Transfer Talk: Newcastle kan sætte en prop i transfersystemet

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Transfer Talk har normalt fokus på dansk fodbold, men dribler en tur over Nordsøen til Newcastle denne gang. For Newcastle kan nu vise sig som en art prop i transfer-systemet på mange måder.

Newcastle har længe haft FC Midtjyllands Jens Cajuste på radaren og blokken, og det lå i kortene, at The Magpies ville forsøge sig med et nyt bud på svenskeren til januar.

Så kom ejerskiftet, og handler som Cajuste er off the table. Etik og moral vedrørende handlen af Newcastle United debatteres flittigt så mange andre steder, så her holder Transfer Talk fokus på Newcastle som case. Den nordengelske klub er helt naturligt i optikken også hos danske agenter, der lige overvejer muligheder for at komme ind i petrodollars-varmen med deres klienter.

Men Newcastle er lige nu et fascinerende eksempel på flere af fodboldens udfordringer. Igen etik og moral i ikke mindst engelsk fodbold er efterhånden en bog værd, men også hype, (mis)forståelse og kunsten at købe en fodboldklub er interessant her.

Der gik vel præcis 30 sekunder fra det øjeblik, hvor salget af Newcastle blev officielt til de første rubrikker om The Magpies som nu verdens rigeste klub og transferemner som Mbappe.

Årsagen skyldes den saudiske investeringsfond, der nu ejer 80 procent af klubben, har 320 milliarder pund i tanken, og Sky Sports mener at vide, at fonden har værdier for mere end det dobbelte. Det er den engelske erhvervskvinde Amanda Stavely – ti procents ejerandel – der er klubbens nye ansigt udadtil og har arbejdet på den opsigtsvækkende deal i fire år, efter hun for år tilbage så en Newcastle kamp på stadion og faldt ’madly in love’.

Det er fantasibeløb, der nævnes i forbindelse med Newcastle nu, men mange af de rubrikker som primært engelske medier har fyret af de seneste dage er grebet ud af den blå luft.

At fonden råder over så mange penge, er ikke det samme som at de skal bruges på Newcastle. RIF har ejerandele i mange andre virksomheder som Live Nation, Facebook, luksushotelkæder og alt muligt andet, og er sat i verden for netop at investere fondens midler.

Det er ikke i øvrigt ikke første gang, at vi støder på ’verdens rigeste’ overskrifter, hvem husker ikke, da QPR skiftede hænder og fik indiske Lakshimi Mittal som medejer, der på det tidspunkt var ratet som klodens femte mest velhavende mand. ’We are richer than you’ skiltet der blev holdt op af QPR-fans på Stamford Bridge blev ikonisk, men også symbolsk. Fodboldklubber og rigdomme blev en form for leg og legetøj, men QPR vandt hverken Premier League eller Champions League eller noget som helst andet og er nu i The Championship langt fra glamour og fame. Der var også fans i Blackburn, der blev lovet Ronaldinho og fik en billet til League One i stedet for.

Der er næppe nogen tvivl om, at Newcastle vil få et finansielt boost, men meget langt fra de gakkede overskrifter, som vi har set de seneste døgn. Reglerne om finansielt fairplay begrænser mulighederne for at fyre op under truppen, og jeg læste i en engelsk avis, at Newcastle i runde tal kan øge transferbudgettet med 200 millioner pund over de næste tre år. Rasende mange penge, men så alligevel ikke. Det er helt indlysende ikke nok millioner til at geare truppen op med en perlerække af sportens bedste. Desuden vil Newcastle-projektet sejle i farvand med flere klippeskær. Nu er de store forventninger sluppet løs, men fra hvilke hylder kan de reelt shoppe? Vi er i midten af oktober, og Newcastle ligger under stregen med en uafklaret trænersituation. Bruce ligner en færdig mand efter et uelegant lækket fyringsdrama og store trænernavne som Conte og Zidane florerer. Selv Mourinho nævnes. De koster, og de vil med garanti betinge sig at få egen stab med samt pege på X, Y eller Z eller tre spillere med.

Newcastle er ikke en voldsomt attraktiv fodbolddestination lige nu. Jo for os fodboldromantikere, der ville dø for at spille for et så fanatisk hjemmepublikum, men moderne fodboldspillere fra den øverste hylde kender deres værd. Newcastle kan ikke tilbyde Champions League i denne sæson og med stor sandsynlighed heller ikke i næste sæson. End ikke bare Europa League. Newcastle er hverken London, Paris, Madrid eller Barcelona eller bare den gyldne trekant af velhaverlandsbyer nær Manchester. Det koster ekstra i lønposen at lokke store navne til under de vilkår. Hvem husker ikke, da Sam Allardyce frustreret brokkede sig over, at selv han med sit enorme netværk havde svært ved at lokke gode spillere nordpå selv med gode lønninger, fordi alle de bedste spillere ville bo i nærheden af Londons neonlys. Okay, man kan hurtigt lave dårlige jokes om Sunderland, men han havde en pointe. Det vil Newcastle erfare nu.

Desuden følger de andre klubber også med. Så hvis Newcastle for tre uger siden var lune på X spiller i en fransk klub, så kostede han en præcis der, nu koster han mere.

Newcastles nuværende trup er købt ind til at spille på kontra. Stå dybt, forsvar godt og slå så til med omstillingskongen Callum Wilson helt fremme. Det er jo ikke just Barcelona-fodbold. Men det var en vej til overlevelse under den tidligere ejer Mike Ashley, og overlevelse rakte for ham i og med en ny sæson er lig med 1,6 milliarder kroner og en plads i rampelyset.

Stavely, RIF og saudierne har hurtigt lagt afstand til Ashleys tid – der skal ske noget nyt og noget større. Fansene har allerede danset i gaderne i lettelse over at se Ashley smutte efter 14 pinsomme år og taget forskud på sejrsfesten. Hvis der bliver en sejrsfest.

Først skal der en ny træner ind, og derefter dannes overblik over behov for nye spillere. Det næste vindue åbner i januar, og vinterens vindue er kendt som ’desperationens vindue’. De største klubber gør aldrig de store indkøb her. Kun sjældent. De sælger heller ikke nøglespillere midt i en sæson, dem der handler i januar, er dem, der desperat har brug for nyt, og dem der sælger, lader overskudsspillere gå.

Det er i denne kategori af måske egnede spillere, hvor Newcastle skal forstærke sig fra, og det er ikke spillere, man kommer i Champions League med. Men de skal kunne afstive og løfte en trup, der allerede nu via citater i lokale aviser fremstår lettere rådvilde over situationen. Er der et job til dem på den lange bane, og hvis de fornemmer, der ikke er, går de så ind i tacklinger og dueller med 100 procent? Hvis man ved, at man om få måneder skal finde en ny klub, så gider man ikke stå med hatten i hånden og en alvorlig skade.

Selv samme overskudsspillere som nævnt ovenfor ville – man kunne tage Jesse Lingard som eksempel – naturligt tage af sted til januar på en lejeaftale. Det kunne være til Leicester eller West Ham, måske Spurs tilmed, men nu vil hans agent og mange andre agenter holde vejret og se om ikke netop deres klient får et lukrativ tilbud fra Newcastle.

Hvilket igen kan føre til The West Hams mister tålmodigheden og køber en middelmådig spiller andetsteds for overpris – som engelske klubber har for vane – og dermed forpurrer en transfer for en klub på kontinentet osv. osv.

Newcastle vil på den længere bane øge sine indtægter på sponsorsiden. Jeg læste i en engelsk avis, at Mike Ashley var så upopulær, at Newcastle i hans tid ikke var over 28 millioner pund i sponsorindtægter. Det er ikke imponerende. De nye ejere har meldt ud, at de vil respektere eksisterende aftaler, men med tanke for RIF’s ’netværk’, så er det ikke svært at forestille sig, at sponsorporteføljen over de kommende år vil blive boostet markant på indtægtssiden. Og trøjesponsoratet er som støbt som reklameplatform for et nyt saudiarabisk luftfartsselskab alt den stund, man på de kanter ifølge Financial Times skæver misundeligt til Qatar og Emiraternes luftfartsselskaber i en tid, hvor flere og flere mellemlandinger finder sted i Golfen og i mindre omfang lufthavne som Singapore og Bangkok. Skal Saudi-Arabien på vingerne, så kan de lette med Newcastles trøjer og hjemmebane som springbræt til en ny tid, der kan starte turbulent for Newcastle og transfermarkedet.

Så der var ingen news om Brøndby, FCK, FCM og de andre denne gang, men Newcastle er ganske enkelt fodboldens mest interessante (transfer)talk of the town pt. 

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.