Superliga optakt: Derfor skuffede Brøndby ikke i transfervinduet

Af Søren Sorgenfri

Superligaens forårspremiere banker på døren efter et transfervindue, hvor Brøndby – vanen tro – fyldte mest i fodboldfolkets bevidsthed. Denne gang for alt det, som den nybagte sportsdirektør, Ebbe Sand IKKE gjorde.

Man bør ikke tage de sociale mediers mange udbrud som sandhedsvidner, men der gik godt nok et dybt suk gennem Twitter og andre platforme, da Brøndby IF lukkede transfervinduet. Det efter en januar måned uden tilgange af profiler end svenskeren Hedlund hentet ind fra kulden i 2. Bundesliga – tilgange af profiler som fansene helt åbenlyst har håbet på lige siden ligaen gik på juleferie. Der faldt ingen stjernestøv over Vestegnen.

Har det så været et skuffende vindue for Brøndby? Har de solgt foråret på forhånd? Er der grund til kritik af Ebbe Sand efter et stille første vindue som sportsdirektør? Burde de blå-gule ha’ satset mere og gået økonomisk tungt ind bakket op af Jan Bech Andersen i et sidste øjebliks angreb på FC Midtjylland og FC København, der stadig kan skimtes et sted ude i horisonten?

Nej overhovedet ikke. Vinduet er forløbet akkurat som planlagt og håbet i Brøndby IF. Jeg kan ikke forestille mig andet.



Efter en sommer med forventet farveller til ligaens bedste presspiller i Teemu Pukki og Frederik Rønnow samt det smertende salg af Christian Nørgaard, så har den heftige spillertrafik ind og ud sidste sommer mærket de blå-gule. Det var tydeligt at se i efterårets løb, hvor Alexander Zornigers godstog af et overfaldshold slingrede derudaf uden samme punch i handskerne som i sæsonen 2017/18. Den sæson der var rasende tæt på at give det første mesterskab siden 2005, og heraf fulgte der naturligvis store forventninger til igangværende sæson. Nu skulle det være med det forbandede guld. Det skal det så ikke.

Alexander Zornigers spillestil kræver indkøring og rutiner for at klappe og den sammenhængskraft har manglet. Desuden må man også nøgternt konstatere, at de spillere der skulle have overtaget ansvaret efter Nørgaard og Pukki ikke har leveret varen. Den alvor har de haft en vinter til at indse.

Brøndby er dog stadig ligaens nummer tre og lever i pokalturneringen, men der burde ha’ været aktion, aktion, aktion i transfervinduets løb, lød det i løbet af januar. Køb jer ud af ’krisen’. Måske forståeligt nok når man tænker på, at Brøndbys fans har hængt på korset i mere end ti år.

Men stor trafik og brandvarm svingdør var præcis det sidste, som Brøndby havde brug for op til den forårssæson, der begynder i weekenden. Brøndby havde brug for ro på. Ro for Zorniger til at arbejde med den trup, der helt indlysende er til mere og nu skal bevise, at de for alvor kan rejse sig. Ikke blot træde ud af Pukki, Nørgaard og Rønnow skygge, men også tegne et billede, der giver udtryk for et mere langtidsholdbart Brøndby-mandskab, der kan byde FCM og FCK op til dans næste sæson. Og gerne slå sig igennem til et europæisk gruppespil. Det er det, som det handler om for Brøndby nu. Få samlet stumperne op og få styr på dem.



Der var et bud fra Genk på Hany Muhktar, men ikke højt nok til, at det gav mening for Brøndby at lade ham gå nu. Og nok egentlig heller ikke for Muhktar. Hans efterår var ikke prangende, og det faktum, at der kun var en klub på banen – der var rygter om flere og fra mere eksotiske egne end Belgien, men det var meget transfer-ænder – stillede heller ikke tyskeren i de mest gunstige forhandlingssituationer. Det er i Brøndby og Muhktars interesse, at midtbanespilleren får et blændende forår, så en håndfuld klubber vil bejle til ham. Det vil presse prisen op og ikke mindst sende Muhktars løn i en kommende klub i vejret. Win, win.

Det er Brøndbys plan – de forventer, at han sælges til sommer. Det samme gælder Wilczek, der med endnu en målrig halvsæson kan blive en tilsvarende case med mange bejlere – godt for prisen, godt for lønnen.

Desuden skal man huske på, at hentes man ind som dyr og løntung spiller efter en budkrig mellem flere klubber, så er der garanti for spilletid fra start fra trænerens side. Hentes man ind på et mere yderligt mandat midt i sæsonen, hvor holdet er spillet sammen, så kan det meget vel ende med en bænkeplads.

Tilgangen af Hedlund fra Union Berlin viser, Brøndbys langsigtede arbejde her. Svenskeren er udset som Muhktars afløser og får nu foråret til at finde sig til rette, så han kan tage over, når tyskeren som ventet sælges.

Det er næste step for Brøndby; at arbejde med mere langsigtede transferplaner. Det er ikke mange år siden, at Brøndby flirtede med konkursen. De er et andet sted nu, men der venter stadig hårdt arbejde og behov for tålmodighed forude.

Sammenlignes der med FC Midtjylland så var de også et sted for få år siden, hvor de vandt titlen og derefter blev tømt. Jakob Poulsen forklarede i et efterfølgende interview, at det ville tage dem to-tre sæsoner at bygge et nyt mesterhold op og derfra tage et skridt frem, der ville gøre dem i stand til at enten holde på profilerne eller erstatte dem i god tid, så den optimale glidende overgang kunne finde sted. Danske klubber vil altid have behov for at sælge spillere. Kunsten er, at få det til være en smertefri proces og ikke en styrtblødning.

Brøndby er stadig ikke et sted, hvor de reelt kan planlægge med at gå efter titlen – de kan drømme om det, men tiden er ikke til det. Næste skridt bliver at holde fast i kulturen som top tre-hold og mestre den langsigtede transferstrategi samt levere resultaterne undervejs.

Vinterens transfervindue var et naturligt skridt ned ad den vej.