Everton henter dansk scout

Efter fem år i Leicester headhuntes klubbens danske scout Ole Nielsen af Everton.


Af Søren Sorgenfri


Everton shopper dansk. I hvert fald til staben i kulissen. Scouten Ole Nielsen forlader Leicesters detroniserede mestre og tiltræder en tilsvarende stilling hos Everton i næste måned. Det bekræfter fynboen her til Nordicbetblog.


”Jeg skal være international scout hos Everton med Skandinavien som fokusområde,” siger han. Dermed følger han efter Steve Walsh fra Leicester til Goodison Park. Walsh var leder af Leicesters scout-afdeling samt assistenttræner, men blev i sidste sæson Evertons første sportsdirektør. Walsh og Nielsen arbejdede før tiden i Leicester sammen i Newcastle, og det er kun naturligt for Ole Nielsen at følge med den vej.


”Efter fem fremragende år hos Leicester City er jeg glad for at få muligheden for at komme til Everton og nye udfordringer. Jeg er stolt over, at Everton har valgt at kigge min vej, da de skulle finde en scout til at dække Skandinavien. Det er ingen hemmelighed, at jeg har et nært venskab og kendskab til Steve Walsh, som jeg har arbejdet sammen med tidligere hos både Newcastle og Leicester, så på den måde bliver der ikke de store ændringer i den daglige arbejdsgang. ”Walshy” kender mig og ved hvordan jeg arbejder, desuden kender jeg allerede en del af de andre scouts i Everton.”


Han forlader dog ikke Leicester uden en vis portion vemod.


”Jeg har været enormt glad for at være i Leicester, og klubben vil altid have en kæmpe plads i mit hjerte. Jeg har mødt mange rare og kloge kolleger, som jeg har lært meget af og vil holde kontakten med i fremtiden. På fem sæsoner gik vi fra en niendeplads i Championship til kvartfinale i Champions League, hvilket jeg er stolt af, selvom jeg kun har været en lille møtrik i en stor maskine. Udover oprykning til Premier League, ”The great Escape” hvor vi overlevede, mesterskabet og Champions League-succes, så glæder jeg mig over, at mit arbejde er blevet værdsat. Der har altid været styr på tingene, og jeg har haft et stort ansvar og frihed til primært at dække Skandinavien.”


Ole Nielsen dobbelt-jobber, da han ved siden af arbejdet som scout for Leicester er OB’s chefscout. Den dobbeltfunktion holder han fast i, da OB og Leicester og Everton ikke ser efter spillere fra samme hylde, hvorfor risikoen for interessekonflikt er noget nær minimal. Men hvilket aftryk har han efter egen vurdering efter fem år i klubben sat på Leicesters overraskende mestre?


”Som scout synes folk altid, at det er mest interessant, hvilke spillere, som jeg har fået til klubben, selv om det kun fylder en lille brøkdel af det samlede arbejde. Det handler ofte om fravalg, og når der så endelig findes en interessant spiller, så har han sikkert også vakt interesse hos andre klubber. Igennem min tid hos Leicester har vi hentet blandt andre Daniel Amartey og Daniel Iversen på min opfordring, derudover har jeg været inde over Okazaki, som blev hentet i Mainz, men jeg kunne da godt have tænkt mig, at vi havde hentet to-tre andre spillere derudover, men det handler jo også om udbud og efterspørgsel og i sidste ende er mit job som scout egentlig bare at kortlægge de gode spillere i Skandinavien og give klubben et så godt kendskab til markedet i Norden, at den kan handle derudfra.”


Ole Nielsen tiltræder i Everton 1. juli.