Superligaen trænger til et los i røven


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Superligaen har brug for at trykke på F5. Efter en europæisk uge så blød som straffesparkspletten i Parken (det er mig en gåde, hvordan man kan satse så hårdt på et fodboldhold og arbejde med så store budgetter, og så ikke respektere Solbakken og cos. behov for en god bane.), så må man bare konstatere, at Superligaen stik mod skåltalerne i europæisk kontekst arbejder sig bagud og ikke frem. Og det kan næsten ikke anses som andet end højt hurra og varm luft, når man tilmed er villig til potentielt at forære en europæisk billet til ligaens nummer syv.

Et af grundargumenterne for den nye Superliga-struktur var slutspillet skal skærpe de danske holds evner i de europæiske kvalkampe. Et ønske der giver virkelig god mening, fordi det vil give ’Suppen’ et tiltrængt ekstra krydderi, hvis andre hold end FCK regelmæssigt kommer i europæisk gruppespil. Økonomisk såvel som sportsligt.

Men den er gal med selvforståelsen derude. Hvis man oprigtigt tror, at bare fordi Superligaens seks bedste hold i sæsonen runder af med et slutspil, så er alt godt. Måske er det flotte spillersalg fra FCK og FCM’s side, der har lullet diverse sportslige leder i søvn derude rundt omkring, men dansk topfodbold skal stramme op, hvis europæiske gruppespil skal være en reel mulighed og ikke bare et automatpilotens fatamorgana. Europæisk succes kommer ikke af sig selv, eller fordi tv-stationerne eller især hensynet til tv-stationernes millioner skal diktere ligaens struktur og størrelse bliver pakket pænt ind i store europæiske ambitioner.


Læs også: Har FCK sulten, og er der grund til bekymring i FCN?


Man kan få fra nu af og til næste sommers kval-kampe udtænke alle mulige matematiske modeller med hjælp fra konsulentfirmaer, der på papiret giver alle tænkelige gode effekter, men virkeligheden er helt anderledes.

Selv om man er tophold i Superligaen, så er man en meget lille fisk i europæisk kontekst. Meget lille. Og man er nødt til at agere efter de forhold. Og det er et paradoks, når man tænker på, at landsholdet ifølge verdensranglisten (ja, jeg ved den ikke er populær hos ret mange, men lad os lige bruge den som målestok alligevel) er blandt Europas bedste. Det er et misforhold. En mislyd i selvforståelsen på klubniveau. Der var ingen af de tre danske EL-kval deltagere, der var i nærheden af bare at snuse til gruppespillet. Det bør virkelig give grund til bekymring og selvransagelse.

Vi kan begynde med Esbjerg. De formåede ikke at score i to kampe mod et hold fra Hviderusland. Det var ikke en umulig lodtrækning for vestjyderne, men de tog ikke chancerne. Kynisme, kynisme, kynisme. Overskrifter med faldt med ære og anden trøstende varm luft kan ikke bruges til noget som helst. Faktum er, Esbjerg røg ud til et hold, de havde en fair chance mod. Det handler ikke om, at bolden bare ikke vil i mål. Det er sådan en bizar personliggørelse af et stykke legetøj. Det er dem, der sparker til den, der skal få den over målstregen. Esbjerg var ikke effektive nok.

Og når lodtrækningen sætter Brøndby og FC Midtjylland op mod Braga og Rangers, så skal virkelighedens alarmklokker bimle og bamle. Ingen DBU-teori-tanker om at vi spiller fodbold på vores og dermed den rigtige måde, og hvad man ellers støder på af forblommede halvbagte argumenter i dansk bold.

Braga har hjemme i en liga, der er blandt Europas bedste og måske verdens fremmeste talentrugekasse, og hvorfra der sælges klassespillere til enorme summer til klodens topklubber og regelmæssigt producerer europæiske finalister. Braga er en af dem.

Alle erkendte, at Braga var store favoritter, og at Brøndbys lodtrækningsheld var til at overse med portugiserne som modstandere. De blå-gule muligheder lå i, at portugiserne ikke var i gang med sæsonen endnu, og den rust kunne straffes. Uanset hvad, så bør den fremmeste ambition på eget græs være at holde nullet. 

Det kan være svært nok med en defensiv som Brøndbys, der lavede så groteske fejl, så det var svært at forstå for os, der så på. Men alene på grund af kvalitetsforskellen i den rene match up, så bør Brøndby i de kampe, hvor de åbner hjemme mod en større modstander bare gå efter 0-0. Det er et absolut brugbart resultat. Ingen ambitioner om at blæse til angreb, ingen dynamit-bold eller vi spiller bevæbnet med den hellige gral. Bare gå efter 0-0. Og jagt så de forbandede og på samme tid magiske udebanemål i returen. Den kynisme er især nødvendig at indse for Brøndby. Det er ikke første gang, at vi ser Brøndby ryge ud på grund af en overmodig defensiv struktur med huller i. Se andre hold fra små ligaer derude, hvordan de pakker sig ned i de europæiske kampe. De ved og erkender, at det blot er de få kampe, der skal overstås og overleves for at ramme de forjættede gruppespil. Det er en krukke guld for enden af regnbuen, der faktisk findes. Vejen dertil må gerne være beskidt og grim.

Det er især værd at omfavne behovet for at spille på resultatet, når de danske hold ikke seedes og træder tidligt ind i turneringen.

Man kan ikke forvente, at et Brøndby-forsvar kan bære en offensiv satsning mod modstandere som Braga, der er så dygtige på bolden og med største selvfølge straffer baby-fejl Superliga-stil. Som der desværre var rigeligt af. Om ikke andet ved 2-2 i den første kamp, så burde bussen være kørt foran mål. Det ville dog give en lille chance for at lave ballade i returen. At lukke to mål ind i overtiden er utilgiveligt. Det skulle være 2-2, og så skulle den store chance i begyndelsen af returen være omsat til mål. Det havde været kynisme på europæisk niveau og game on.

Niels Frederiksen er en dygtig træner, der udvirkede europæiske mirakler med Esbjerg, og han skal nok levere en fin sæsonplacering. Og det skal ikke tage noget fra ham, men jeg mener stadig, det var en fejl, at skille sig af med Alexander Zorniger. Tyskeren gav Brøndby det los i røven, som de har trængt til siden 2005, men en nedtur efter to sølvmedaljer måtte forventes, accepteres og så bygge på. 


Læs også: Ny top i Brøndby og Lyngby med ryggen mod muren


Man bygger ikke Rom på en dag, men Zorniger tog Brøndby langt. Når man se de to kampe mod Braga – ude af sæsonform – så kan man godt blive i tvivl om Brøndbys videre kurs.

Det samme gælder FC Midtjylland. Efter lodtrækningen der satte dem op mod Rangers gik retorikken fra en god chance for avancement til, det var godt at vise de unge spillere frem, da først kampene var fløjtet af. Det er ikke godt nok. Overhovedet. FCM røg ud med samme cifre som Brøndby. 3-7.

Rangers er på alle måder en større klub end FCM. Steven Gerrard har leveret et kæmpestykke arbejde i Glasgow og i bestræbelserne på at vinde terræn på Celtic, så har han især arbejdet med effektivitet. Rangers møder uge efter uge mindre hold, der pakker sig, så få chancer skal omsættes. Det var derfor text book arbejde fra Rangers’ side, at de hakkede de chancer ind, som de fik mod FCM. Færdigt arbejde. Videre til den næste opgave. Rangers vidste, hvad de ville mod FCM. 

Jeg tvivler på, det modsatte var tilfældet, og FCM er generelt et sted, hvor de skal spørge sig selv, om skibet sejler den rigtige vej. FCM og Brøndby kan sagtens blive nordiske powerhouses i stil med FCK, men man får intet foræret på vejen dertil. Fejl er ikke tilladt, og der skal spilles efter forholdene. Ikke som endnu en søndag eftermiddag i Superligaen med glaseret skinke i sponsor-logen.

Så når repræsentanter fra FCM og Brøndby efter kampen forklarer, at grunden til de røg ud, var fordi de lavede for mange fejl, så er de helt galt på den. I lavede fejl. Som i overhovedet. Og den går bare ikke i Europa. Kun de fejlfri kommer i himlen og gruppespillet.

Der gælder samme præmis for FCM som Brøndby. Gå efter 0-0 hjemme. 0-0 hjemme og så scoring på den kæmpechance i starten af kampen i Glasgow. Så ligner det noget. Fans, medier og alle mulige andre vil kunne forstå resultatfodboldens kynisme. Claus Steinlein luftede for en del år siden efterhånden, de efterhånden så berømte ord om regelmæssigt gruppespil, men den ambition er langt væk. Langt. Sæson efter sæson ser vi FCM med mangelfuld taktisk forståelse i de europæiske kampe. 

Danske hold bør kun mod modstandere fra San Marino, Malta og lignende se sig som favoritter og ellers ikke. Kvalkampene vil ingen huske. Men deltagelse i gruppespillet er historie, minder, fede udebaneture og millioner. Sæt barrikader for målet og dyrk nidkært kynismen. Det er nødvendigt, hvis man skal forbi modstandere som Braga og Rangers. Det vil være store sensationer, hvis danske hold slår den type modstandere ud. Og store sensationer kommer ikke sig selv, men via knaldhårdt kynisk arbejde og troen på heldet a la da FCK slog Ajax Amsterdam ud for år tilbage.

Det skal være slut med romantiske drømme om at blæse modstandere ud af banen Karlsruhe-style. Den grimme ælling blev nakkeskudt, da 90ernes store Brøndby-hold tabte pusten.

Det europæiske tog kører hurtigere og hurtigere og flere og flere hold i det tidligere Østeuropa bliver bedre og bedre. Der bliver mindre og mindre plads til de danske hold, der stædigt maler sig selv op i en krog. Og derfor er FCK’s hårde arbejde med at holde sig i europæiske gruppespil så imponerende, men heller ikke Solbakkens mandskab rakte ud efter chancen, da den var der.

Samme kynisme manglende i Parken. FCK har et niveau, hvor et møde med Røde Stjerne er en 50/50 kamp. Og derfor skal det også udnyttes, når serberne trækker tidligt rødt. Eller når kampen går i straffesparkskonkurrence, så skal de to matchbolde omsættes til avancement. Og ikke noget med undskyldninger om det ene eller det andet. Det er netop kynisme og effektivitet (husk Grønkjær-formationen i de europæiske kampe), der har båret FCK langt. Den var væk mod Røde Stjerne – som den var det mod Qarabag i 2017. De sidste 25 minutter mod Qarabag skulle have været et stalinorgel af bolde ind i feltet mod et skræmt modstanderforsvar og ikke nyttesløst nips og dybdebolde ned mod hjørneflaget.

Når Røde Stjernes målmand tirsdag aften med al tydelighed viste sig som typen, der går før tid og springer ud til siden for at gøre sig bred, så skal både Dame N’Doye og Bartolec sparke midt i målet. Og ikke højt når bolden bevæger sig på en opblødt mudderplet. Det er logik, at målmænd i de ekstra straffespark ikke bliver stående – for en keeper der satser på at blive stående og gribe sparket ud vil ligne en passiv størrelse, hvis der sparkes andetsteds – og vil gå til en side. Så al sandsynlighed taler for, at enten Bartolec eller Damen havde scoret på et fladt skud midt i målet. Der må være håndtegn eller andet fra trænerbænken, der kan indikere den slags. Røde Stjerne-kampen var en chance, som FCK ikke greb. På grund af manglende kynisme.

Det er simpelthen nødvendigt, at de danske hold tænker langt mere udspekuleret og beregnende i de europæiske kampe. Der stod jo tusindvis af mennesker i Brøndby og Parken, og var så klar på et europæisk eventyr. FC Kynisme IF næste år tak.

Og nu skal der så krydses fingre for Riga ikke ligger i Aberdeen, fordi så er den danske fiasko total samlet set.