Uddrag fra Fodboldholdet: 4-4-2

To af NordicBets skribenter, Bo Kampmann Walther og Jakob Genz, har udgivet bogen ‘Fodboldholdet – et taktisk blik på moderne, international fodbold’ i samarbejde med forlaget Hovedland.

Vi bringer her et uddrag fra kapitlet ‘Tal og formationer’. I dette uddrag kigger vi nærmere på formationen og tallene bag 4-4-2.

Af Bo Kampmann Walther og Jakob Genz

Vi vil nu introducere og forklare tre fodboldformationer. Grunden til vi gør det på dette tidlige tidspunkt i bogen skyldes to ting: For det første, fordi vi på den måde får et skelet, en slags grundstruktur for fodbold – eller tre af dem – som vi siden kan referere tilbage til. For det andet, fordi det karakteristiske for de tre systemer, vi skal se nærmere på, nemlig 4-3-3, 4-4-2 og 3-4-3, er, at de netop er grundformer.

De tre systemer er, kan man hævde, den moderne fodbolds nødvendige mulighedsbetingelser, og sagt med en vis historisk flothed så begyndte det alt sammen med Brasiliens 4-2-4 i 1958. Bortset fra et par perifere talkombinationer kan alle andre formationer udledes af de tre. Bag den meget udbredte 4-2-3-1 ligger således 4-3-3. »Diamanten« 4-1-2-1-2 er en variation af 4-4-2. 3-5-2, som benyttes af flere italienske hold, kan udledes af 3-4-3. Og så fremdeles.

Selv eksotiske formationer som Luciano Spallettis 4-6-0 og Carlo Ancelottis »juletræ« 4-3-2-1 er slet ikke så mystiske, når man opdager, at de begge har 4-3-3 som grundform.

Lad os komme i gang med at være nørdede.

4-4-2

Udviklingen af det klassiske 4-4-2-system er et godt eksempel på professionaliseringen af midtbanens rolle i fodbold. Det er nemlig to af de fire angribere i Brasiliens og Ungarns berømte 4-2-4 fra 1950’erne – som regnes for det første moderne system i fodboldens lange historie – som nu falder ned på midten og dermed indvarsler tovejsspillet: den flydende transformation fra forsvar til angreb og det stigende behov for højt genpres.

4-4-2 er den klassiske, engelske opsætning. Den kan være spansk/italiensk inspireret, bredere og mere diamantformet, eller den kan være fladere i designet, hvor de fire midtbanespillere mere eller mindre opererer på en lang linje.

Fodboldtaktik er en kompliceret størrelse, og kigger man rundt på nettet, hvor det vrimler med blogs, fora og wikis, vil man snildt kunne tælle op mod et halvt hundrede forskellige formationer. En tommelfingerregel, som er meget god at have med, næste gang der skal udveksles ekspertviden foran fjernsynet eller på stadion, er dog, at den diamantformede, elastiske 4-4-2-version har mere til fælles med moderne 4-3-3-systemer (og 3-4-3), som man typisk ser i Spanien og Portugal (og som blev importeret fra Holland), mens den fladere, linjebaserede 4-4-2 til gengæld lever videre i den Egil »Drillo« Olsen-inspirerede 4-5-1 og 4-1-4-1, som man ser hos engelske klubber som Chelsea, Arsenal og Newcastle.

Englænderne har to ord for de to variationsmuligheder, som er ganske illustrative. Den første kalder de »widening«, altså en slags udvidelse. Individualisterne trives bedre her, dem, der kan deres fluidificanti, mestrer de flydende relationer, fra spilstation til spilstation, fra Clarence Seedorf over David Silva til Thomas Müller, og de hører mere naturligt hjemme i noget, der smager af 4-3-3. Den sidste benævnes »bolstering«, forstærkning, polstring. Spillet snævres ind, fortættes, tyknes. De stærke, fysiske spillere føler sig hjemme her; de er ikke så initiativrige på egen hånd og forleder sig på makkeren ved siden af. Den hårdtarbejdende 8’er fødes ud af dette system.

Tricket i 4-4-2, sådan som italienerne tog den til sig i 80’erne, og sådan som engelske klubber stadig har den i baghovedet, er det totale »partnerskab« overalt på banen. I diamantudgaven, som noteres 4-1-2-1-2, »linker« den defensive midtbanespiller, som samtidig kan være en dyb playmaker, med den forreste, chanceskabende og offensive 10’er. I det centrale forsvar er det ligeledes 2 x 2, to centrale defensiver og to fullbacks, som løber med frem. I angrebet er der også flere muligheder for pairing, som briterne siger. En decideret boksspiller, den store og stærke, holder i bolden og venter på sin vævre og løbestærke makker, som kommer stormende fra en position dybere i banen. Tænk på samspillet mellem Andy Carroll og Jermain Defoe eller den nu historiske duo Ruud van Nistelrooy og Raúl González. Et kuriøst eksempel er den tårnhøje Jan Koller (2.02 m.), alle tiders topscorer for det tjekkiske landshold, som man tit kunne se beskytte bolden præcist så længe alene i angrebet, mens de forreste holdkammerater løb i position. På samme måde er de to 8’ere i midten af banen bindeleddet mellem den dybe og høje playmaker (italienerne vil sige henholdsvis registaen og dirigistaen) og deltager desuden i zoneopdækningen af modstanderens offensiver.

En af grundene til, at man ikke ser den oprindelige 4-4-2-model så meget mere, er den gradvise udfasning af den traditionelle winger, altså 11’eren (og til dels 7’eren).

I de seneste 10-15 år er der nemlig sket noget meget vigtigt. Den traditionelle linje-til-baglinje-spiller, som i sagens natur løber meget retvendt og gerne helt ned til hjørneflaget, er konverteret, altså omskolet, til en mere central og dynamisk spillertype. Desuden er han »inverteret«, forstået på den måde, at han spiller på den »forkerte« fløj (så en venstrebenet spiller på højre fløj naturligt vil trække ind i banen for at få pasnings- eller skudmuligheder med sit stærke ben, og vice versa). Dermed får man de spillerfunktioner, man i vore dage vil kalde »falske« positioner. Og de har dynamiske opgaver: Den falske 11’er trækker fra pladsen i det høje hjørne af banen i stedet indad, rundt om og ind imellem modstanderens forsvarskæder. Den falske 10’er flytter sig fra sit klassiske udgangspunkt 2-3 meter til venstre eller højre for midten, lige dér, hvor grønsværens sidste, offensive tredjedel er markeret, ligeså mere ind mod midten. Den sidste bliver til den »moderne 7’er«, nu en kombination af hængende angriber (secunda punta) og ekstra playmaker (trequartista).

Dén udvikling har i stedet givet plads til to variationer, som man kan observere i stigende grad blandt Europas ypperste klubber, nemlig 4-1-2-1-2 (eller 4-1-3-2) og i sjældnere grad 4-2-2-2 (»magic boxes«).

Michael Laudrup spillede som øverste spids i en 4-1-2-1-2 i Jorge Valdanos 1994/95 Real Madrid-mandskab. Zinedine Zidane bruger den i dag som supplement til en offensiv 4-3-3 med tre dedikerede angribere for at betone boldbesiddelse (possession) og dynamisk spil fra midten. Diamantversionen er nemlig en måde at fastholde den høje playmakerrolle og samtidig arbejde flydende med de falske fløje, som vi så før. På midtbanen er én af de to bageste spillere som regel en italiensk 10’er, dvs. en regista, som er flankeret af to solide tovejsspillere, der dog er så pasningsstærke, at de hurtigt kan flytte spillet op mod angrebet.

En måde at spotte, om 4-1-2-1-2 er en traditionel eller moderne taktik, er ved at kigge på 10’erens rolle, altså spilleren lige bag angrebet. I en typisk 4-4-2-opstilling vil 10’eren som regel være den samme spiller. Argentinerne kalder ham enganché, »krogen«. I en moderne og mere omstillingsparat udgave dækkes hans position – og dermed de opgaver, spilleren har – af flere folk. Det kan være den ene 8’er, der løber frem i banen i overlap med en »bred« spiller. Det kan være den dybe 6’er, som så at sige skubber trekantspidsen opad, mens de to 8’ere omkring ham søger ud mod siden. Det kan være den forreste angriber, der trækker ned i banen for at give plads til folk på begge sider af ham i det, man i dag kalder »bagrummet«, dvs. rummet mellem modstanderens defensive kæder.

4-2-2-2 er en anden variant, som kan spores tilbage til den historiske 4-4-2. På den dybe midtbane finder vi i udgangspunktet en playmaker og en destroyer – men lige så tit er det to defensive markspillere, hvis primære funktion er at tackle og aflevere bolden videre til de offensive midtbanespillere. I 4-2-2-2 er wingeren stendød. Nu er han (eller de to) i stedet en »indvendig« forward, som konstant skal teste modstanderens svage rum og finde åbninger frem mod målet. Begrebet »indvendig forward« går faktisk helt tilbage til den historiske 2-3-5-formation, den såkaldte »pyramide«, fra første halvdel af 1900-tallet, hvor centerforwarden var flankeret af først to indvendige forwards, én på hver side af ham, og dernæst to symmetrisk placerede ydre forwards. I den opdaterede 4-2-2-2 er den vigtigste spilstation for de to konverterede kantspillere den bageste angriber, hvis job igen er at servicere sin forreste ditto, boksspilleren. Når der forsvares, hedder formationen en 4-4-1-1, nu med den hængende angriber som en mulig spilstation ved kontraer.