Kuhns klumme: Fem fra Superligaen der har imponeret mig

Efter den seneste runde er det mere eller mindre status quo i Superligaen. Jeg var selv til stede på Aalborg Stadion, hvor Brøndby imponerede stort og vandt sikkert over AaB. FCM var samtidig i stand til at vinde deres kamp mod AC Horsens, så de to hold stadig ligger side om side i kampen om guldet.

Af Allan Kuhn

FCM var endnu en gang i stand til at vinde en kamp pga. en indøvet standardsituation med Marc Dal Hende som målscorer. Netop Marc Dal Hende vil jeg vende tilbage til. Den mest spændende kamp var opgøret mellem FCK og FC Nordsjælland, hvor FCK formåede at vende et truende nederlag til en sejr. Det virker som om, at Santander og FCK er på vej tilbage til den form, vi kender. Der er ikke mange andre i Superligaen, der havde headet sejrsmålet ind på den måde, Santander var i stand til. På samme måde er FCK også ved at have genfundet deres vinder-DNA og fik igen rejst sig efter at være kommet bagud.

I denne uge vil jeg komme ind på store profiler og store talenter i Superligaen. Det vil ikke være en klassisk top 5 over spillere med højest niveau eller størst potentiale, men nærmere end gennemgang af spillere, der har overrasket positivt, eller som vi kan forvente at se udvikle sig endnu mere den kommende tid.

Hany Mukhtar – Brøndby IF

I Superligaen er én af de absolut største profiler Hany Mukhtar. Mukhtar er vel nok den største profil på superligaens førerhold, Brøndby. Med 9 mål og 8 assists i 27 kampe er han i stand til både at skabe chancer for sine medspillere og at score selv. Sidste måned bliver han kåret til månedens spiller i superligaen, og han er såmænd nomineret igen denne måned. Han er omdrejningspunktet for Brøndbys offensive spil, samtidig med at han – lidt atypisk for denne type spiller – også er hårdtarbejdende.

Marc Dal Hende – FC Midtjylland

Føromtalte Marc Dal Hende har imponeret med hele 10 mål i 21 kampe. Helt uhørte tal for en wingback! Tilbage i min tid i AaB husker jeg, hvordan Rasmus Thelander snakkede om, at han havde en gammel holdkammerat fra AB, vi burde hente. Det var altså Marc Dal Hende, men som I nok ved, havnede han i SønderjyskE, hvor han for alvor fik gang i karrieren, og FC Midtjylland bød sig til. Hans træfsikkerhed må stamme fra hans gamle tid som angriber, for han svigter sjældent, når han får bolden i feltet.

Mathias Jensen – FC Nordsjælland

Mathias Jensen i FC Nordsjælland har i 27 kampe lavet 8 mål og 7 assists. Også flotte tal for en central midtbanespiller. Mathias Jensen har udviklet sig helt enormt og styrer midtbanen for FC Nordsjælland. Hans tekniske færdigheder og hans overblik kan ingen være i tvivl om, men jeg er også meget imponeret af hans attitude. Han har gå-på-mod og lader sig ikke kyse af større spillere, samtidig med han altid går forrest for sin klub, hvorfor han også er anfører for FC Nordsjælland sine 22 år til trods.

Frederik Rønnow – Brøndby IF

Vi har stadig glæden af at se Brøndbys målmand, Frederik Rønnow, i Superligaen hver weekend. Der har tidligere været snakket om, at han nær var røget til Premier League på sidste dag i transfervinduet, så det er nok bare et spørgsmål om tid, inden han rejser udenlands. Han har hele 10 clean sheets i 27 kampe og har kun lukket 24 mål ind. Det er under ét mål per kamp. Målmænd har det med at blive lidt glemt, men ikke desto mindre er de altså enormt vigtige for alle hold. Rønnow er i øvrigt eneste danske landsholdspiller for Brøndby, og vi må forvente at se ham udtaget til VM i Rusland. Hans ro i alle situationer er blevet meget bedre med årene, så han nu udstråler, at han er blevet en ”voksen” målmand. Han passer godt til Brøndbys spil med en høj bagkæde, da han ikke er bange for at spille med fødderne og agere sweeper.

Viktor Fischer – FC København

Hjemvendte Viktor Fischer har i 8 kampe lavet 3 mål og bidraget med 5 assists. Han er altså i snit involveret i et mål hver eneste kamp. Han kom hjem for at genfinde spilleglæden, og den virker det bestemt til, han har fundet. Han var på månedens hold i Superligaen i sin første måned, og han har hjulpet FCK med at få vendt skuden, så de nu er på seks sejre i hans otte kampe. Han bidrager med en frækhed på og uden for banen, man ikke ser fra mange andre danske spillere, og han er en stor berigelse for Superligaen. Han dækker både pladsen som kant og angriber, og han har gjort det fremragende i begge positioner.

Erik Sviatchenko med sin stærke hjemkomst til dansk fodbold.

Kasper Fisker med sin generobring af en startplads i Brøndby – stortrives i Zornigers system.

Simon Tibbling imponerer med sine løbekapacitet og gode evner på bolden.

Tobias Sana blomstrer under David Nielsen og er den store oplevelse i nedrykningsspillet med sit hattrick mod Hobro.

Jesper Hansen har ageret sikker sidste skanse og er nu klar førstemålmand i FC Midtjylland.

Jakob Poulsen er måske FC Midtjyllands vigtigste spiller. Han har 5 mål og 12 assists i 27 kampe.

Federico Santander er blandt Superligaens absolut bedste angribere – når han er i form.

Jeg kan selvfølgelig sagtens have glemt nogle spillere på vejen, men ovennævnte spillere er mit bud på, hvem der pt. er de vigtigste og mest formstærke for deres respektive klubber.

28. spillerunde står nu for døren, og personligt glæder jeg mig meget til kampen mellem FC Midtjylland og FC København på mandag. Begge hold er godt kørende, så jeg er sikker på, vi får et brag af en kamp!