Gulddrømme i FCM og nye ansigter i Sønderjyske


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


FCM har med store ambitioner gjort sig til førsteudfordrer til FCK. Klubben fra den jyske hede drømmer naturligvis om at holde guldfest i Herning, når sæsonen er omme. For at opfylde drømmene skal de have hjælp af nyindkøbet Sory Kaba. I SønderjyskE har Glen Riddersholm fået 3 tidligere FCM-spillere i truppen, som skal hjælpe sønderjyderne til en placering udenfor nedrykningsfare.

Det bliver til en af de to første pladser igen denne sæson for FC Midtjylland. Midtjyderne har med mesterskaber, store salg og en effektiv spillestil ret effektfuldt taget plads på podiet som førsteudfordrere til FC København.

De har gjort tingene på deres helt egen måde i Herning, og det gør de stadigvæk. Og tak for det. For selv om de måske ikke har super-mange venner rundt omkring i Superligaen, så kommer man ikke udenom, at de har tilført ’Suppen’ et ekstra krydderi. Ved at være frække, ved at vinde og ved at byde FCK op til dans.

Kan FC Midtjylland så gøre det igen denne sæson? Alt taler for det. Rekordindkøbet Sory Kaba er på papiret et spændende navn, som har flere værktøjer i skuffen end ’Lange Paul’. Det er helt efter planen, at en type som Kaba kommer ind, nu hvor Onuachu skal sælges.

Onuachu har gjort det godt med FCM, men også drevet mere end en fan til vanvid, da hans spillestil kan være udfordret. Med en anden og mere komplet type angriber så kan FCM-folket drømme om, at der bygges på spillestilen ikke mindst med henblik på at opnå europæisk succes.

FC Midtjylland har erklærede gruppespilsambitioner, men disse er som regel grundstødt i kvalifikationsrunderne, hvor det er blevet udstillet, at ulvene har manglet et taktisk gear eller to.

Indkøb som Kaba og brasilianske spillere som Evander skal trække FCM i en mere boldspillende retning, og samtidig sørge for, at der også i de næste sæsoner vil være ’varer’ at sælge til større klubber.

Men FCM står overfor udfordringer. Rygraden på holdet, Jakob Poulsen er ikke længere en vårhare, og hvad stiller man op med Tim Sparv. Der er ikke meget bold i ham, og defensiven burde kunne klare sig uden den finske fighter.

Evander har i testkampene været prøvet sammen med den store tyske spiller, Okosun. Senest blev det til nederlag mod Poznan, men det var mod spil og chancer, da midtjyderne skabte meget og ikke mindst Gustav Wikheim ligner en, der går en stor sæson i møde.

Kan FC Midtjylland gå hele vejen og tage mesterskabet? Jeg vil ikke afskrive dem på forhånd.

Det tegner både lovende og spændende i Haderslev forud for sæsonen. Glenn Riddersholm tager nu hul på sin første hele sæson som træner i Sønderjyske, og den tidligere FCM-træner har handlet godt ind allerede.

Kendte ansigter fra FCM-tiden er kommet til. Spillere som Mads Albæk og Rilwan Hassan er hentet ind, men også stopperen Patrick Banggaard er vendt tilbage til Danmark og Superligaen efter et mindre vellykket ophold i udlandet.

Det giver Riddersholm en stærk, kompetent og erfaren trup at arbejde med, men ikke erfaren på den udslidte krigshest-måde. Flere af Sønderjyskes spillere er på vej ind i deres bedste fodboldmæssige alder eller er der allerede, og det bør give håb om en fin sæson i det sønderjyske. Truppen er for god til nedrykning bliver et tema. I forvejen er der lovende navne som Danny Amankwaa og Alexander Bah at finde i truppen, og så bliver det interessant at se, om det er denne sæson, at den store angriber med tysk-bosnisk baggrund, Senad Jarovic skal testes af.

Sønderjyske er en klub, der arbejder med respekt for de sorte tal på bundlinjen, hvorfor det primære mål er at undgå nedrykning, men med den trup som Riddersholm råder over nu, så bør der være mod til at kigge op i tabellen.

Sønderjyske bliver en stor håndfuld for alle denne sæson, og en placering i grundspillet som nummer fem eller seks kan ske.