Lyngby-back med legendestatus: Det er mit andet hjem

AF MARTIN DAVIDSEN

Efter snart 10 år i Lyngby Boldklub er Lasse Fosgaard ved at udvikle sig til en sand klublegende. I dette interview taler han om den lange rejse i klubben, der har oplevet flere op- og nedture end de fleste og om at føle sig hjemme.

Til nytår kan Lasse Fosgaard fejre et særligt jubilæum. Til den tid er det således 10 år siden, at han skiftede fra Brønshøj Boldklub til Lyngby Boldklub, og siden da har han været en fast del af klubben.

Det gør ham til en sjælden fugl i dansk og international fodbold, hvor der gennem en årrække har været godt gang i svingdørene på stort set alle niveauer. Selvom klubber prædiker kontinuitet, skiftes der flittigt ud i spillertrupperne, og blandt fodboldspillere er der en konstant ambition om at nå et højere niveau og en bedre kontrakt i en ny klub.

Men Lasse Fosgaard har altså snart været i Lyngby i 10 år, og den 35-årige back har udviklet et nært forhold til klubben.

”Tiden er fløjet af sted, og det er lidt vildt. De fleste spillere i 1. division og Superligaen har nok en drøm om at komme til udlandet, og det har jeg også haft på et tidspunkt. Men der kommer et punkt, hvor det også er fedt at have været samme sted i så lang tid og kunne se på listen over flest kampe i klubben og så sigte efter at komme i Top 10. Men det har også noget at gøre med, at jeg har haft det godt her. Der har været andre gange, hvor der har været muligheder for at komme andre steder hen, men det har ikke været noget, som var nok til at lokke mig væk fra Lyngby,” siger Lasse Fosgaard.

Med 272 førsteholdskampe ligger han aktuelt nummer 13 på listen over spillere med flest kampe i Lyngby-trøjen, og han tøver ikke med at kalde klubben sit andet hjem.

”Jeg er stolt over at have været her længe, for der er stor udskiftning i fodboldklubber, og hvis man ikke spiller godt eller har vist sin værdi op til kontraktudløb, er det typisk nemt at hoppe videre. Det fortæller også, at jeg har haft en værdi for holdet både på og uden for banen. Det er vildt, så mange gode mennesker, der er herude; både blandt holdkammerater, i stablen og på kontoret. Det er et andet hjem for mig. Jeg har været længere her, end jeg har været i nogen bolig, så det er lidt unikt – specielt i nutidens fodbold,” siger Lasse Fosgaard, der som barn spillede i Rødovre, men i dag kalder Lyngby for sin hjerteklub.

”Det er noget specielt for mig – ikke kun på grund af det fodboldmæssige, men også når man tænker på, at jeg har valgt at bruge 10 år af mit arbejdsliv her. Derfor har klubben også en speciel plads hos mig, men jeg kommer nok ikke til at mærke, hvor meget det betyder for mig, før jeg stopper og ikke skal være herude hele tiden,” siger Lasse Fosgaard.

Den særlige Lyngby-ånd

Gennem de snart ti år i klubben har han både været med til oprykninger, nedrykninger, europæiske kampe, en nærkonkurs og meget andet. Det har derfor sjældent været kedeligt at være en del af den traditionsrige klub, der har fejret 100-års-jubilæum her i 2021.

”Det er en rutsjebane at være i Lyngby Boldklub – både fodboldmæssigt og i forhold til det, der sker uden for banen. I Lyngby er det ofte enten/eller. Det er hele tiden op og ned. Derfor har det også været turbulent, og der har været perioder, hvor man har haft lyst til at skride fra det hele, fordi det har været det nemmeste. Men der er så mange gode mennesker omkring klubben, der gør alt, hvad de kan for at hjælpe,” siger Lasse Fosgaard, der nu ser fremgang i klubben på flere niveauer. 

”Nu prioriterer klubben kontinuitet, og det at have en klar plan for, hvad der skal ske rent strategisk i forhold til, hvordan vi skal køre rundt som fodboldklub. Tidligere har man nok kørt tingene meget kortsigtet og forsøgt at lappe huller. Denne gang virker det til, at der kigges mere fremad, og det gør også, at der er mere ro på banen og i omklædningsrummet,” siger Fosgaard, der fremhæver, at der i Lyngby er et særligt bånd mellem medarbejderne rundt omkring i klubben.

”Jeg har haft et godt forhold til alle de trænere, jeg har haft i klubben. De har været meget forskellige, men det har været specielt at sige farvel til trænere, der har stået med tårer i øjnene foran spillertruppen, når de er blevet fyret. Det er vanvittigt hårdt, for man ser hinanden seks gange om ugen, og man får et forhold på godt og ondt. Vi ved alle, hvad det kan betyde at miste et job og måske skal flytte familien igen. Når man knytter sig så meget til folk, som man gør her i klubben og kommer så tæt på hinanden på kryds og tværs, er det ekstra hårdt, når vi skal se nogen gå. Det har vi både oplevet med trænere og med folk fra kontoret, når der har været nedskæringer i forbindelse med nedrykninger. Det giver også et ekstra pres, når man spiller, for fodboldbranchen kan være kold, men vi prøver at være så varme som muligt her i klubben,” siger Lasse Fosgaard.

Når Lasse Fosgaard og andre folk med stor historik i klubben taler om Lyngby Boldklub, taler de ofte om en særlig Lyngby-ånd, der er med til at gøre klubben speciel. Hvad går det ud på?

”Der er flere ting i det. Folk forventer altid, at Lyngby-spillere kæmper til blodet sprøjter. Der er også noget underdog i det. Vi ved godt, at vi er omkring det 12.-14.bedste hold i Danmark, så vi ligger og bølger frem og tilbage. Når man gør det, kan man ikke tiltrække spillere på samme måder som andre klubber. Derfor er der andre ting, der må have betydning. Det handler om et godt sammenhold og en fællesskabsfølelse, hvor der ikke er noget hierarki på holdet eller i administrationen,” siger Lasse Fosgaard.

Trods snart 10 år i klubben, har Lasse Fosgaard svært ved at forestille sig at spille i en anden klub end Lyngby BK (Billede: Lyngby Boldklub)

”Jeg tror ikke, at man finder lignende klubber i toppen af dansk fodbold, hvor man hygger sig lige så godt sammen, som vi gør her. Det er unikt, at vi har omklædningsrum, administration, ledelse og trænerrum i samme lille bygning. Vi ser hinanden hele tiden, vi går og joker og har det sjovt sammen. Det handler om sammenhold og den figtherånd, hvor man en gang imellem skal kæmpe mod alle odds og give alt, hvad man har for klubben og holdet,” siger han.

Som 35-årig nærmer Lasse Fosgaard sig karriernes efterår, og selvom han nu er blandt de ældste spillere i NordicBet Liga, går han ikke med tanker om at lægge støvlerne på hylden.

”Kroppen har det faktisk super godt. På de fysiske tal rammer jeg det samme som for fem år siden. Jeg skal ikke bæres i seng eller hjælpes ud om morgenen, og så længe, det er sådan, kan jeg nok ikke sætte en slut-dato på karrieren. Men jeg kigger ikke længere frem end nogle måneder ad gangen, så det er svært at sige. Jeg elsker at spille fodbold så meget, at jeg tror næsten, at jeg skal hives ud af banen, når jeg engang skal stoppe. Jeg vil faktisk have det fint med, at andre skulle tage beslutningen om at stoppe for mig, for jeg elsker at spille lige så meget, som jeg gjorde, da jeg var dreng,” siger Fosgaard, der aktuelt har kontraktudløb i sommeren 2022 og næppe kommer til at forlade Lyngby Boldklub for at spille i en anden klub.

”Det har jeg svært ved at forestille mig. Jeg kan selvfølgelig ikke afvise det helt, for der er mange ting, der skal passe sammen i forhold til familie og det studie, som jeg er i gang med og et kommende arbejdsliv. Men jeg har svært ved at se mig selv spille på et højt niveau i en anden klub end Lyngby Boldklub. Så skulle det være for at trappe ned,” siger han.

Martin Davidsen

Martin Davidsen

Fodboldjournalist med særligt fokus på dansk fodbold. Har talt og skrevet om fodbold gennem mere end 10 år for forskellige medier som bl.a. Tipsbladet, Jyllands-Posten, Information og Mediano. Desuden dansk korrespondent for det tyske medie Kicker og forfatter til fire bøger om fodbold.