Runde 26 – Bliver det succes eller fiasko i Brøndby, AaB og AGF?


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Superligaen skal deles i to. Runde 26 ser slutspillets seks deltagere sige pænt farvel til dem, der skal kæmpe om at undgå nedrykning, og der venter en spændingsmættet runde.

Der er noget på højkant i alle kampe, og dermed har 14-holdsstrukturen fortjent en lille klapsalve. Der skulle spænding tilbage i tabellen, og det er der kommet. Selvfølgelig er der kun to hold, der i denne omgang slås om guldet, men det er jo ikke noget særsyn i de forskellige ligaer, så at der nu er spænding her i det tidlige forår om at blive en del af topfeltet, ja det er kun glædeligt.

Superligaen får stadig på puklen for ringe kvalitet på banen, og tilskuertallene tilfredsstiller ikke sportens interessenter, men måske er det bare sådan, det er. Superligaen benævnes konsekvent som en udviklingsliga, og hvorfor man så også forventer en udviklingsliga kan levere Barcelona-lækkert spil, det må skrives ind i kategorien naivt.

Som udviklingsliga har 14-holdsstrukturen vist sit værd – Silkeborg solgte således Robert Skov, der er aktuel ligatopscorer og også Sammy Skytte og Gammelby fandt nye arbejdsgivere efter Silkeborgs nedrykning – og lige nu tanker FC Københavns Carlo Holse erfaring med stor succes i Esbjerg. Som eksempler.

Så måske skal klubberne i højere grad fokusere på at udvikle unge og salgbare spillere og basere økonomien på den model, og så leve med det antal publikummer der dukker op på kampdage.

Og så selvfølgelig levere en omgang spændende fodbold, når nu lejligheden byder sig ved denne særlige runde 26.

FC København og FC Midtjylland er videre sammen med OB. De to førstnævnte skal holde fokus på at tanke point i deres indbyrdes guldstrid med henholdsvis Hobro og Sønderjyske. Især FCK skal vise, at bananskrællen i Parken for et par uger siden mod Vendsyssel er tørt af skoen.

OB kan for deres part tage hævn for 4-1 nederlaget sidste sæson i samme runde til Randers FC og dermed slukke kronjydernes top-seks håb med mindre resultaterne flasker sig andetsteds.

I det nordjyske er der dømt åben slagveksling. AaB møder AGF og begge hold skal bruge en sejr og lidt held dertil. AGF skal tilmed bombe godt med mål ind, da målforskellen bliver afgørende. Udover en sejr til AGF så kræver det, at Randers og FCN taber deres kampe, hvis aarhusianerne skal med i top seks. I teorien kan AGF overhale FCN, hvis nordsjællænderne får et point ude mod Vendsyssel, men så skal AGF vinde med fire.

AaB og AGF er især en giftig omgang, fordi begge hold har erklærede ambitioner om at spille top-seks. Det ender mindst et af de to hold med ikke at gøre.

Længere mod nord må vi derfor forvente, at FCN vil angribe fra start mod Vendsyssel. I Herning vil den tidligere FCM-træner, Glenn Riddersholm elske at se sit nye Sønderjyske-mandskab drille FCM, men sønderjyderne har ellers ikke rigtigt noget på højkant i kampen. FCM skal selvfølgelig tage alle tre point.

Esbjerg kan end ikke med et point mod bundproppen Vejle vide sig sikre på top-seks billetten. Hvis AaB, Randers og FCN vinder, så kan de alle gå forbi vestjyderne på målforskellen. Men det er nu alligevel ret imponerende, at Esbjerg som oprykker står i en position, hvor de selv kan afgøre om, de skal med i slutspillet eller ej.

I Horsens er der igen, igen lagt op til en gyser mellem de gule og så Brøndby. Mesterskab og nedrykning er afgjort i kampe mellem de to klubber de senere år, og mon ikke Bo Henriksens tropper vil give den fuld gas mod de blå-gule for at stikke endnu en kæp i Brøndby-hjulet.. Brøndby har dog positiv målscore, så et point bør være nok til at indløse billet til top-seks, men vikartræner Martin Retov kan ikke vide sig sikker. Går resultaterne i kampene med Randers, Esbjerg og FC Nordsjælland imod Brøndby, ja så kan det ende med den ultimative fiasko for Brøndby i et forår og en sæson, der har været forsømt. Forsømt vil blive til fiasko, hvis slutspillet kikser for Brøndby.

Og endelig så bør der være tre point til FC København i Parken mod Hobro. Med mindre den berømte bananskræl igen er smidt på græstæppet på Østerbro. Og er den det, så giver det ny spænding i toppen af tabellen.