF, nye eventyr i Strømsgodset i Norge og seneste Mjällby i Sverige. Også derfor har det været godt for Spelmann at vende komme helt hjem efter mange år som fodboldnomade.

https://youtu.be/l-jnfGcYLms

”Det er godt og dejligt. Nu har man været ude i så mange år, hvor man ikke har været hjemme blandt familie og bekendte. Jeg har haft en masse gode oplevelser på vejen, men det er rart at være hjemme – også når man har børn, der kan være tæt på bedsteforældre og så videre. Overordnet er vi rigtig glade for at komme hjem igen,” siger Martin Spelmann, der havde flere grunde til at vælge Hvidovre, da han denne sommer skulle beslutte, hvor fodboldfremtiden skulle ligge.

”For det første ville jeg gerne hjemad; det behøvede ikke lige at være byen Hvidovre, jeg skulle slå mig ned i, men jeg er glad for, at jeg kunne komme tæt på alt det, jeg kender. I forhold til fodbolddelen var det projektet, der tiltalte mig. Jeg havde mulighed for at træne med holdet i tre måneder, inden jeg skrev under på kontrakten, og Hvidovres projekt og mulighederne her passede perfekt. Derfor var det en no-brainer, da vi blev enige om at lave en aftale,” siger Martin Spelmann.

Han føler, at han passer godt til projektet i Hvidovre, hvor han kan bidrage med sin erfaring.

”Der ligger nogle muligheder i at være med til at bygge en stærk klub og en stærk kultur i Hvidovre. Vi vil have klubben op i den sjove ende af tabellen, og jeg kan være med omkring de unge og deres videre færd. Jeg kan bidrage med min erfaring og komme med nogle råd og vise, hvad jeg står for. Jeg kunne også have valgt en mere sammentømret klub, hvor der var større navne og så videre, men der ville jeg måske ikke kunne bidrage med lige så meget. Jeg er nået til et sted i min karriere, hvor mit fodboldliv har en udløbsdato, og jeg vil også gerne give noget videre i en mindre klub og på den måde være med til noget stort. Jeg følte, at der var gode muligheder for det i Hvidovre,” siger Martin Spelmann.

Han lægger ikke skjul på, at der er sket meget, siden han som helt ung forlod Vestegnen, men alligevel betoner han, at han på mange måder er den samme fodboldspiller. 

”Der er mange års forskel, men ellers har jeg ikke ændret mig meget. Mange af de dyder, jeg blev opdraget med, har jeg taget med mig videre. Jeg kunne ikke tage to med en badebold dengang, men jeg kunne løbe solen sort. Nu kan jeg tage lidt flere jongleringer, men det har aldrig været min spillestil. Jeg er altid blevet opdraget med, at uanset hvordan det går, kan man altid løbe og kæmpe. Den opvækst fik jeg også i Brøndby, da jeg rykkede dertil. Det har handlet om at gå fra kamp til spil, og de ting har egentlig ikke ændret sig. Jeg har fået nogle år på banen, men ellers er der ikke sket de store ændringer i min spillestil. Jeg er blevet ældre, klogere og mere erfaren,” siger Martin Spelmann, der med egne ord tog af sted til Horsens som en stor dreng og er kommet hjem som voksen.

”Jeg var en drengerøv, da jeg tog af sted i 2008. Da blev man meget hurtigt voksen. Jeg kom til en helt anden verden, for det er bare en anden by, Horsens. De er mere nede på jorden, og det skulle jeg også vænne mig til. Det var kun sundt. Jeg blev voksen meget hurtigt. Jeg rejste godt nok ikke til den anden side af jorden, men da jeg var yngre, kunne det godt virke sådan. Jeg er nok blevet mere moden med alderen,” siger Martin Spelmann.

Det med modenheden kommer også til udtryk i de rammer, som vi møder Martin Spelmann i. Han sidder iført pæn, lyseblå skjorte hos ejendomsmæglerfirmaet Nybolig i Hvidovre, hvor han er ansat som ejendomsmægler ved siden af fodbolden.

”Der kommer også et liv efter fodbold. Det skal man erkende. Jeg havde en fantastisk mulighed for at starte her hos ejendomsmægler hos Nybolig, der er sponsor i Hvidovre IF. Jeg fik chancen for at komme til jobsamtale her, og det var et job, jeg godt kunne se mig selv i. Det minder på nogen måder om det, jeg har lavet hele livet. Hvis man knokler og gør et godt stykke arbejde, bliver man også belønnet med tiden. Det er lidt det samme i fodbold; hvis man gør det godt og score nogle mål, kommer der en ny kontrakt. Det er det samme her; jo mere jeg knokler og får solgt, desto bedre ser det ud for mig. Den gulerod tiltaler mig. Det er ekstremt spændende erhverv,” siger Martin Spelmann, der i jobbet som ejendomsmægler er en helt anden person end den midtbanekriger, vi kender fra hårde tacklinger og attitude på fodboldbanen.

”Sådan er jeg jo heller ikke, når jeg er ude at handle og bliver sprunget over i køen. Der er to sider af mig, og jeg er en anden, når jeg træder ind over stregen. Der er et andet liv uden for banen, hvor jeg er familiefar til tre dejlige børn. Der bliver ikke lavet to-fod-stacklinger hjemme i stuen, men der er mange, der tænker sådan om mig, fordi de har set mig i fjernsynet. Det er sjældent, at jeg er sådan uden for kridtstregerne – heldigvis,” siger 34-årige Martin Spelmann.

Selvom der er gået 15 år, siden han første gang spillede en fodboldkamp på øverste niveau, er han endnu ikke mæt af fodbold. Han har underskrevet en to-årig kontrakt, og selvom han også har et andet arbejdet at passe nu, er han stadig fyldt med energi og lyst til at gøre en forskel for Hvidovre IF i NordicBet Ligaen.

”Jeg er med så længe det giver mening for begge parter. Jeg kan ikke blive ved med at drible rundt på en fodboldbane for evigt – slet ikke hvis vi når vores mål om at komme op i den sjovere del af dansk fodbold. Hvis det lykkes, vil der nok komme folk, der vil prøve at overhale mig. Samtidig har jeg et job ved siden af, så der er nogle timer, der skal jongleres. I første omgang har jeg en 2-årig kontrakt. Hvad der sker derefter, spekulerer jeg ikke på, for lige nu nyder jeg at spille fodbold igen, og jeg nyder tilværelsen,” siger Martin Spelmann.

Martin Davidsen

Martin Davidsen

Fodboldjournalist med særligt fokus på dansk fodbold. Har talt og skrevet om fodbold gennem mere end 10 år for forskellige medier som bl.a. Tipsbladet, Jyllands-Posten, Information og Mediano. Desuden dansk korrespondent for det tyske medie Kicker og forfatter til fire bøger om fodbold.