Joakim Mattsson: Vi kan sagtens slå Esbjerg

Thisted har blot fået et point ud af forårets to første kampe. Alligevel er cheftræner Joakim Mattsson fuld af fortrøstning forud for mødet med Esbjerg, der er pisket til tre point, men som, ifølge Mattsson, sagtens kan få problemer med Thisteds ‘lave udtryk’ og ‘aggressive pres’.

Af Jakob Genz

Man siger, at tabellen aldrig lyver. Og det er da også et indiskutabelt faktum, at Thisted, trods blot et enkelt point i forårets to første kampe, fortsat er nummer to i NordicBet LIGAen. Nøjagtig, som klubben var det for to uger siden, hvor landets næstbedste fodboldrække endnu ikke havde taget hul på forårssæsonen.

Men spørger man Thisteds cheftræner, Joakim Mattsson, så er virkeligheden alligevel lidt en anden end den som pointene i tabellen portrætterer.

For selvom den 48-årige svensker glæder sig over, at andenpladsen stadig er Thisteds, trods det, at klubben blot har produceret et ud af i alt seks mulige point, så føler Joakim Mattsson, at Thisted har fortjent mere end hvad holdet har fået:

“Ser jeg tilbage på de to første kampe, så har vi været rigtig godt med i dem begge. Vi fik en rigtig god start på foråret mod Vejle, der bestemt ikke er det letteste sted, at spille i NordicBet LIGAen. Alligevel får vi et point. Men med lidt mere held, så havde vi også fået alle tre point.”

“Den seneste udekamp mod HB Køge er en anden historie. Til forskel for Vejle-kampen, så så det skidt ud rent defensivt i første halvleg. Men det får vi rettet op på i pausen og i anden halvleg kommer vi ikke bare tilbage og får udlignet til 2-2, vi burde også have vundet kampen.”

Men sådan gik det ikke. For et kvarters tid før slutfløjt sendte hjemmeholdets Kristian Andersen et skud afsted, der efterfølgende blev rettet af og som derfor ‘lidt heldigt’ havnede i Thisteds netmasker:

“Så jo, vi er da trætte af, at vi i det mindste ikke fik ét point med os hjem fra Køge.”

Det lave udtryk

Men selvom Joakim Mattsson – her på bagkant af forårets indledende kampe og på tærsklen til mødet med Esbjerg på søndag – føler, at der er et halvdårligt match mellem den virkelighed, som tabellen illustrerer og så den virkelighed, der i de seneste par uger har foldet sig ud i kampene mod Vejle og HB Køge, så er Thisteds cheftræner hverken bitter eller noget, der minder om det.

For det første fordi Thisted, som nævnt, fortsat er nummer to i NordicBet LIGAen, men også fordi Joakim Mattsson har mere travlt med at fokusere på det, som Thisted investerer i kampene end hvad der lige nødvendigvis kommer ud af dem:

“Det lyder måske lidt underligt, men tabellen fylder ikke det store for os. Det er det, som vi putter i kampene, som vi i sidste ende måler os på og som derfor betyder noget for os.”

Derfor ser Joakim Mattsson da også frem mod Thisteds kommende kamp mod Esbjerg fuld af fortrøstning. For der er især to ting fra forårets to første kampe, der – hvis de bliver investeret på den rette måde – kan overføres til kampen mod Esbjerg, så denne ender med tre point til Thisted:

“Mod Vejle så vi rigtig gode ud vores lave udtryk, altså i defensiven. Vi stod rigtig godt på banen og gjorde det dermed ikke bare svært for modstanderen, vi formåede også at finde hvile og skabe kræfter, mens vi stod der.”

“Og det skal vi tage med os ind på banen mod Esbjerg på søndag,” understreger Joakim Mattsson, der dog skynder sig videre til dele af kampen mod HB Køge, som helst ikke skal reproduceres i det kommende møde med Superliga-nedrykkerne:

“Mod HB Køge blev vi tit og ofte for febrilske, både med og uden bold, og det blev vi straffet for. Vi glemte aftalerne i vores struktur og det må vi ikke gøre mod Esbjerg på søndag.”

Her skal Thisted, ifølge Joakim Mattsson, i stedet forsøge at finde balancepunktet mellem det at stå komfortabelt i defensiven, samtidig med, at holdets aggressive mand-mand-pres på kryds og tværs af banen aktiveres uden at det bliver for febrilsk.

Esbjerg under pres

Men en ting er, hvad Thisted ønsker at investere i mødet med Esbjerg, der i skrivende stund er på fjerdepladsen i NordicBet LIGAen med 34 point på kontoen. Noget andet er, hvad der venter Thisted, der på bagkant af nederlaget i Køge nu er fire point fra Vejle, som topper tabellen med 40 point for 21 kampe.

For hvordan vil Esbjerg, der på ingen måde har lagt skjul på, at målet i denne sæson er en tilbagevenden til Superligaen, rejse sig på bagkant af det markante nederlag, som holdet i sidste weekend, hjemme på Blue Water Arena, indkasserede mod FC Fredericia?

“Det bliver spændende at se, hvad Esbjerg har tænkt sig at komme med. Der er ingen tvivl om, at jeg hellere ville møde et Esbjerg-hold, der havde slået Fredericia komfortabelt. For så havde de måske taget lidt lettere på tingene. I stedet tror jeg vi skal forberede os på, at Esbjerg kommer med alt, hvad de har.”

“Omvendt, så tror jeg, at det kan blive en fordel for os, at Esbjerg simpelthen bare SKAL vinde kampen. For hvis de ikke gør det, så ser det svært ud for dem.”

“Så hvis vi formår, at finde balancen mellem vores lave udtryk og vores aggressive pres, så kan vi godt ende med at stikke så meget til Esbjerg, at de ender med at tabe til os,” slutter Joakim Mattsson.

Kampen mellem Thisted og Esbjerg fløjtes i gang på søndag klokken 13.45.