Superligaens udenlandske profiler

Efter en veloverstået Champions League runde, hvor ”mit” hold Liverpool FC nu kan se frem til en finale mod Real Madrid, vil jeg igen bevæge mig tilbage mod Superligaen. Det bliver dog ikke helt uden udenlandsk islæt, da jeg vil kommentere på de udlændinge i Superligaen, der har gjort sig mest positivt bemærket i indeværende sæson. Vi bevæger os snart mod nogle mere spændende kampe igen, nu hvor vi så småt nærmer os afgørelsens time i forhold til, hvem der bliver mester, hvem der skal spille i Europa, og hvem der rykker ned. Med FCK-Brøndby og FCM-FCN denne spillerunde tror jeg, der er mulighed for en lille livline til FC Midtjylland, hvis FCK formår at tage point mod Brøndby. FCK er yderst velspillende i foråret, men Brøndby har haft et godt tag i dem gennem hele sæsonen og kan med en sejr stort set spille sig til mesterskabet.

Af Allan Kuhn

De 5 største udenlandske profler

Jeg har i et tidligere indlæg nævnt de fem af de største profiler i Superligaen denne sæson. Af de fem er der faktisk kun en enkelt genganger i listen med udlændinge, da både Viktor Fischer, Marc Dal Hende, Jakob Poulsen og Mathias Jensen bærer dansk pas. Der er dog to af mine boblere på den tidligere liste, der har sneget sig med på listen over udenlandske profiler.

Gengangeren fra det tidligere indlægs top 5 er selvfølgelig Hany Mukhtar. I Superligaen er han én af de absolut bedste spillere. Mukhtar er vel nok den største profil på Superligaens førerhold, Brøndby. Med 10 mål og 10 assists i 32 kampe er han i stand til både at skabe chancer for sine medspillere og at score selv. Han er omdrejningspunktet for Brøndbys offensive spil, samtidig med at han – lidt atypisk for denne type spiller – også er hårdtarbejdende.

Pål Alexander Kirkevold er som Superligaens topscorer umulig at komme uden om. Med 21 mål i 31 kampe for et hold i den nederste halvdel af tabellen fører han topscorerlisten med fire mål til nærmeste efterfølger. Han er uden tvivl manden, resten af holdet fra Hobro kigger efter, når der skal ske noget ekstraordinært. Senest med et hattrick mod et lidt amputeret Helsingørhold viste han, at målnæsen er tilbage efter et mindre formdyk i foråret.

Federico Santander har sneget sig med på listen pga. hans forår. Hans sæson har været lidt svingende som følge af skader, men han har alligevel bidraget med 11 mål i sine 20 kampe. Han giver med sit stærke hovedspil og fysiske tilstedeværelse en ekstra dimension til FCK’s offensiv, samtidig med han er en dygtig afslutter. Ganske vist har Sotiriou lavet flere mål end Santander, men jeg synes alligevel, Santander er den største profil af de to. 

Brøndby dominerer

Brøndbys Simon Tibbling er en spiller med enormt mange forcer. Det tidligere stortalent fra Sverige virker til at have fået en opblomstring i Zornigers spilsystem, og han har for nyligt udtalt, han aldrig har været bedre, end han er nu. Han er dygtig på bolden, og så leverer han altid et sandt arbejdsraseri, samtidig med hans kreativitet er med til at skabe chancer og lave assists.

Da jeg følte, det var for svært at vælge mellem Brøndbys to angrebsprofiler, har jeg valgt at kommentere på duoen Pukki & Wilczek. Pukki har lavet 17 mål, mens Wilczek har bidraget med 13 styks. Der er ingen tvivl om, de begge har målnæser og er fornuftige afsluttere. Wilczek fylder meget i feltet, mens Pukki mere truer med sine dybdeløb. Begge spillere er dygtige i presspillet og har heller ikke noget imod at deltage i opspillet. Sammen supplerer deres forskellige kvaliteter hinanden rigtig godt og skaber en farlig offensiv.

Boblere

De fleste af klubberne i Superligaen har udenlandske profiler. Her er nogle af de udenlandske spillere i de resterende klubber, der har imponeret denne sæson:

Jesse Joronen – AC Horsens: Finske Joronen har stået en flot sæson i AC Horsens og er én af grundene til, klubben ligger, som den gør. Skifter til FCK i den kommende sæson. Kan muligvis blive samme finske målmandssucces, som vi tidligere så med Lukas Hradecky.

Tobias Sana – AGF: Den sprudlende svensker har været den helt store oplevelse i AGF og har virkelig nydt godt af skiftet til dansk fodbold. Jeg havde fornøjelsen af at træne Sana i Malmö FF, og David Nielsen har gjort et flot stykke trænerarbejde med Sana i det århusianske.

Vladimir Rodic – Silkeborg IF: Med montenegrinske Rodic har Silkeborg forsøgt at lukke det offensive efter Robert Skovs afgang til FCK. Ligesom Sana havde jeg fornøjelsen af Rodic i Malmö FF, og det er dejligt at se, han nu blomstrer i Silkeborg, hvor han er en vigtig brik.

Jacob Rinne – AaB: Den unge svenske målmand har taget AaB med storm med sine gode fødder og hurtige reflekser på stregen. Fortsætter han sine gode præstationer kan han måske endda komme i betragtning til en plads i den svenske VM-trup, hvis Robin Olsen ikke meldes klar.

Saba Lobzhanidze – Randers FC: Georgiske Lobzhanidze er i sin første sæson i Superligaen gradvist blevet bedre, som han har fundet sig til rette. I foråret har han været rigtig god, og han kan vise sig som et vigtigt våben i Randers’ kamp for overlevelse.

Ernest Asante – FC Nordsjælland: Asante er med 16 mål i 32 kampe muligvis i gang med sin bedste sæson i Superligaen. Den lynhurtige offensivspiller har spillet en kæmpe rolle i den succesfulde sæson, FC Nordsjælland er ved at præstere.

Sten Grytebust – OB: Norske Grytebust er den tredje målmand på listen og muligvis den stærkeste af de tre. Han har gennem længere tid vist højt niveau, og jeg tror, det er et spørgsmål om tid, inden den velspillende Grytebust ryger til udlandet.

Kees Luijckx – SønderjyskE: Den stærke hollandske forsvarsprofil har taget ansvar for den sønderjyske defensiv efter afgangen af Pierre Kanstrup. Han er garant for et tårnhøjt niveau stort set hver eneste kamp.

Bubacarr Sanneh og Gustav Wikheim – FC Midtjylland: Sanneh er noget så eksotisk for Superligaen som gambianer. Efter et par gode år i AC Horsens tog han skridtet videre til FC Midtjylland, hvor han imponerer med sin enorme nærkampsstyrke, som nærmest er uden sammenligning i Superligaen. Gustav Wikheim har haft et fantastisk forår, hvor han vel nok er ved at have tilspillet sig rollen som midtjydernes stærkeste offensive kort med sine utrolige kreativitet.

Det er interessant, at der er en klar overvægt af offensive profiler blandt udlændingene i Superligaen suppleret med nogle dygtige målmænd. Jeg kan selvfølgelig sagtens have glemt en spiller eller to i farten, men de ovenstående er i hvert fald de spillere, der i mine øjne har gjort sig positivt bemærket i indeværende sæson.