Sorgenfris Superligaoptakt


Forud for hver eneste superligarunde tager Søren Sorgenfri et kig på hvad runden byder på. Her kommer han omkring nogle af rundens kampe og går i dybden med en klub, en hændelse eller noget helt andet, der rør sig omkring den danske superliga.

Af Søren Sorgenfri

11. SPILLERUNDE


Ingen gider have Superligaens tredjeplads

Det er for tidligt at døbe kampen i Parken mellem FCK og FCM for et guldbrag. Sæsonen er lang, og der venter mange kampe forude.

Superligaen er alt for stærk for 14 hold. Det må man forstå, nu hvor vi snart skal tilbage til 12-holds modellen. Klubberne i bunden forringede kvaliteten, lød det, uagtet af at nedrykkerne Silkeborg sendte en spiller til hver af FCK, FCM og Brøndby.

Af den logik må følge, at det er ret nemt for de store drenge i klassen at sætte sig på de forreste rækker. Og ja. Det er ret nemt for FCK og FCM igen i denne sæson at trække fra. De Rangers/Celtic tilstande, som mangt en iagttager af dansk fodbold med angst har frygtet er nu ved at være her, og intet tyder på, at en 12-holds liga vil ændre på det.

For nu når modstanden åbenbart er så ringe, så bør det jo være en smal sag for ligaens øvrige store budgetter at sætte sig på pladserne lige efter FCK og FCM. Ikke rigtigt.

Der er ingen hold, der vil tage ejerskab over tredjepladsen. Esbjerg, der jo ellers er et af de hold, der må være for dårlige til Superligaen, tog den sidste år for næsen af større klubber, men det har ikke haft en effekt.


Læs også: SELVFØLGELIG SKAL SOLBAKKEN IKKE HJEM TIL NORGE


Og det siger selv, at Fischer må være blandt klubbens mest løntunge, så skal FCK mestre både Superligaen og Europa League på samme tid, så skal han være pengene værd.

AaB, Brøndby, Sønderjyske, OB og FCN har alle sådan bejlet lidt til rollen. Men ak. AaB er åbenbart et enmandshold centreret omkring Lukas Andersen med to nederlag i rap i stjernens fravær. Brøndby enten vinder eller taber og senest med 3-1 til bundhold Esbjerg. OB og Sønderjyske…aaah.. det svinger sgu heller ikke rigtigt.

Senest har AGF budt ind på tredjepladsen. Omsider. Efter mange års venten. Tilbagevendte Backmann har boostet AGF’s forsvar og David Nielsen er gået fra udskældt og fyringstruet til at gå på vandet med en stime som ubesejrede i nu seks kampe i rap. Heraf er de seneste fem vundet. Er der mere i vente? En længevarende stime eller er det, det? I en liga hvor der blot er fem point fra tredje- til 11. pladsen.

Det er ikke just en statistik, der minder om hollandske forhold. Bortset fra Silkeborg der opfører sig meget som hollandsk bundhold med 0-3-7 i sæsonens første ti kampe, men ellers slår alle, alle. I en liga hvor tredjepladsen skifter ejermand efter en regulær stoledans, og hvor weekendens resultater kan sende både FCN og Brøndby op på tredjepladsen. Eller vi kan vågne mandag morgen til overskrifter i krisens tegn, hvis Brøndby taber igen. Det vil hverken 12 eller 14 hold ændre på.

Sønderjyske – Brøndby

Sønderjyskes trup er til mere end niendepladsen, og sønderjyderne bør drømme om top seks. Sejre over modstandere, der som Brøndby har de samme ambitioner som Sønderjyske kan realisere sådan en slutplacering.

FC Midtjylland – OB

FCM formåede på en eller anden måde at få sig sendt ud af pokalturneringen til Fremad Amager, men i ligaen har de endnu ikke tabt. Her får de besøg af et af rækkens bedre udehold i OB, der har taget syv point ude.

AaB – Randers

For få uger siden lignede AaB det nye sort, men siden er resultaterne gået i ..nå ja, sort. Vinder Randers den her, så kan AaB være koblet af playoff-feltet, og så skal der for alvor genvindes terræn henover efteråret uden råd til flere fejltagelser.