Vi skal tro på spændingen i Superligaen


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Hvad nu hvis Superligaen pludselig bliver spændende?

What if-tankegangen er altid fascinerende. Superligatrænere tager som bekendt altid en kamp ad gangen og alt det der jazz, men hvad nu hvis.

I sidste uge handlede denne klumme om vigtigheden for Brøndby af kampene frem til næste landskampsrunde, og det er oplagt at blive lidt i samme spor.

Fordi hvad nu hvis mesterskabsduellen udvides til at blive til et væddeløb for tre heste?

Sæsonen var ikke mange runder gammel, før der blev sukket vidt og bredt over FCK’s dominans. Så snublede løverne og FCK indhentede og overhalede dem med Rangers/Celtic-tilstande som den oplagte fortolkning af den udvikling.

Men kan der være et bredere spændingsfelt så at sige i vente? AGF kunne så småt have meldt sig ind i jagten, havde de ikke trukket bundproppen mod Silkeborg, men kampkalenderen taler for, at Brøndby vinder yderligere terræn.

Mens Brøndby møder Randers, Silkeborg og Esbjerg, så skal FCK en tur til Aarhus denne runde efter en lang tur til Ukraine og frem mod næste landskampspause tager de også livtag med FCM. FCM har for deres part en tur til Aalborg i den periode.

Og lad os så alligevel smide AGF med i regnestykket, da de med kampe mod FCK, FCN og Sønderjyske sådan set selv kan afgøre om de skal være et af de hold, der haler ind og bidrager til om, spændingen øges de kommende uger.

Er det realistisk, at Brøndby æder ind på FCM og FCK’s duopol de kommende uger? Ja da. FCM er som altid bundhamrende solide, men de splitter ikke modstanderen ad. FCK er ramt af et tæt og tungt program, og er på den måde offer for egen succes og en kollektiv modvilje fra flere aktører mod at lette på løvernes program. Samt holdets besynderlige modvilje til at få sat Nicklas Bendtner i scene med kvalificerede indlæg til bagerste stolpe. Det synes oplagt, men den del er ikke for alvor kodet ind i FCK’s GPS på banen endnu, og derfor står og falder FCK’s præstationer i den offensive afdeling med Santos. Og kun Santos.

Og derefter er der stadig interne opgør i vente mellem Brøndby, FCK, FCM og AGF før vinterpausen kalder.

OB og AaB burde på papiret være hold i dette spekulative regnestykke, men de leder stadig. AGF har redskaberne til at blande sig langt fremme, men skal finde ud af at forvalte dem.

Superligaen får ofte på ørerne for ikke at være spændende nok. Og en liga med 14 hold er en katastrofe forstår man. En ren dræber for underholdningen. Det var 12 holds-ligaen også, men det har alle glemt og glæder sig lykkeligt til efter sommerferien, hvor Superligaen med 12 hold igen bliver en af Europas mindste.

Spænding skal ikke måles fra kamp til kamp. Det perspektiv er for trænere.  Ligaens mulighed for spænding skal ses i et anderledes bredere perspektiv, hvor man anerkender, man ikke kender facit på forhånd, men lever med at det kan blive spændende. 12-holdsligaens procentuelle store risiko for nedrykning vil netop motivere holdene til at spille fysisk, sikkert og kedeligt og uden spænding.

Fodbold lever af de uventede øjeblikke. De momenter der bliver til fodboldhistorie med et ’kan du huske dengang i den og den sæson’.

Vi kender ikke sæsonens videre udfald endnu. Måske er FCK og FCM milevidt foran alle andre, når nytårsklokkerne lyder. Ingen ved det, men what if.

Ja, hvis nu, så har vi et væddeløb for tre heste. Eller fire, AGF?