Uddrag fra Fodboldholdet: 4-3-3

To af NordicBets skribenter, Bo Kampmann Walther og Jakob Genz, har udgivet bogen ‘Fodboldholdet – et taktisk blik på moderne, international fodbold’ i samarbejde med forlaget Hovedland.

Vi bringer her et uddrag fra kapitlet ‘Tal og formationer’ og denne gang kigger vi nærmere på formationen 4-3-3.

Af Bo Kampmann Walther og Jakob Genz

Vi vil nu introducere og forklare tre fodboldformationer. Grunden til vi gør det på dette tidlige tidspunkt i bogen skyldes to ting: For det første, fordi vi på den måde får et skelet, en slags grundstruktur for fodbold – eller tre af dem – som vi siden kan referere tilbage til. For det andet, fordi det karakteristiske for de tre systemer, vi skal se nærmere på, nemlig 4-3-3, 4-4-2 og 3-4-3, er, at de netop er grundformer.

De tre systemer er, kan man hævde, den moderne fodbolds nødvendige mulighedsbetingelser, og sagt med en vis historisk flothed så begyndte det alt sammen med Brasiliens 4-2-4 i 1958. Bortset fra et par perifere talkombinationer kan alle andre formationer udledes af de tre. Bag den meget udbredte 4-2-3-1 ligger således 4-3-3. »Diamanten« 4-1-2-1-2 er en variation af 4-4-2. 3-5-2, som benyttes af flere italienske hold, kan udledes af 3-4-3. Og så fremdeles.

Selv eksotiske formationer som Luciano Spallettis 4-6-0 og Carlo Ancelottis »juletræ« 4-3-2-1 er slet ikke så mystiske, når man opdager, at de begge har 4-3-3 som grundform.

Lad os komme i gang med at være nørdede.

4-3-3

Sportshistorikerne kan ikke helt blive enige. Hvornår begyndte 4-3-3-systemet, det mest alsidige fodboldsystem, egentlig?

Nogle hævder, at brasilianerne havde det med i håndbagagen til VM i 1962, og at det var fordi, de havde lært af lektien fra 4-2-4-formationen, som måske var en kende for hovedløs og offensiv. 4-3-3 virkede mere stabil, og den tog højde for, at især spillerne på midten skulle være bedre i stand til at operere begge veje. Endnu talte man dog ikke om den såkaldte »tovejsspiller«, som i dag er kutyme for blandt andet 8’erens rolle på holdet.

Andre siger, at det var den naturlige udvikling fra Rinus Michels og Johan Cruyffs 1-10-formation fra 70’er-holdet Ajax Amsterdam, hvor alle i princippet både burde og skulle spille alle positioner over hele banen, men som med tiden – af pragmatiske grunde – blev til først 3-4-3 og siden 4-3-3.

En tredje gruppe går i den modsatte grøft: 4-3-3 blev for alvor interessant, da fløjene, som ellers intuitivt kendetegner 4-3-3, blev droppet, og man i stedet satsede på en kompakt, hårdtarbejdende kile i midten af det hele. Sådan spillede Alf Ramsay, og hans »wingless wonder« inkarneret i det engelske landshold fra 60’erne tog verden med storm. Briternes største bedrift var VM-guldet i 1966, hvor de vandt 4-2 over det daværende Vesttyskland.

Vi danskere har forsøgt at spille lige som portugiserne, som i den grad har taget 4-3-3’en til sig. Det samme gælder spanierne, som mødte den i den særlige hollandske, modificerede form anført af FC Barcelona og den »tulipanrevolution«, Michael Laudrup var en del af.

4-3-3’en er under alle omstændigheder, dens flakkende aner til trods, den mest alsidige prototype.

Tænk bare på de spanske bogstavkombinationer, der har været så populære de sidste fem år: Messi-Suarez-Neymar (MSN, inden Neymar smuttede til PSG) i Barca og Real Madrids berygtede og udskældte Benzema-Bale-Cristiano (BBC). 4-3-3’en er begges DNA. Da Paris Saint-Germain kørte Bayern München over 3-0 i Champions League-gruppespillet, onsdag den 27. september 2017, var fokus også på de tre forreste: NKE, Neymar, Kylian Mbappé og Edison Cavani. Systemet? UEFA’s skærm-opstilling sagde 4-3-3, men mere præcist var det en 4-1-2-1-2.

En lille tommelfingerregel: Læg altid mærke til »1-tallet« i den nummerorden, der udgør formationen. Ikke mindst når det er flankeret af tal på begge sider. Som nu PSG’s 4-1-2-1-2 (som slet ikke kommer af 4-3-3, men derimod, som vi skal se, af 4-4-2). Bag det første 1-tal gemmer sig Marco Verratti, playmakeren på den dybe midtbane, som samtidig er en pivote, og bag det andet, lige før 2-tallet, er der også et levende menneske, nemlig Neymar (og foran ham Mbappé og Cavani). Man kan være ganske sikker på, at sådan nogle 1-taller er underholdende og kan noget særligt.

4-3-3 kan forholdsvis simpelt blive til 4-2-3-1, det vel nok mest udbredte system efter VM 2006. Den 9. juli 2006 overværede 69.000 mennesker på Olympiastadion i Berlin Italien slå Frankrig 6-4 efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, og det interessante var, at de to mandskaber stort set var ens rent taktisk: Double pivote, det spansk/engelske navn for tilstedeværelsen af to defensive midtbanespillere, falske fløje, mindst én lavthængende regista, dvs. »italiensk« 10’er eller playmaker, og en enlig boksspiller. Altså to gange 4-2-3-1. Samme år vandt italienernes centerforsvarer Fabio Cannavaro Guldbolden, Ballon d’Or, prisen som Europas bedste fodboldspiller. Ingen kunne som ham læse en offside og dirigere forsvarskæden frem i det helt rette øjeblik, og få evnede som ham at tackle sin modstander, rulle rundt, komme på benene og igangsætte et kontraangreb, så bolden femten sekunder senere lå i målet i den anden ende.

Systemet kan også med et snuptag forvandles til 4-2-1-3, sådan som José Mourinho lancerede det i sin tid som træner i Inter. Her var Wesley Sneijder 1-tallet lige bag de tre forreste.

En tredje variant er Barcelonas Sergio Busquets, der opererer i rummet mellem forsvar og midtbane. Nogle gange falder han tilbage og bliver tredje, centrale mand i forsvaret, mens backerne tilsvarende rykker frem på midten parate til at tage del i angrebet. Andre gange løber han rundt omkring midtercirklen og fordeler boldene. På den måde er der så at sige en elastik imellem en 3-4-3 (når Busquets er i forsvaret) og en 4-3-3 (når han er på midten). Sergios position kalder man en falsk 2’er, og den vender vi tilbage til i kapitlet om midtbanen.

Ellers plejer man at sige, at kendetegnet for 4-3-3’en er de høje og hurtige fløje. Det kan du se på taktiktavlen side 14.

Den offensive 4-3-3 stiller særlige krav til midtbanespillerne, som der altså er tre af. Englænderne kalder det »creator-destroyer-passer«. Det er egenskaber, man kan se i den 6’er, vi har valgt til Holdet – Marco Verratti. Han er dygtig til at kreere spillet, men han er også typen, der tackler igennem og i store dele af kampen er fint tilfreds med at skubbe bolden få meter til den nærmeste spiller, som regel en 8’er. De tre opgaver, som altså her er krystalliseret i én og den samme midtbanespiller, svarer til de tre funktioner, fodbold er sat sammen af: angribe, forsvare og possession.

Hvad er fordelene ved 4-3-3?

Når midtbanen er så kompakt, er der masser af plads til dynamiske og angrebsivrige fullbacks. Det er et aspekt, de fleste hold i dag gør brug af – bortset fra 4-5-1- (eller 4-1-4-1-) mandskaber, som går endnu mere op i balance, og hvor den ene af backerne oftest ikke bevæger sig over midten.

Når 4-3-3-holdet har posssession, tillader systemet mindst syv offensive kræfter. Bredden i banen kombineret med centerforwarden i midten giver plads til både fullbacks bagfra og to midtbanespillere. Altså 3 + 2 + 2 spillere.

Et af de bedste 4-3-3-hold nogensinde var Josep »Pep« Guardiolas Barcelona-mandskab i sæsonen 2008/09 med glorværdige spillere som Carles Puyol, Xavi Hernández, Andrés Iniesta, Samuel Eto’o, Thierry Henry og Lionel Messi. De benyttede også et andet system, hvis udgangspunkt var 3-4-3, som du kan læse om i næste afsnit. I England siger man strangling om fænomenet, mens italienerne taler begejstret om pressione – altså »kvælning« og »pres«. Midtbanen spiller i trekanter; angriberne står højt på banen; backerne trækker op over midtercirklen; og på den måde kombinerer man boldbesiddelse og højt genpres. Modstanderen får simpelthen ikke ro til at spille sit spil. Hvis de overhovedet får lov at have bolden.

Men skønhed og overmagt varer som bekendt ikke ved. Bagsiden af 4-3-3-medaljen er den sårbare defensiv. Med syv mand i front er det kun pivoten – skraldemanden på den defensive midtbane – og de to centrale forsvarere, som skal stå distancen, når det andet hold angriber. Især hvis modstanderen har fanget bolden højt oppe på banen og er ferme til at spille på kontra. Det var sådan, Real Madrid ind imellem kunne lykkes med at få skovlen under Barcelona.

Hold, som er gode til at spille 4-3-3, har særlige finter på flankerne. Wingbacken og den høje angriber forstår hinanden, de lapper over hinanden, udnytter farten og overtaget. Men det betyder også, at backen skal have lunger som en okse – »Maicon-lunger«, som man kaldte det for ti år siden – for han er pisket til at tage turen hele vejen tilbage, når der skal forsvares.

Vi kommer rundt om 4-3-3’en mange gange i løbet af bogen.