Zanka og Fenerbahce…

et eksempel på at fodbold har rod i værdierne


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Man skal ikke blande fodbold og politik, siger man. Det er sådan et (ned)slidt marketingsmantra, der har været flittigt brugt i årenes løb, men er helt indlysende en i bedste fald naiv maske at tage på, når en kommerciel aftale med flossede etiske kanter skulle sælges til den brede offentlighed. Eller skal. Tankesættet lever stadig i bedste velgående. Som når Rusland eller Qatar skal afholde VM trods de valg af mange årsager og processen i valgprocessen er så betændt, at det flyder, men pyt pyt. Her blander vi ikke fodbold og politik.

Det kunne også være diverse Golf-ejede fodboldklubber, der primært må ses som reklamefremstød. En tanke kunne være Paris SG. Bare en tanke, mere er det jo ikke, fordi politik og fodbold har jo intet med hinanden at gøre. Med løg på.

Hvad med Barcelonas forvandling fra reklameløst og frit bryst til Qatar Airways. Og Barcelona i det hele taget som PR-mæssig bastion for Catalonien.

Især i engelske medier har der i de seneste uger været stort fokus på racistiske tilråb. Både på engelske stadions, men især efter episoden i Sofia, hvor de mørke engelske landsholdsspillere blev mødt med racismens grimme ansigt i landskampen mod Bulgarien. Det fik UEFA og den engelske presse i sving. UEFA nok mest, fordi de dårligt kan sidde på deres flade med tanke for respect-kampagnerne, men hey var der ikke noget med, at Danmark og Patrick Mtiliga i oktober 2012. Jeg husker, at DBU’s daværende kommunikationschef Lars Berendt var ret hurtig på knapperne til at reagere og tage affære, men burde de rød-hvide faktisk have forladt banen i protest? FIFA straffede efterfølgende Bulgarien med udelukkelse af fans, men vi kan med Englands kamp forleden konstatere, at problemet stadig lever. Og at der ikke for alvor er gjort noget ved det. Måske fordi en større indsats ville påpege et bredere og mere generelt problem end et ’enkeltstående’ tilfælde i Sofia. Og generelle problemer er bad for business.

Helt grundfilosofisk er der politik i alt, hvad vi foretager os. Vælger du den økologiske eller low budget private label-mælken i supermarkedet?

Det samme gælder for fodboldspillere. Selv om de ifølge dem selv (og klubbens presseinstrukser) aldrig har en mening om noget eller hører buhråb på stadion. Det er sjældent, man hører en aktiv fodboldspiller have en holdning med kant. At tale og mene noget som et menneske.

En af undtagelserne er Mathias Zanka Jørgensen. Zanka har alle dage været åbenmundet, bramfri og med sine meningers mod. I FCK-tiden gav det ham ikke mange venner udenfor hovedstaden, men man må give forsvarsspilleren, at han stod på mål for sin trøje, sin arbejdsgiver og FCK’s fans med fremskudt bryst. Han har brandet sig som typen, der ikke finder sig i noget. Han må også have luftet sin mening i Huddersfield, for pludselig meldte klubben ud, at han ikke længere ville være at finde på klubbens førstehold. Meningernes mod igen.


Læs også: GIV HAREIDE DE KLAPSALVER HAN FORTJENER


Så hvad gør han nu?

Danskerens tyrkiske klub Fenerbahce mødte 20. oktober Denizlispor på udebane fem dage før Tyrkiets præsident, Erdogan, skal besøge klubben og derfor skal spillerne bære en opvarmningstrøje med et tryk af en soldat, der gør honnør med ordene:

”Fædrelandet er jer taknemmelig. En støtte til militæret. Og en støtte til Erdogan.”

Efterfølgende har kritik og forsvar af Zanka raset frem og tilbage på sociale medier og medier. Havde han et valg, eller er han et offer og reklamesøjle under tvang?

Jeg er sikker på, at Zanka er godt lønnet i den tyrkiske storklub. De har ry for at være generøse, og millioner kan få selv den mest stædige taler til at være stille og sætte kikkerten for den blinde bankkonto. Men hvis ’Zanka’ tænkte noget i retning af ’pis’ eller lignende, da han så den trøje, så forstår jeg ham.

Vi har endnu til gode at høre Zankas forklaring, jeg er ikke sikker på, at der kommer en i hans aktive tid i Tyrkiet, men han ved, at det ham mere end en sten i skoen. Står han ved sine meninger om løst og fast eller tier han stille, fordi han ved, at i dette tilfælde er tavshed lig med guld hver måned?

Det er klart, at havde Zanka nægtet at tage trøjen på, smidt den på jorden eller på anden måde sagt direkte fra, så havde han i bedste fald siddet på det første fly hjem til København som arbejdsløs.

Havde det været det værd? Zanka er nødt til at træffe et valg. Siger han ingenting, så har han valgt pengene og dermed en stiltiende accept, at hyldesttrøjen. Siger han noget, så mister han formentlig pengene, men vinder så meget andet.


Læs også: DANSKERKLUB PÅ KURS MOD NEDRYKNING


Det er nemt at være hellig på andres vegne, men episoden kommer til at forfølge landsholdsspilleren. Det har han ikke selv valgt; Fenerbahce blev i det øjeblik skueplads for global storpolitik, og den strøm har en enkelt fodboldspiller svært ved at svømme fri af i en sådan situation. Alligevel bliver han nødt til på et tidspunkt at forholde sig offentligt til episoden. Om det så blot vil være kronisk at gentage ’ingen kommentar’ evt. med et lettere ironisk smil. Og så vil vi alle vide, hvad han egentlig mener og forstå, at han bare ikke kan sige noget på grund af arbejdet. Pengene.

De penge som er Gud i sporten, og gør, at fodbold har rod i værdierne. Sporten og politik blandes – naturligvis – i et væk, men det er comme il faut og pengegivende at lade som om, de ikke gør.

Ingen misunder Zanka den kattepine, som han er havnet i, og det bliver interessant, om han vælger tavsheden, ingen kommentar eller at blive sat på transferlisten til januar.

Det er ren politik.